
Her er de 10 mest sete serier på DR's Gensyn

Foto: Mike Kollöffel/DR
I løbet af Gensyns første leveår har der i gennemsnit været næsten 600.000 forskellige brugere forbi hver måned for at se eller gense et af de cirka 1.700 programmer, der pt. er tilgængelige.
Og det er både unge, gamle og børnefamilier, som bruger platformen. I alt bliver det til 23 minutter om måneden i gennemsnit for alle danskere.
Det skriver DR i en pressemeddelelse.
Peter Rosberg, der er chef for Publicering i DR, fortæller desuden i en skriftlig kommentar til Vi Elsker Serier, at DR er meget tilfredse med, at Gensyn bliver flittigt brugt:
- Brugen af Gensyn overgår klart vores forventninger. På forhånd var det svært at vurdere, hvor populært det ville blive, men det skulle selvfølgelig overgå forgængeren Bonanza. Det må man også sige er sket, da Gensyn ses mere end 22 gange så meget, som Bonanza blev. Men vi går egentlig ikke så meget op i seertallene, men mere i, at Gensyn bliver brugt af et bredt udsnit af befolkningen, som jævnligt kommer forbi og ser et program.
I forhold til de programmer, der er blevet set mest på Gensyn, oplyser DR, at de ikke har en helt præcis måling for de enkelte programmer og serier, men at top-10-listen ser nogenlunde sådan ud:
10. Station 13

Foto: Else Kjær Hedegaard/DR
I den hyggelige danske politiserie 'Station 13' fra 1989 følger vi livet på en politistation på Amager i København.
Her møder vi blandt andet vicepolitikommissær Erik Terkildsen og stationsleder Walther Christensen, og på rollelisten finder man mange af datidens store stjerner, blandt andre Ole Ernst, Ove Sprogø, Henrik Kofoed, Thomas Eje og Solbjørg Højfeldt.
Der er 8 episoder af 'Station 13' på Gensyn.
9. Danske drømme

Foto: DR
'Danske drømme' er en historisk dokumentarserie, hvor man i 10 episoder får Danmarkshistorien fortalt fra år 1972 og frem til 1998.
Programmet er en slags fortsættelse til Paul Hammerichs Danmarkskrønike 'Gamle Danmark', der fortalte om årene 1945-75. Det er denne gang Leif Davidsen, der har tilrettelagt programrækken, og han er også vært.
Der er 10 episoder af 'Danske drømme' på Gensyn.
8. En by i provinsen

Foto: DR
Leif Panduros krimiserie 'En by i provinsen' fra 1977 udspiller sig i den fiktive danske provinsby Svanbjerg, hvor københavneren, kriminalinspektør Eriksen, og den lokale kriminalassistent Samuelsen, sammen skal forsøge at opklare alskens forbrydelser i lokalsamfundet.
Sammen løser de alt fra mordsager og kidnapninger, og det skorter ikke på drama. Hovedrollerne bliver spillet af Henning Moritzen og Jens Okking.
Der er 17 episoder af 'En by i provinsen' på Gensyn.
7. Jul på slottet

Foto: Klaus Kurup/ DR
Den klassiske julekalender fra 1986 er nok blandt de julekalendere, som de fleste danskere (over 40) vil fremhæve som en af de mest mindeværdige.
Julekalenderen udspiller sig i et fiktivt kongerige, hvor vi følger Kongen, Prinsesse Miamaja, Prins Valentin og ikke mindst slotsnisserne med lille Fimpe i spidsen.
Julekalenderen er skabt af Martin Miehe-Renard og Finn Henriksen, og blandt de medvirkende er Morten Grundwald, Hanne Steensgaard, Jens Zacho Böye, Lily Weiding, Waage Sandø, Ole Thestrup og Allan Olsen.
Der er 24 episoder af 'Jul på slottet', men pt. kan julekalenderen ikke længere ses på Gensyn.
6. Krøniken

Foto: DR
Rekorden for det mest sete danske serieafsnit nogensinde tilhører stadig den sidste episode af 'Krøniken'. Intet mindre end 2,7 millioner danskere så med, da vi fik afslutningen på den episke dramaserie.
'Krøniken' er skrevet af de garvede manuskriptforfattere Stig Thorsboe og Hanna Lundblad og er en slags Danmarkshistorie og coming-of-age-fortælling i ét.
Serien udspiller sig på og omkring radiofabrikken Bella i København og følger fire unge mennesker med vidt forskellig baggrund, som bliver en del af hinandens liv.
Blandt de medvirkende er Anne Louise Hassing, Anders W. Berthelsen, Maibritt Saerens, Ken Vedsegaard, Waage Sandø, Stina Ekblad, Dick Kaysø og Pernille Højmark.
Der er 22 episoder af 'Krøniken' på Gensyn.
5. Taxa

