Har man mistet troen på det gode i mennesket, skal man bare sætte ’Demenskoret’ på

”Jeg er nødt til at sige en ting, bare mellem koret og mig,” siger Puk Elgaard. Hun bryder regel nummer 1 for scenekunstnere og vender ryggen på sin glitrende blå blazer til publikum, mens hun ser på demenskoret:

”Jeg elsker jer! Det gør jeg virkelig!” siger hun. Underlægningsmusikken i åbningsscenen er melankolsk med overvægt til det søde. Inden længe er der klip af demenskoret, der danser med glimmer-filtre hen over linsen og billeder af et rørt publikum, der må tørre øjnene.

Umiddelbart tænker denne anmelder, at vi ikke kan komme længere væk fra det subtiles land, at vi er havnet helt ovre i den uhæmmede følelsesporno.

Men hvor skulle jeg blive klogere. ‘Demenskoret’ er ikke bare veltilrettelagt og væsentlig folkeoplysning om en sygdom, som er den fjerdestørste dødsårsag i herhjemme.

Det er også en blød dokumentarserie, der er lavet med stor omsorg, ja vel egentlig kærlighed, til korets 17 medlemmer og deres selvopofrende og sorgramte pårørende.

Stor applaus!

Jørgen er noget af det sødeste

‘Demenskoret’ opstilles som et eksperiment. På otte uger skal demenskoret lære at synge godt nok til, at de kan optræde foran et publikum i DR’s ”fine koncerthus”, som Puk Elgaard siger.

Claus Christensen er korleder med 30 års erfaring og dertilhørende kulturelite-butterfly og jakkesæt i sjove farver. Han er lige så rar, som han er sjov og musikalsk. Indimellem er der eksperter, der spænder fra læger, hjerneforskere til formanden for Alzheimerforeningen, som fortæller om sygdommen, og hvad de ramte og deres pårørende går igennem.

Og så træder stjernerne ind på scenen.

”Ved du hvad, jeg hedder Jørgen, og jeg er noget af det sødeste,” siger en gammel mand med hat og bukseseler, en rigtig original – men der er noget barneskrøbeligt over ham. Kvinden, han siger det til, lægger armen om en anden ældre herre, smilende: ”Det ved jeg altså ikke, om det kan være rigtigt, for det er ham her.”

Men manden i hendes favn ser lidt forvirret ud. Man kan se, at mændene er syge. Og man kan se, at deres familier passer på dem. Og så kan man pludselig ikke se så meget mere for det vand, der strømmer op i øjnene.

Store dele af ‘Demenskoret’ handler om de syge og deres pårørende. Vi kommer tæt på dem i segmenter, hvor Puk Elgaard besøger dem i deres hjem og fortæller deres livshistorie. De snakker om, hvordan de fandt ud af, at de havde sygdommen, hvilken slags (der findes mere end 400 demenssygdomme, har jeg lært nu), og hvordan familien klarer sig igennem den grimme skæbne.

Puk Elgaard er en gudsbenådet interviewer, der formår at få pårørende og de demente til at fortælle om det ulideligt svære. Indimellem er livet så brutalt, at man er nødt til at finde en som Puk Elgaard, der kan pakke det ind i venligt lyttende øjne, kærlighedserklæringer og kloge samtaler.

Fred Rogers, den amerikanske præst og børne-tv-vært, sagde engang, at når noget var rigtig skidt, så skulle man se efter alle dem, der ville hjælpe. ‘Demenskoret’ er med Puk Elgaard i spidsen en parade af søde, gode mennesker, et helt samfund af forskere, aktivister og musikere, der gør deres bedste for at hjælpe dem, der ikke længere kan selv.

Min bedstemor kunne synge til det sidste

Min bedstemor døde af demens. Kort inden sang mine fastre med hende, Jeppe Aakjærs sang om ‘Spurven, der sidder stum bag kvist’. Hun kunne hele teksten, min faster filmede en vintergæk (dem elskede hun også), mens man kunne høre hendes skrøbelige, gammellyse stemme fra sengen.

Det var, som om min bedstemor stadig var derinde, men at det, der var tilbage, var hendes musik. Og det var mine fastre, der fik den frem og delte den med os andre.

Puk Elgaard er ligesom mine fastre. Hun samler os, når vi ellers rives fra hinanden.

Hatten af, Puk Elgaard. Vi har brug for din blåglitrende varme og din sygeplejerskevenlighed. Vi elsker også dig.