Se, lyt & oplev
13. november 2024

Her er de 20 bedste julefilm – som i nogensinde

Hvert år bliver der lavet nye julefilm, men det er ganske få, der får klassikerstatus og kan ses igen og igen. Vi har samlet vores 20 favoritter – og ja, 'Love, Actually' og 'The Holiday' er selvfølgelig på listen
Af: Signe Bjørg Granberg
de bedste julefilm nogensinde

Foto: Mega

Julen nærmer sig med hastige skridt, og findes der noget bedre end at gense en ægte juleklassiker? Vi har samlet en guide til 20 af de bedste julefilm, der nogensinde er lavet, og som du kan kaste dig over lige nu.

1. Love Actually

Richard Curtis' vidunderlige julefilm kunne sidste år fejre 20-års jubilæum, og for de fleste af os betyder det, at vi har set den (mindst) 20 gange.

Ensemblefilmen, hvor en række forskellige karakterers historier væves sammen på humoristisk og rørende vis, har samlet alt, hvad der kan krybe og gå af britiske skuespillere, bl.a. Hugh Grant, Emma Thompson, Laura Linney, Liam Neeson, Colin Firth, Alan Rickman og Kiera Knightley.

Den er et absolut must-see hver eneste jul.

Love Actually kan ses på Filmstriben, Viaplay og Netflix.

2. The Holiday

Endnu en moderne juleklassiker, der kan ses om og om igen, er The Holiday.

Dronningen af romantiske 90'er-komedier, Nancy Meyers, er kvinden bag denne skønne film om Iris (Kate Winslet) fra England, der bytter hus med Amanda (Cameron Diaz) fra Los Angeles.

Den charmerede julefilm har også en uimodståelig Jude Law og altid sjove Jack Black på rollelisten.

The Holiday kan ses på TV 2 Play, SkyShowtime,og Viaplay.

3. Alene Hjemme 1 + 2

Alene hjemme om den seje Kevin McCallister (Macaulay Culkin), der bliver efterladt af sin familie i julen, kan næppe være gået manges næser forbi.

Filmen er en hæsblæsende tour-de-force i den unge Kevins opfindsomme kamp for at forsvare sig selv og sit hjem mod de to idiotiske indbrudstyve, Harry (Joe Pesci) og Marv (Daniel Stern).

Og så gentager det hele sig i Alene Hjemme 2, blot med et sceneskift til New York. Begge film er perfekt juleunderholdning for hele familien.

Alene hjemme 1 og 2 kan ses Disney+ og DRTV.

4. Die Hard

Er Die Hard en julefilm eller ej? Den foregår i hvert fald juleaften og handler om John McClane (Bruce Willis), der tager til Los Angeles for at prøve at reparere forholdet til sin kone.

Kort efter, at McClane ankommer til hustruens firmajulefest, bliver bygningen overtaget af en bande tyve med den koldblodige Hans Gruber (Alan Rickman) i front. Det er nu op til McClane at forpurre tyvenes plan og redde alle!

Die Hard byder på knapt så meget julehygge, men til gengæld fuld smæk for skillingen og Bruce Willis i topform.

Die Hard kan streames på Disney+.

5. The Nightmare Before Christmas

Med fabelagtig stop motion-animation har Tim Burton og Henry Selick skabt en moderne og skæv juleklassiker med The Nightmare Before Christmas.

Filmen handler om Jack Skellington, lederen af Halloween Town, der under forberedelserne til den store halloweenfest føler, at han sidder fast i den samme rutine år efter år.

Under en spadseretur finder han seks træer, der hver fører til sin egen højtid – og den ene højtid er julen.

The Nightmare Before Christmas kan ses på Disney+.

6. Den tid på året

Et glimrende bud på en god, dansk julefilm er Paprika Steens bittersøde julekomedie Den tid på året.

Filmen følger en familiemiddag på juleaften, hvor hyggen bliver smadret af mange års jalousi, mistro og misforståelser. Filmen er morsom, rørende og genkendelig for de fleste af os, og Paprika Steen forstår virkelig at skildre familierelationer på godt og ondt.

