"Du kan købe så og så mange Y-stole, men på et tidspunkt har du måske lyst til at købe noget andet"

Hvad har kunst med reality at gøre? Ikke meget, vil de fleste nok mene. Alligevel var DR-programmet “Kunstnerkolonien” nomineret i flere kategorier, da Reality Awards 2023 løb af stablen sidste år.

For det populære kunstprogram var netop en kombination af kunstformidling og – en form for – reality i bedste sendetid og har fået over 100.000 seere til at stifte bekendtskab med kunstnere som Eske Kath, Frederik Næblerød og Kirsten Justesen.

Samtidig viser etablerede institutioner, at kunsten er for alle, når f.eks. kunstneren Esben Weile Kjær kuraterer en udstilling på Arken, hvor børn kan rutsje ned ad skateboardramper og tegne på væggene, eller når Statens Museum for Kunst inviterer unge til kunst efter lukketid med SMK Fridays.

Også i galleriverdenen ulmer et opgør med tanken om, at kunsten er forbeholdt de få. Her myldrer det med popup-gallerier, kunstnerdrevne gallerier og andre koncepter, hvor kunsten får nye rammer, som gør den mere tilgængelig for et bredere publikum.

Et af dem er Kunstsalonen, som Mette Helena Rasmussen lancerede i 2017 sammen med Anne Aarsland, hvor de to kvinder udvælger kunstnere, som de udstiller i private hjem.

– Min oplevelse er, at der er mange flere, der er virkelig interesserede i kunst i dag end tidligere. Kunst er i langt højere grad noget, man prioriterer, og det at købe kunst er blevet en lige så vigtig ting som at beslutte, hvor stort et fladskærms-tv man skal have, siger Mette Helena Rasmussen.

Hun mærker især interessen blandt førstegangskøbere.

– Vi ser rigtig mange førstegangskøbere, som lader til på forhånd at have besluttet sig for, at de kommer for at købe deres første kunstværk.

– Det bliver set som en del af indretningen og som en lækker luksus, men også en mulighed, og der er rigtig mange, der kan være med, så længe et kunstværk koster under 5.000 kr., siger Mette Helena Rasmussen.

Hun mener desuden, at der er flere og flere, som har fået en forståelse for kunstens værdi.

– Der er mange, som efterhånden sætter pris på, at det er et rigtigt kunstværk, som nogen har lavet. At det er et unika og derfor også værd at bruge penge på. Flere forstår at skelne mellem plakater, kunstprint, litografier og originale værker.

Nedbryder barrierer

Kunstsalonerne i private hjem er ifølge Mette Helena Rasmussen ikke enestående, men en del af en bølge af kunstsaloner og popup-gallerier, som viser, at samtidskunsten i dag appellerer langt bredere, end den tidligere har gjort.

Det gælder både prisniveauet, hvor der er noget for – næsten – enhver pengepung, men også måden, som kunsten bliver præsenteret på. Hun mener, at både museer og gallerier er begyndt at nedbryde de barrierer, som traditionelt har stået mellem kunsten og det brede publikum.

– Det klassiske gallerirum kan føles svært at træde ind i for mange med sine hvide vægge og lysstofrør. Det forekommer fremmed og elitært, men ved at opsætte værkerne med farvede vægge eller mere hjemlige forhold, kan det virke mere indbydende for flere, siger Mette Helena Rasmussen.

Men også de mere klassiske museer og gallerier formår at vise kunsten i rammer, som gør, at flere føler sig velkomne.

Mette Helena Rasmussen fremhæver bl.a. galleriet Arden Asbæk i Bredgade som et eksempel på det, hun kalder light-versioner af eksisterende, anerkendte gallerier, som viser mere upcoming og ofte billigere kunstværker, men også bølgen af kunstnere, som åbner deres egne gallerier.

Eller traditionsrige museer, som går nye veje med utraditionelle samarbejder som Ordrupgaard, som har samarbejdet med designfirmaet Tapet-Cafe, hvor sidstnævnte kuraterede vægfarverne på en udstillling med Vilhelm Lundstrøm.

Derudover har de store museer i de senere år arbejdet meget på at gøre udstillingerne mere brugervenlige og mere imødekommende for et bredere publikum.

På Louisiana kan børnene boltre sig i Børnehusets værksteder og på Dansk Arkitektur Center kombinerer man udstillinger med Lego-bygning og arkitektonisk kæmperutsjebane.

– At tage på kunstudstilling er i dag en oplevelse, der kan være interessant for hele familien. Hvor man måske ville tage på café eller restaurant med dine børn, er det i dag lige så hyggeligt at tage på en workshop på et museum, siger Mette Helena Rasmussen.

Kunst som reality

Mathias Kryger, som er kunstanmelder på Politiken, mener, at kunsten i de seneste 10-15 år har bevæget sig i en retning, hvor den er blevet mere tilgængelig, men også mere attraktiv for en bredere målgruppe.

– Det er blevet moderne og langt mere udbredt at erhverve sig kunst fra især samtidskunstnere. Der er folk fra den højere middelklasse, som ikke nødvendigvis følte sig som en del af den gruppe, der samlede på kunst, tidligere, som nu gør det.

Det handler ifølge Mathias Kryger bl.a. om den stigende velstand og markedstendenser i øvrigt.

– Vi er efterhånden så rige i det her land, og du kan købe så og så mange Y-stole, men på et tidspunkt har du måske lyst til at købe noget andet.

Han mener, at udviklingen bl.a. er båret frem af kunstprogrammer som “Kunstnerkolonien”, hvor en kunstner som Frederik Næblerød pludselig brød igennem til et helt nyt og langt større publikum.

