Se, lyt & oplev
22. december 2009

Heath Ledgers sidste film

Heath Ledgers sidste film, The Imaginarium of Doctor Parnassus, er en eventyrfilm for voksne
Af: Rikke Rottensten
https://imgix.femina.dk/media/bda83435b92f4bc18517e998503aacb4.jpg

The Imaginarium of Doctor Parnassus er en eventyrfilm for voksne. Helt betagende og med Heath Ledger i hans sidste rolle og under medvirken af Jude Law, Johnny Depp og Colin Farrell er der virkelig åbnet for bare at læne sig tilbage og nyde, nyde, nyde den visuelle virtuositet, den skøre og muntre handling samt den løbske fantasi. For historien om den flere tusind år gamle mand, Doctor Parnassus, og hans evner til at føre folk ind i en vidunderlig verden, til opfyldelsen af deres hedeste ønsker, ville ikke have holdt i mange minutter, havde det ikke været for instruktør Terry Gilliams vilde evne til at fabulere og trække tilskueren med ind i drømmeland ved hjælp af den vildeste computerteknik. Og så selvfølgelig en utrolig evne til at få stjernerne til at funkle.

Døde tidligt i optagelsene
Heath Ledger døde tidligt i optagelserne, og de tre stjernekollegaer trådte straks til for at hjælpe med at få filmen færdig. De gør kun hele universet endnu skønnere og mere fantastisk sammen med blandt andre den eventyrlige og alfeagtige supermodel Lily Cole, en Christopher Plummer formummet som mystiker og multimusikeren Tom Waits som en fascinerende og forfærdende djævel med lidenskab for væddemål. Premiere 25. december.

Fem ud af seks stjerner


Læs også:

Sukker-chok

Læs også