DR's dramadokumentar blev dømt ude på forhånd, men ’Slave af Danmark’ er faktisk en god serie

DR havde ryggen mod muren, allerede inden første afsnit af ’Slave af Danmark’ havde haft premiere.

Polemikken omkring ’Grønlands hvide guld’ havde sat hele den borgerlige presse og samtlige Facebook-krigere i en kollektiv blodrus, hvor kun afviklingen af Danmarks Radio virkede som det eneste tilfredsstillende resultat.

Og nu skulle det fandme være.

Optakten med det famøse diversitetskursus og Joan Rang Christensens ”racistiske” essay var perfekt for alle dem, som ville have DR ned med nakken. De verbale pistoler var ladt og klar til aflivning.

Der er bare ét problem.

’Slave af Danmark’ er en god serie.

Faktisk den bedste dramadokumentar i umådelig lang tid, medregnet indhold fra både DR og TV 2, som begge skamløst pumper den ene middelmådige titel ud efter den anden inden for den genre.

I modsætning til de andre dramadokumentarer, som ofte ser håbløst studentikose ud i de dramatiserede scener, er der i ’Slave af Danmark’ et langt højere filmmæssigt niveau. Faktisk så godt, at det for en gangs skyld er dokumentar-delen, der halter efter.

Nøgtern og fremragende

’Slave af Danmark’ handler, som titlen antyder, om Danmarks tid som kolonimagt, specifikt omhandlende slaveriet i Dansk Vestindien.

Hvor ’Grønlands hvide guld’ låste sig meget fast på tal og økonomi i den dokumentariske del, er fokus langt mere kulturhistorisk i ’Slave af Danmark’.

Journalist Nola Grace Gaardmand går nøgternt til sagen med at blive klogere på Danmarks rolle som slaveejende nation. Første afsnit fremstår for det meste som en introduktion til det, vi skal beskæftige os med, og hvad det var, Danmark fik ud af det.

Det korte svar, som alle, der har haft historie i gymnasiet, vil vide, er sukker. Sammenligningen af sukker med narko er ikke helt skæv, for det var virkelig en lukrativ forretning. Og som med al anden organiseret narkotikaproduktion er der en masse folk på bunden, som gør det hårde arbejde, uden nogen form for belønning, mens en håndfuld personer sidder på toppen og skummer fløden.

I afsnit to fortsætter optrevlingen af omfanget af slaveriet, og hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre. Vi bliver præsenteret for pseudovidenskaben, der dengang fremlagde ”videnskabelige” beviser for, at den hvide race var alle andre overlegen.

Man skulle tro, at den slags vanvidstankegang var uddød. Men søger man rundt på nettet, vil man kunne finde frem til individer, som holder tankerne i hævd.

Betagende smuk brutalitet

Der, hvor ’Slave af Danmark’ for alvor adskiller sig fra konkurrenterne i dramadokumentar-genren, er i de dramatiserede scener.

En halv-fiktiv historie, der vist nok er en bearbejdning af slaven Hans Jonatans livshistorie, er virkelig godt lavet.

Først og fremmest er Loui Ladegaards kameraarbejde fuldstændig fantastisk. Allerede fra første øjeblik fanger de vanvittigt flotte billeder ens blik. Endda selvom det, kameraet indfanger, er brutalt og ubehageligt at overvære.

Kameraet veksler mellem beskuerens perspektiv og karakterernes synsvinkel. I en af de mange systematiske voldtægter, som den slavegjorte Regina (Ross Mangal Khan) bliver udsat for, ser vi, hvad hun ser for at kunne distancere sig for det overgreb, hun bliver udsat for. Vandets refleksion i loftet er en smuk kontrast til det modbydelige, som foregår i sengen.

Historien er også ret spændende. Den opererer i flere spor, så vi kommer langt omkring slave-forretningen.

Familien Schimmelmann er i fokus på slaveejersiden, og her overbeviser Gustav Giese som Ernst Schimmelmann. Han rammer både den lille aristokratiske arrogance, som kommer med stor rigdom og også forargelsen over, hvor gammeldags det omkringliggende samfund er i forhold til hans livssyn. Selv uden at kunne sin historie er frøene plantet til, hvor det fører hen.

Derudover medvirker en lang række velkendte navne: Sofie Torp og Thure Lindhardt er perfekte karikaturer, ditto med Bjarne Henriksen, mens Fanny Leander Bornedal leverer et godt og troværdigt samspil med Giese.

Det er dog Ross Mangal Khan, Marie-Lydie Melono Nokouda og JJ Paulo, der for alvor brænder igennem i de to første afsnit. Det er dem, som giver liv til de slavegjorte, fortæller deres lidelseshistorier og mikroskopiske små glimt af glæde.

Stor cadeau til instruktørerne Patricia Bbaale Bandak og Kasper Torsting samt manuskriptforfatterne Mie Skjoldemose og Denise Kræmer for at lave en så god dramadel af dramadokumentaren. Igen må man begræde, at DR (og TV 2) ikke gider at bruge pengene på rendyrkede fiktionsproduktioner. Nøj, hvor kunne det være blevet godt!

Denne artikel blev første gang bragt af Vi Elsker Serier, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.