’The Franchise’ er en herlig satireserie, der udstiller filmbranchens snobberi

”Superheltegenren har ødelagt filmindustrien,” proklamerede Martin Scorsese for et par år siden, og alle filmsnobber var hurtige til at give ham ret.

Skyggen af det udsagn hænger også over den europæiske instruktør Eric (Daniel Brühl) i Max-serien The Franchise.

Han er en prisvindende instruktør, der skal give sig i kast med en stor superhelte-franchise i Hollywood, som af rettighedsgrunde selvfølgelig ikke er Marvel. Men den minder virkelig meget om især megafloppet The Eternals.

Handlingen i den fiktive heltefilm er ikke lige til at forklare. Men det er spøjst at se voksne mennesker rende rundt i udklædninger, der ligner noget fra den lokale rollespilsgruppe under temaet ’Warhammer 40.000’.

Vi følger primært folkene bag kameraet på produktionen, hvor assistent-instruktøren Daniel (Himesh Patel) hele tiden skal fikse større eller mindre katastrofer på settet. For eksempel er det en konstant kamp at forhindre den britiske skuespiller Peter (Richard E. Grant) i at sige noget upassende, som bliver opfanget af enten pressen eller støder nogen tilstrækkeligt til, at de klager til HR.

Modsat i Europa og på mindre filmproduktioner er det her ikke instruktøren, der har det sidste ord. Det er den almægtige storproducer Pat (Darren Goldstein). I første afsnit af The Franchise forsøger filmholdet at lave et lille oprør for at få magten tilbage.

Det resulterer dog bare i, at den producer, som alle godt kan lide, bliver fyret og erstattet med den fremadstormende Anita (Aya Cash), som Daniel har et noget anstrengt forhold til.

Læg dertil de konstante udfordringer, der altid er i forbindelse med en filmproduktion, bare på en enorm skala, og temperamenterne bliver noget tyndslidte i Jon Brown (Succession), Armando Ianucci (The Thick of It, Veep) og Sam Mendes’ herlige satireserie.

Sarkastisk perle

The Franchise er en serie med masser af sarkasme. Med Jon Brown og især Armando Ianuccis tidligere bedrifter in mente er det ikke så underligt. Vi er dog ikke helt oppe på samme mesterlige niveau som førnævnte.

Om det er en metakonsekvens af superheltegenrens begrænsninger – den har ingen, kun dårlige og uambitiøse historiefortællere – er ikke til at sige.

Når det kommer til metasatire over filmbranchen, er Ricky Gervais' vidunderligt sjove Extras den standard, som alle andre forsøger at nå.

Hovedrolleindehaveren Adam (Billy Magnussen) legemliggør præcis alle de fordomme, man har om usikre mandlige skuespillere. Bizarre drikke bliver indtaget, for kroppen er jo et tempel, og en mystisk væske skal hjælpe med at få hans blå øjne til at poppe endnu mere for kameraets linse.

Ingen må stråle kraftigere end ham på settet eller have genstande, der kan få dem til at fremstå sejere end hans karakter. Begge dele bliver udfordret i to afsnit, hvor karikaturen over den moderne skuespiller bliver presset til det yderste.

Stjerner uden hjerner

Det er dog de 'mindre betydningsfulde' mennesker på filmsettet, som er de mest interessante i The Franchise.

Scripteren Steph (Jessica Hynes), assistenten Dag (Lolly Adefope) og til dels den evigt regelrette stik-i-rend-assistent Bryson (Isaac Cole Powell) er den slags stille helte, der gør alt, hvad de kan for at servicere de store egoer.

De skal tro 100 procent på visionen for filmen. Når først man har valgt side på produktionen, må man ikke virke, som om man vakler. Det er en nådesløs branche, hvor svaghed er guf for dem, der vil frem i verden.

Og The Franchise er fyldt med den slags luskede personer.

Men så er det, at de mennesker, der har hjertet på det rette sted, træder i karakter. Hvor Eric stadig forsøger at bevare noget af sin kunstneriske autenticitet i hele superhelte-virakken, er Daniel anderledes pragmatisk. Filmen skal bare laves og helst uden nogen problemer, så det ikke skader CV’et - og well, det er lettere sagt end gjort.

Sjældent har nogen leveret så perfekt en skildring af en person, der bare er træt af sit arbejde, som Himesh Patel. Han har en rigtig god stille indædthed, og man kan nærmest høre det, når han vender det hvide ud af øjnene.

Modpolen er Lolly Adefope, der udstråler evig glæde som Dag. Det er en helt perfekt version af et menneske, som har sat sig for at møde verden med et smil. Man får det helt dårligt, når folk ikke behandler hende pænt.

Richard E. Grant virker til at have haft en fest med at spille en genstridig anti-woke bølle, der holder fast i sine meninger, og som ikke har tænkt sig at ændre på dem, bare fordi de pludselig ikke længere er populære. En Hugh Grant-agtig type, bare mere provokerende.

Det er skuespillernes præstationer og nogle af seriens virkelig skøre og gakkede påfund, der holder dampen oppe i de otte afsnit af The Franchise. Humoren er skarp, og de konstante udfordringer, som produktionen bliver udsat for, gør, at man får lyst til at se videre.

Vi krydser fingre for en sæson to, for første omgang af verdens værste filmproduktion er virkelig et positivt bekendtskab.

’The Franchise’ får fire ud af seks hjerter.