Se, lyt & oplev
12. august 2024

Her er 5 nye steder, du skal kende i København

Byen sover aldrig, og mens du har været på ferie i Albanien, har restaurantscenen i København fået en ny stribe spændende steder.
Af: Thomas Balslev
beergarden_

Foto: Instagram/Pavillionbeergarden

Lido

Ejerne bag Apotek 57 har åbnet en ny café på Vester Voldgade i Indre By, hvor der er fokus på at ramme morgensegmentet. De åbner alle hverdage kl. 8 og kl. 9 i weekenderne, og så ligger stedet på et hjørne, som udgør et perfekt lille solspot til din morgenkaffe.

Der er bmo’er, crêpes og omeletter på menuen, men også de så hypede sandosandwiches er på kortet på Lido, hvor indretningen i sig selv er så lækker, at man får lyst til at spise den.

Lido. Vester Voldgade 104, Kbh. K.

Babel

I vinduet på Babel på Nørrebrogade står der blot Winebar & Pita, og det er jo et temmelig gennemskueligt koncept for et spisested.

Det er Cichettis gamle (og virkelig pæne) lokaler, som nu er kommet i hænderne på kokken Rasmus Oubæk fra de franske sværvægtere Pluto og Maison, men menuen er noget anderledes med fokus græsk middelhavsmad. Det vil sige kulgrillet kød, dolmades og bagte kartofler. Indtil videre er der kun åbent for walk ins torsdag-lørdag.

Babel. Nørrebrogade 56, Kbh. N.

Beer Garden

Det har været et stort mysterium, at den flotte pavillon midt i Fælledparken ikke har været forpagtet af nogle seriøse folk og har stået tom alt for længe.

Men nu har den historiske pavillon fået en overhaling og er åbnet under navnet Beer Garden. Derfor er der selvfølgelig osse et stort fokus på øl, faktisk er der 25 slags på fad, men efter sigende skulle de også lave en rigtig god sandwich med poppelgris. Ellers kan man kaste sig over gourmet-is fra Kastberg, mens man nyder tilværelsen under en af parasollerne.

Edel Sauntes Allé 22, 2100 Kbh Ø.

Grønne Bønner

Grønne Bønner er et lille non-profit grønttorv med grøntsager fra regenerative landbrug på Sjælland, som ligger på Skjolds Plads på Nørrebro. Det betyder, at man kan anskaffe sig frugt, urter, løg, grønkål, kartofler, bønner, ærter og lignende i en kvalitet, der langt overstiger din lokale discountbutik. Alt sammen i sæson og dyrket med respekt for miljøet.

Valhalsgade 4, baggården, København 2200

Café Gazou

Folkene bag den franske bistro RK på Nørrebrogade har netop åbnet en ny fransk café i Nordvest med alt, hvad dit franske hjerte begærer.

Der er croque madame, paté en croûte og moules marinières på menuen, men ejerne varsler også fællesspisninger og strikkeaftener i de nye lokaler på Nattergalevej, hvor stemningen i det hele taget er intim og hyggelig med mulighed for at spille spil og spise hjemmebagte cookies, hvis det regner.

Cafe Gazou. Nattergalevej 38, Kbh. NV.

Læs mere om:

Læs også