Foruden Paprika Steen selv medvirker bl.a. Sofie Gråbøl, Jacob Lohmann, Lars Brygmann, Fanny Leander Bornedal og Karen Lise Münster.

Den tid på året kan lejes på Nordisk Film+.

7. It's a Wonderful Life

Frank Capras juleklassiker fra 1946 med James Stewart i hovedrollen som den deprimerede George Bailey, der ved hjælp fra en skytsengel ser verden på en ny måde, er en virkelig rørende og fin historie.

Filmen indkapsler de vigtigste temaer i julen og viser, at selv med stor modgang er livet sjældent så slemt, som man måske føler.

It's a Wonderful Life kan lejes på bl.a. SF Anytime og Blockbuster.

8. The Holdovers

En af de nyeste julefilm på listen er Alexander Paynes hjertevarme The Holdovers med en vidunderlig Paul Giamatti i hovedrollen.

Giamatti spiller den gnavne lærer, Paul Hunham, der underviser på Barton Akademi. Året er 1970, julen nærmer sig med hastige skridt, og da nogle elever ikke har mulighed for at komme hjem, bliver læreren nødt til at blive og holde øje med dem.

Sammen med kantinechefen Mary (Da’Vine Joy Randolph) ender Paul med at tilbringe julen sammen med den intelligente og temperamentsfulde Angus (Dominic Sessa).

Det er et vaskeægte juleeventyr, Alexander Payne disker op med.

The Holdovers kan ses på SkyShowtime.

9. Fars fede juleferie

Clark Griswold (Chevy Chase) vil for alt i verden have en perfekt jul i 80'er-klassikeren Fars fede juleferie. Det perfekte træ skal findes, en million julelys skal sættes op, og hele familien skal samles. Men intet går som planlagt!

Imellem al komikken fortæller filmen en fin og rørende historie om, hvad julen for alvor handler om.

Fars fede juleferie kan streames på Viaplay.

10. Klaus

Netflix-filmen Klaus er lavet på god, gammeldags animationsmaner, og den fortæller en sød og varm julemandsfortælling på en ny måde.

Filmen handler om den dovne postmands-søn, Jesper Johannesen, der bliver sendt til den lille by Smeerenburg, hvor alle hader hinanden, og atmosfæren er alt andet end festlig.

Men da Jesper ved et tilfælde støder på snedkeren, Klaus, der har huset fuldt af trælegetøj, får Jesper den idé at give legetøjet til nogle af de trængende børn i byen.

Klaus kan ses på Netflix.

11. Et juleeventyr

Et juleeventyr af Charles Dickens er et af verdens mest kendte, litterære værker, og det er blevet adapteret og genfortolket adskillige gange.

Historien handler om den gnavne Ebenezer Scrooge, som anser julen for noget pjat, men som kommer på andre tanker, da han får besøg af tre ånder.

Den klassiske film fra 1951 med Alastair Sim, eller 1984-udgaven med George C. Scott kan ikke streames i øjeblikket, men den animerede udgave med Jim Carrey kan ses på Disney+.

12. Far til fire i byen

"Sikke mange klokken slår, tretten slag, tiden går, gæt en gang min lille ven, hvor vi nu skal hen."

Den danske juleklassiker Far til fire i byen, med den charmerede Lilleper i spidsen, er nok mere kendt for julesangen, der indgår i filmen – nemlig Til julebal i nisseland – end for den øvrige handling.

Den er ikke desto mindre ikke til at komme udenom i december.

Far til fire i byen kan ses på Nordisk Film+.

13. The Family Stone

Ensemble-julefilmen The Family Stone har snart 20 år på bagen, men den er stadig en hjertevarm og seværdig julefilm med et væld af stjerner på rollelisten.

I centrum af historien står Sarah Jessica Parkers karakter, Meredith, der skal tilbringe julen sammen med svigerfamilien – anført af svigermor Diane Keaton og svigerinden fra helvede, spillet af Rachel McAdams.

Der er fra start lagt i kakkelovnen til drama og forviklinger, og filmen tager nogle uventede og sjove drejninger undervejs.

The Family Stone kan ses på Disney+.

14. Polarekspressen

Hvis ikke, man har brug for lidt magi til jul, hvornår så?

