Er DR's Carmen Curlers værd at bruge din søndag på? Ja, absolut
Foto: Tine Harden/DR
”Carmen Curlers” er frit inspireret (som det hedder) af den virkelige historie om det danske erhvervseventyr Carmen Curlers, der i 1960'erne revolutionerede skønhedsindustrien ved at gøre det muligt for kvinder at ordne deres krøller hjemmefra i professionel kvalitet – på en brøkdel af den tid de ellers skulle have brugt i en salon (og som den mandlige sælger tidstypisk pointerer: ”Mens de steger frikadeller eller vasker tøj)”.
Men det er ikke kun historien om et af Danmarks helt store industrieventyr, det er også historien om en mand og hans ambition – der i virkeligheden kunne være rettet mod hvad som helst, som kunne give ham succes og oprejsning for barndommens traumer.
Og så er det nok så vigtigt historien om en brydningstid, hvor både teknologiske muligheder, traditionelle kønsroller og kulturelle værdier er i opbrud.
Samt en hyldest til de kvinder, der, i takt med at en lille papillot med potentiale bliver til en stor fabrik med 3.500 ansatte, smider forklæder og fruestatus for i stedet at kaste sig ud på arbejdsmarkedet og bevise, at det ikke kun er mænd, der får verden til at rocke og rulle.
Morten Hee Andersen er fantastisk som Axel Byvang, der har så meget, han gerne vil bevise, at det næsten kun kan gå galt.
Det ved vi selvfølgelig godt, at det ikke gør – i sidste ende – men det gør det imponerende nok ikke mindre spændende at følge hans kamp.
Vi hepper på hvert eneste fremskridt, klapper ham mentalt på skulderen, når det alligevel ikke gik, som han håbede, og giver ham et imaginært spark bagi, når han – endnu engang – opfører sig som et fjols.
Overfor ham er Maria Rossing en styrkeprøve af et kvindfolk som landmandskonen Birthe, der står til at miste alt, men nægter at give op. Og derved uforvarende kommer med helt i fronten af en revolution.
Carmen Curlers
”Carmen Curlers” er baseret på den virkelige historie om Arne Bybjerg, der i 1963 grundlagde Carmen Curlers, der blev en international succes.
Yderligere to sæsoner er planlagt.
Birthe og Axels historier flankeres af en række mindre historier, der er fuldt så vedkommende.
Det er skønt at se en fortælling, der ikke lader sine bifigurer i stikken, men tværtimod formår at folde dem alle ud, så de fremstår som mennesker af kød og blod, med længsler, fejl og drømme.
Alle har en plads at udfylde i historien – og alle spillere fylder den til noget nær perfektion.
Uanset om det er Rosalinde Mynsters hårdt prøvede hustru til drømmeren Axel, hvis egne drømme og ambitioner bliver forbigået i tavshed, Birthes 14-årige søn Svend, der drømmer om rock og rul og frihed, eller Christian Tafdrup som Axels tidligere plageånd, som selv slås med egne dæmoner. For nu bare at nævne et par stykker.
Det hele er gennemsyret af en skøn musikalitet. Ikke kun på soundtracket, der er som at falde ned i en tidslomme i sig selv, men også i klipning, timing og fortælletempo.
Der er utroligt meget handling pakket ind i hvert eneste timelange afsnit, der flyder afsted i et rasende tempo og kalder på mere. Men det føles aldrig forceret.
Ligesom Axels drive efter at bevise sit eget værd, har fortællingen en indre nødvendighed, der gør, at den må videre, videre, videre.
Men til forskel fra Axels til tider nærmest maniske desperation efter at lykkes, så suser ”Carmen Curlers” afsted på en bølge af både alvor og leg men først og fremmest rendyrket fortælleglæde. Bravo til konceptuerende instruktør Natasha Arthy og hovedforfatter Mette Heeno.
5 ud af 6 stjerner.
”Carmen Curlers” har premiere 30. september på DR.dk og 2. oktober på DR1.