Foto: DR
Man skulle måske ikke tro, at livet på og omkring det lille københavnske taxafirma, Krone-Taxa, kunne give indhold nok til en hel tv-serie, men det er ikke desto mindre lykkedes med klassikeren, 'Taxa'. Og det bliver decideret actionpacked undervejs!
Man følger de ansatte i Krone-Taxa både privat og på jobbet, og et af omdrejningspunkterne i serien er rivaliseringen med det store taxaselskab, City-Bilen, som er i færd med at opkøbe alle byens små selskaber.
Det er Stig Thorsboe, der står bag serien, og foran kameraet vrimler det med store danske skuespillere som Trine Dyrholm, Peter Gantzler, Pernille Højmark, Jesper Lohmann, Peter Mygind og Anders W. Berthelsen.
Der er 56 episoder af Taxa på Gensyn.
4. Madsen & Co

Foto: DR
Der har også sneget sig en komedieserie ind på listen, nemlig den hyggelige 'Madsen & Co' fra 1996, der er baseret på den svenske serie 'Svensson, Svensson'.
Serien følger postbuddet, Mogens Madsen (Peter Schrøder) og hans familie. Mogens går ind for ligestilling i hjemmet - sådan rent principielt i hvert fald. Så han er naturligvis fuld af opbakning, da hans kone Susanne (Birgitte Raaberg) bliver forfremmet til bankdirektør, også selv om det koster lidt på hjemmefronten.
Foruden Peter Schrøder og Birgitte Raaberg er der et væld af kendte danske skuespillere med i forskellige roller undervejs, blandt andre Trine Dyrholm, Ellen Hillingsø, Kristian Halken, Peter Gantzler og ikke mindst Susanne Heinrich som naboen Kisser.
Der er 32 episoder af 'Madsen & Co' på Gensyn
3. Rejseholdet

Foto: DR
'Rejseholdet' blev den første danske tv-serie, der vandt en international Emmy, og serien lagde på mange måder kimen til den klassiske krimiserie, som siden har vundet stort indpas hos danskerne.
Serien følger politiets rejsehold rundt i hele landet, hvor de opklarer den ene makabre og komplicerede forbrydelse efter den anden.
Dynamikken mellem hovedkaraktererne, IP, La Cour, Fischer, Ingrid Dahl, Gaby og Johnny er fremragende, ikke mindst takket være et solidt manuskript af Peter Thorsboe og stærke skuespilpræstationer fra Waage Sandø, Lars Brygmann, Mads Mikkelsen, Charlotte Fich, Trine Pallesen og Lars Bom.
Der er 32 episoder af 'Rejseholdet' på Gensyn.
2. Sonny Souffle Chok Show

Foto: DR
DR har en lang tradition for at lave satire, og et af de mest populære programmer inden for genren på Gensyn er Wikke og Rasmussens gakkede 'Sonny Souffle Chok Show' fra 1987.
Serien fortalte om far og søn, Reinhardt og Kurt, nede på tanken, og deres kamp mod den onde Ilse von Tannhäuer, som ville overtage det hele. Men heldigvis fik de hjælp af den ikoniske duo, Brødrene Bisp, som reddede kastanjerne ud af ilden i deres store Volvo Amazon.
Det var i øvrigt fra denne serie, at hittet ’Voldsom Volvo’ blev skabt, sunget af Allan Mortensen
Der er 5 episoder af 'Sonny Souffle Chok Show' på Gensyn.
1. Matador/Huset på Christianshavn

Foto: DR
Det kan næppe komme som nogen overraskelse, at serierne 'Matador' og 'Huset på Christianshavn' er de mest sete på Gensyn.
Ingen af serierne behøver næppe nogen yderligere introduktion, og fælles for dem er - foruden mange af de samme skuespillere - at de har et blændende karaktergalleri og utallige udødeliggjorte replikker.
Hvor 'Huset på Christianshavn' er hyggeligt og humoristisk, er 'Matador' storslået drama.
Der er 24 episoder af 'Matador' på Gensyn og intet mindre end 84 episoder af 'Huset på Christianshavn'.
'Huset på Christianshavn' blev i øvrigt nyrestaureret i forbindelse med lanceringen af Gensyn sidste år. Og det har danskerne tydeligvis taget godt i mod.
Nu er endnu en klassiker ved at blive restaureret, nemlig miniserien ’Nana’ fra 1988 med Jesper Christensen og Barbara Topsøe-Rothenborg i hovedrollerne. Den nyrestaurerede version bliver tilgængelig på Gensyn i juni.
Se alle Gensyns programmer her.