Polarekspressen er en flot, animeret film om en dreng, der tager et magisk tog til Nordpolen og undervejs lærer om både venskaber, og hvad julen egentlig handler om.

Filmen er baseret på Chris Van Allsburgs bog, og blandt filmens stemmer er Tom Hanks, Chris Coppola og Michael Jeter.

Polarekspressen kan ses på Viaplay.

15. Bossen og Bumsen

Hvis man er i humør til en uhøjtidelig og gakket julekomedie, kan man kaste sig over 80'er-klassikeren Trading Places med den mundrette danske titel, Bossen og bumsen.

Filmen handler om den rige investor, Louis Winthorpe III (Dan Aykroyd) og den charmerede hjemløse Billy (Eddie Murphy), der får byttet rundt på deres liv som en del af et væddemål mellem to, afstumpede millionærer. Det går helt op i hat og briller!

Bossen og bumsen kan lejes på Apple TV+, SF Anytime, Blockbuster og Viaplay.

16. Spirited

Spirited er den nyeste fortolkning af Dickins' Et juleeventyr, og selv om filmen ikke just er en klassiker endnu, har den potentialet til at blive det.

I denne version spiller altid forrygende Ryan Reynolds den pessimistiske Clint Briggs, som bliver opsøgt af Will Ferrell som juleånd.

Filmen kombinerer komedie- og musicalgenren og har et væld af originale sange med dertil storslået koreografi, som gør, at man ikke kan undgå at komme i ægte julestemning.

Spirited kan ses på Apple TV+.

17. Gremlins

Gyserkomedien Gremlins er måske ikke den oplagte julefilm, men den handler ikke desto mindre om en helt speciel julegave, som drengen Billy får i julegave af sin far.

I gaven er der en såkaldt Mogwai, som viser sig at være alt andet end det lille søde væsen, den ser ud som. Mogwaien formår nemlig at yngle en gruopvækkende hær af djævelske – og farlige – små bæster, og det får kaotiske konsekvenser for Billy og familien.

Gremlins kan streames på Max.

18. Miraklet på Manhattan

Tror du på julemanden? Det gør den 6-årige Susan Walker (Mara Wilson) i hvert fald ikke, men da hun møder Kriss Kringle (Richard Attenborough), kommer hun på andre tanker. Kriss Kringle er præcis sådan, som man ville forestille sig, at julemanden ville være, hvis han fandtes.

Det synes Susans mor Dorey (Elizabeth Perkins) også, så hun ansætter ham til at være centerjulemand for stormagasinet Cole's. Og det går ikke ubemærket hen hos de konkurrerende stormagasiner!

Miraklet på Manhattan kan ses på Disney+.

19. Krampus

Krampus er - i stil med Gremlins - en julefilm, gyser og komedie i skøn forening. Filmen tager fat i den tyske folkemyte om Krampus, som - i modsætning til Sankt Nicolaus, der deler gaver ud - straffer alle de uartige børn ved juletid.

Filmen følger Max, der er noget skuffet over sin familie. Han ender derfor med at rive det brev, han har skrevet til julemanden, i stykker, og fluks gør en kæmpe snestorm sit indtog sammen med den ondskabsfulde Krampus.

Krampus kan lejes på Apple TV+, SF Anytime, Blockbuster og Viaplay.

20. Wonka (og Charlie og Chokoladefabrikken)

Vi slutter med en film, der egentlig ikke er en julefilm, men som alligevel er helt perfekt at se til jul med hele familien, nemlig Paul Kings forunderlige nyfortolkning af Wonka.

Her finder vi ud af, hvordan verdens førende chokolademager, Willy Wonka (Timothée Chalamet), startede sit imperium og blev ejer af chokoladefabrikken fra Charlie og chokoladefabrikken.

Filmen er fyldt med fængende musik og en række underskønne skuespillere, hvor vi udover Chalamet også får fornøjelsen af Olivia Colman, Hugh Grant og selveste Mr. Bean, Rowan Atkinson.

Wonka kan ses på Max og Charlie og Chokoladefabrikken kan ses på Netflix og Viaplay.

Læs mere om:

Læs også