’Emilia Pérez’ er en af de film, der ikke kan beskrives – den skal bare ses

Når en film indeholder en sang ved navn ’La Vaginoplastia’ – der handler om præcis det, titlen indikerer – så ved man godt, at man er i gang med at se noget lidt ud over det sædvanlige. Og det må man i den grad sige, at franske Jacques Audiards første spansksprogede film ’Emilia Pérez’ er!

Faktisk er det en af den slags film, der ikke helt kan beskrives – den skal bare ses. Men vi gør selvfølgelig forsøget.

Zoe Saldaña spiller den dygtige, småkorrupte advokat Rita, hvis mandlige boss udnytter hende groft til at skrive alle de glødende taler, han ikke selv formår at formulere.

Men Rita er træt. Træt af at blive udnyttet. Træt af aldrig at få lov at indtage den plads, hendes åbenlyse talent fortjener, og træt af at bruge – spilde – sit liv på at forsvare korrupte narkogangstere, der ikke fortjener at bliver sat på fri fod.

Så da hun en særligt desillusioneret nattetime modtager et mystisk opkald, bider hun tøvende på. Stemmen i telefonen vil have hende til at tage en sag, som hun ikke må fortælle nogen om.

Da hun senere sidder i en skurvogn overfor Mexicos mest magtfulde og brutale narkogangster Manitas Del Monte, fortryder hun. Men der er det for sent. Hun hænger på opgaven, som hun endnu ikke ved hvad er.

VILDE GENRESKIFT

Og så tager ’Emilia Pérez’ ellers den første overraskende drejning ud af mange. Manitas afslører nemlig, at han igennem to år har taget forberedende hormoner og er klar til den helt store kønsskifteoperation.

Trods sit übermaskuline erhverv har han inderst inde altid følt sig som kvinde, og nu er tiden inde til at lade det ydre matche det indre. Rita skal finde ham den bedste kirurg i verden. Og ingen må vide noget. Heller ikke hans kone Jessie og to børn.

Rita kaster sig efterfølgende ud i en verden af kønsskifteoperationer – inklusive det allerede nævnte musikalske nummer om vaginaloperationer. Operationen lykkes.

Rita flytter den intetanende og oprigtigt sørgende Jessie og børnene i sikkerhed i Schweiz og kan valse væk med en så anseelig pose penge, at hun aldrig igen behøver at hoppe og springe for en mandlig boss. Opgaven er slut. Alt er godt. Tror hun. For filmen er faktisk først lige begyndt.

Fire år senere dukker Manitos – nu Emilia – op i London og minder Rita om, at hun har en sidste opgave. At genforene Emilia med de børn, hun har erkendt, at hun ikke kan leve uden.

Men som ikke må vide, hvem hun i virkeligheden er. Herfra bliver det kompliceret, overraskende, fascinerende, komisk og tragisk. En vild rutchebanetur, der ikke skal afsløres på forhånd.

Kun at det kommer til at handle om at gøre bod på fortidens synder, om at føle sig fri, men samtidig fanget af sine egne livsløgne og om drømmen om at starte forfra.

Og at Jacques Audiard giver den gas med alle de genreskift, nogen nogensinde har proppet ind i en og samme film: Musical, thriller, socialrealisme, melodrama, telenovela, drama, komedie – og alt derimellem.

IND UNDER HUDEN

’Emilia Pérez’ er Jacques Audiards 10. spillefilm – og den første på spansk. Et sprog, han selv har indrømmet, at han egentlig ikke mestrer. Men en lille udfordring som den har aldrig budt ham imod. Tværtimod.

Med så forskellige film som ’Rust and Bone’, ’Dheepan’ og ’Profeten’ har han for længst bevist, at han elsker at kaste sig ud i nye ting, nye genrer og fortællinger, der sætter menneskelivet på spidsen helt ud i det ekstreme.

Han elsker at overraske, men han elsker også at dykke ned under overfladen – dernede, hvor det bliver mørkt, smertefuldt, ægte og interessant.

Og ’Emilia Pérez’ er det hele. En mildest talt modig thriller om narkokartellerne i Mexico, der tør gå helt tæt på i beskrivelsen af et voldsparat maskulint univers, som kun få har adgang til.

En socialrealistisk fortælling om tre meget forskellige kvinders forsøg på at skabe en stabil tilværelse i en verden, domineret af mænd.

En vild, farverig og flamboyant musical, en til tider nærmest campet komedie og en virkelig dybfølt historie om at føle sig placeret på den forkerte hylde og gå til ekstremer for at blive det menneske, man altid har vidst, man var inderst inde. Og om at gøre bod for de fejl, man foretog, før man fandt sig selv.

STÆRKE KVINDER

Der er fart over feltet, og ’Emilia Pérez’ vil sikkert hægte nogle af med sin over the top musik- og dansenumre, høje tempo, ekstreme genreskift og en fortælling, der ofte nærmest er én stor metafor for noget helt andet.

Men det kan i den grad betale sig at sætte sig godt til rette i sædet, spænde den imaginære sikkerhedssele og hænge på hele vejen. For ’Emilia Pérez’ er smuk, tankevækkende og vanvittig. Og helt sin egen. Ligesom titelkarakteren.

Der i øvrigt bliver spillet med sjælden indlevelse af den transseksuelle mexicanske skuespiller Karla Sofia Gascón, der både mestrer Manitas’ truende brutalitet og Emilias sårbare længsel efter at kunne leve et liv med kærlighed og familie i sin nye identitet.

Måske fordi Karla Sofia Gascón selv kender rejsen. Som hun har udtalt i flere interviews: ”Jeg var skuespiller, før jeg blev skuespillerinde. Jeg var far, før jeg blev mor”.

Overfor hende er Zoe Saldaña bedre end måske nogensinde. Frisat af et plot, der er så vildt, at det ikke giver mening at holde igen. Hendes Rita er både elskelig og foragtelig. Og i dansenumrene minder hun hele verden om, at hun faktisk oprindeligt startede som danser! Hun er forrygende.

Også Selena Gomez fortjener ros i den lidt mindre rolle som Jessie, der bare gerne vil finde en sikker havn i tilværelsen, men hele tiden ender med at vikle sig selv – og alle omkring hende – ind i de mest farefulde situationer.

Tre stærke, skønne kvindeportrætter, på godt og ondt, med alle facetter. I en film, der måske nok til tider farer lige vel meget rundt om sin egen akse, men hele vejen tager kvinderne og deres udfordringer alvorligt.