Forældre fra helvede gør (desværre) ikke "Den, der lever stille" til en god film

Denne artikel blev første gang bragt af Vi Elsker Streaming. Dette er en redigeret version.

Hvad siger hr. Skov, får man lyst til at spørge, når man har set filmatiseringen af Leonora Christina Skovs succesfulde roman, "Den, der lever stille".

Bogen, der er solgt i over 120.000 eksemplarer herhjemme og fik tildelt De Gyldne Laurbær i 2019, er forfatterens beretning om sin opvækst og sine forældre.

Et ætsende portræt af svigt, indestængt vrede, uforløste følelser, tvivlsomt forældreskab og homofobi.

Inspiration fra spooky Lynch

Det er også en beretning, der på sin subjektive måde, forsøger at fortælle nøgternt om, hvordan forfatteren har oplevet sin familie.

Og som sådan er der frit slag for en instruktør, når der skal vælges, hvordan man vil fortælle den historie på film.

Man kunne være gået komedievejen (langt fra materialet, jovist, men dog en mulighed).

Man kunne være gået den klassiske og mest oplagte dramavej med en ordentlig fortælle-bue og hovedkarakterens udvikling. Men nej, heller ikke.

I stedet har instruktør Puk Grasten valgt at gå ad horrorvejen. Sådan lidt i hvert fald.

For selv om der er flere horror-elementer, og der er skulet mere end en anelse til David Lynch, når han er allermest spooky, er det, som om filmen alligevel ikke har turdet gå planken ud på den front.

Manipulerende forældre

Lånt fra horrorgenren er også strukturen, hvor der ikke nødvendigvis er en udvikling hos personerne. Fra første sekvens får vi etableret, at Leonora Christina har forældre, der er lidt til en side.

De besøger datteren i hendes nye lejlighed, men har kun ét formål, at hente hende med hjem, ‘hvor hendes værelse står klart’. Selv om hun er voksen.

Og ud fra metoder, der skifter lunefuldt mellem påstået beskyttertrang og omsorg a la ‘vi vil jo bare passe på dig’ til samvittigheds-manipulation, ydmygelser, skæld ud, og ‘nu går vi’.

Dét i sig selv er fascinerende at være vidne til, og replikskiftet rummer både megen psykologi og genkendelse for nogle.

Problemet opstår bare, når det stort set er samme scene og samme ordvekslinger, der gentager sig igen og igen i løbet af hele filmen.

Også da Leonora Christina besøger det hospice, som hendes kræftsyge mor er indlagt på, og hvor det meste af filmen foregår. Men selv med moren på dødslejet er alle karakterer de samme, ingen forandrer sig.

Uhygge-greb

De eneste brud i monotonien er de David Lynch-inspirerede greb, der skal skabe en stemning af ubehag og uhygge.

Der er klip til grynede overvågningsbilleder, symbolsk brug af en ulv, der lusker omkring, en lang gang med bidske, efterladte kæledyr og spejlbrugen af en lille pige, der kan tolkes som Leonora Christina som barn.

Fordi grebene ikke bliver sat ordentligt i scene i fortællingen, kommer de desværre til at virke som studentikose stilistiske øvelser, der er sat ind sådan bare fordi.

Og intet af det bringer os ind i sindet på hovedpersonen, så vi forstår eller kan følge, hvad der sker med hende. Vi kan kun betragte hende udefra, mens hun tydeligvis er frustreret og indimellem skriger af desperation.

Homofobien er fjernet

En stor del af frustrationen og vreden i romanen handler om forældrenes homofobi. Moren mener, at Leonora Christinas ‘lesbiskhed’ er årsag til hendes kræftsvulst. Rimeligt hardcore.

Men af uvis grund er hele det homofobiske element fjernet i filmversionen.

Marina Bouras spiller Annette, Leonora Christinas partner, men hverken deres forhold eller Annette-karaktereren bliver udfoldet. Hun er tæt på blot at være en statist.

Jens Albinus er lyspunktet

Som Leonora Christina ses Frederikke Dahl Hansen, der efter en forrygende begyndelse på karrieren med film som "Frit fald" og "You & Me Forever", mest har gjort sig bemærket i serien "Limboland".

Men man må konstatere, at der er et stykke vej fra at spille rebelske teenagere til en fuldbyrdet dramatisk rolle med mange usagte nuancer som her i "Den, der lever stille".

Præstationen bliver for enstonig, og skuespilleren kommer indimellem til kort, nok heller ikke hjulpet af manuskriptet.

Det er selvfølgelig også en udfordring, når man spiller over for Jens Albinus, der med legende lethed skifter mellem det kærlige og det undertrykkende og hele tiden er skræmmende troværdig.

Jens Albinus’ skuespilpræstation er et af lyspunkterne i filmen, der løfter den fra det helt mislykkede.

Ellers er "Den, der lever stille" et godt eksempel på, at dårlige forældre ikke nødvendigvis gør en god film.

Heller ikke, når de er tilsat horror-effekter.