– Folk forbinder sig til kunst på en ny måde i dag. Det handler om livsstil og om, at man synes, det er sjovt og spændende, og man gerne vil være med til festen, og så handler det også om, at flere og flere ser muligheden for en god investering i kunsten, siger Mathias Kryger.

Derudover hæfter han sig ved kunstinstitutionernes stigende tendens til at brede deres publikum ud og invitere flere folk ind til deres udstillinger.

Han fremhæver bl.a. arrangementet SMK Fridays, hvor Statens Museum for Kunst opfordrer især den yngre målgruppe til at opleve kunsten efter lukketid under mere uformelle rammer, men også Kunsthal Charlottenborg, som i højere grad appellerer til den yngre generation end til det “grå guld”, som ellers normalt er dem, der er flest af på museerne.

Samtidig nævner han kunstcentret Copenhagen Contemporary, som på få år har formået at bygge en kunstinstitution op, som får unge til at valfarte til Refshaleøen for at tage billeder til deres Instagram-profiler.

– Der er en interesse i at formidle ting bredere, end vi er vant til. Der er et nyt publikum på museer og gallerier, som ikke nødvendigvis har det store forkundskaber, og som ikke har læst kunsthistorie eller på anden måde er kunstnørder, og som måske skal tages lidt mere i hånden.

– Der er en stemning omkring kunsten, som har forandret sig de seneste 15-20 år, hvor rigtig mange synes, at det er noget sjovt og spændende, de gerne vil være en del af.

Mette Helena Rasmussen mener også, at udviklingen i retning af mere tilgængelig kunst være undervejs i flere år, men hun ser især, at den tog fart under og efter coronapandemien.

– Vi var så meget hjemme og havde ikke andet at bruge vores penge på. Vi kunne hverken rejse eller gå ud og spise, men vi skulle stadig arbejde online hjemmefra. Der gik det op for mange, at de både kunne tage fat på renoveringsprojekter, men også i høj grad gøre noget ved indretningen, herunder købe kunst.

Og så er hun enig med Mathias Kryger i, at tv-programmer som “Kunstnerkolonien”, som har sat kunst på linje med reality eller anden underholdning i bedste sendetid og gjort navne som Frederik Næblerød og Eske Kath til allemandseje.

– Jeg tror, de færreste vidste, at det er Eske Kath, der har udsmykket kronprinsparrets bolig på Amalienborg, men når han medvirker i et program som “Kunstnerkolonien”, giver det et større kendskab til de kunstneriske praksisser og er med til at folkeliggøre kunsten og give en kunstner som ham et bredere publikum.

Influencer-kunstnere

Et andet element i udviklingen er de sociale medier. For ligesom de har påvirket vores forbrugsvaner og tendenser i mange andre sammenhænge, er det ifølge eksperterne også tilfældet i kunstens verden.

På Instagram har HuskMitNavn dobbelt så mange følgere som Statens Museum for Kunst, mens Michael Kvium tangerer Kunsthal Charlottenborg, når det kommer til antallet af følgere. Og betydningen af sociale medier i kunsten kan ikke undervurderes, mener Mette Helena Rasmussen.

– Sociale medier har en kæmpestor betydning. Kunstnere er jo ofte ret ensomme i deres arbejdsproces, fordi de går alene på deres atelier, men ved at dele deres hverdag på atelieret på f.eks. Instagram, gør det, at man kan komme helt tæt på dem og nærmest føle, at man har en relation til kunstnerne, som man ikke har haft tidligere, siger hun.

Det samme gælder gallerier og museer, som i stigende grad deler behind the scenes-processen, når de opsætter udstillinger, hvor følgerne på en anden måde end tidligere kan opleve, hvordan de arbejder med kurateringen af kunsten.

Mathias Kryger mener, at vi kun er i den spæde begyndelse, når det handler om den rolle, som sociale medier har og kommer til at få i fremtiden også i kunstens verden.

– Jeg tror slet ikke, at de sociale medier er begyndt at forstå, hvor stor en betydning de har for kunsten endnu, og hvor stor en indflydelse de får fremover på valget af kunstnere for kunstinstitutionerne, siger han.

Mathias Kryger mener, at det i fremtiden bliver en afgørende faktor for en kunstner, hvor mange følgere vedkommende har på Instagram.

– En kunstner som Maja Malou Lyse har knap 45.000 følgere på Instagram, hvilket er mere end mange gallerier og museer har på deres egen Instagram.

– Det er en kæmpe kapital, hun kommer med, siger Mathias Kryger, som også nævner keramikeren Klara Lilja som et eksempel.

Mathias Kryger mener imidlertid, at udviklingen i retning af en demokratisering af kunsten også kræver endnu mere af kunstkritikere som ham selv.

– Min holdning er, at jo flere, der kommer ind i kunstverdenen og synes, at den er spændende og har lyst til at købe kunstværker, og jo mere populær samtidskunsten bliver, jo mere er der brug for, at der der nogen, som også forholder sig kritisk til kunsten, siger han.

Han mener samtidig, at der er en risiko for, at vi med kunsten bevæger os i samme retning, som vi gør med boligindretning, hvor vi alle har de samme Y-stole, Hay-reoler og Kubus-lysestager derhjemme.

– Der er en ekstrem lemmingeeffekt både i designverdenen, men også i kunstverdenen. Der er behov for, at der er nogen, der bremser op, tager kritisk stilling og siger: Er det her virkelig så fantastisk?