Her er miniserien, der scorer topkarakter: Perfekt til din weekend

Mareridtet starter klokken 06:15 for familien Miller. Politiet trænger ind i deres gennemsnitlige hus og anholder den 13-årige Jamie (Owen Cooper), mistænkt for mord på en jævnaldrende pige fra hans skole.

Kaosset er overvældende for forældrene Eddie (Stephen Graham) og Manda (Christine Tremarco) og søsteren Lisa (Amelie Pease). Hvad er det, der sker?

”Det er en fejl,” råber både de og Jamie flere gange i løbet af de få minutter, sønnen stadig er i huset, inden han bliver ført væk.

Hele scenen udspiller sig i ét kontinuerligt kameraskud, præcis som hele afsnittet og de efterfølgende tre i Netflix-miniserien ’Adolescence’ gør det.

Serien er skabt af manuskriptforfatter Jack Thorne (’Toxic Town’) og skuespiller Stephen Graham, mens Philip Barantini (’Boiling Point’) instruerer alle fire afsnit. De foregår på forskellige tidspunkter i sagens forløb - fra den første dag og frem til 13 måneder efter.

’Adolescence’ er en helt igennem uafrystelig oplevelse. Både som en fantastisk filmteknisk bedrift og på grund af den dybt rørende og vedkommende historie om alle de konsekvenser, sådan en begivenhed fører med sig.

Vi ser det fra flere synsvinkler.

Der er familien, efterforskeren Bascombe (Ashley Walters), psykologen Ariston (Erin Doherty) og nogle af Jamie og afdødes venner. Mordet er et af den slags, som ryster hele samfundet i sin grundvold, og ved at holde hvert afsnit i et long take bliver dramaet ekstremt intenst og rørende.

Eminent kameraarbejde

Rent teknisk er det svært at se, hvilken anden serie der kommer til at toppe ’Adolescence’ i år. For det her kameraarbejde er virkelig i særklasse.

Hele tiden er linsen fæstnet på én person, som et spøgelse, der nysgerrigt følger med i, hvad der sker. Kameraet svæver ind og ud af lokaler og gange og bevæger sig til tider helt op i luften, hvor det spejder ud over byen, indtil det kommer ned igen.

Måden, hvorpå det sømløst bliver monteret på biler og droner, er fuldstændig eminent og en kæmpe fornøjelse af beskue. Lyddesignet gør overgangene mellem de forskellige settings og lokationer så smooth.

Det er superbt filmhåndværk fra allerøverste hylde, og alene af den grund er ’Adolescence’ en uomgængelig must see-serie. Den er - uden sammenligning - den mest ambitiøse og veludførte serie, vi har set i år.

De lange takes kræver sublim timing og vanvittigt godt skuespil hele tiden. Hvis bare én fumler, er alt det foregående arbejde spildt, og alt skal nulstilles og starte forfra.

Skuespillet i ’Adolescence’ er intet mindre end fantastisk. Først og fremmest er debutanten Owen Cooper eminent.

Stjernefrøet, og det kan man med rette kalde ham, er fuldstændig forrygende som den mordmistænkte Jamie. Udover at ligne og opføre sig som uskylden selv, får han senere i ’Adolescence’ mulighed for at vise andre sider af sit talent.

I afsnit tre spiller han således overfor Erin Doherty. Deres ping-pong er vanvittig god, og begge funkler i deres fælles scene. Igen er kameraarbejdet her helt exceptionelt.

Hvad kunne du have gjort?

Fotograf Matthew Lewis arbejdede sammen med Barantini på one shot-filmen ’Boiling Point’ – og den efterfølgende seriefortsættelse af samme navn – hvor Stephen Graham spillede en kolerisk kok, der får Jeremy Allen Whites Carmy fra ’The Bear’ til at virke som høflig spejderdreng.

Det er ubegribeligt, hvor godt Lewis indfanger alle ansigtsudtryk på lige præcis det rigtige tidspunkt.

På intet tidspunkt er det mere essentielt end i sidste afsnit, som foregår 13 måneder efter anholdelsen. Stephen Graham og Christine Tremarco får formidlet alle de udtalte og uudtalte følelser, der er ramlet ned over forældreparret, siden deres yngste barn blev anholdt for mord.

Spørgsmål som "var der noget, vi kunne have gjort anderledes", plager dem. Og omverdenen stopper ikke med at minde dem om, hvad Jamie er anklaget for. Det er hjerteskærende at se, hvordan mareridtet stadig sidder i dem.

Den temperamentsfulde og muskuløse Eddie er en ulmende vulkan, konstant på randen af et højtråbende udbrud. Både af vrede og i høj grad også af sorg. Stephen Graham cementerer endnu engang sin position som en tidens allerbedste skuespillere, der ikke får nok anerkendelse for sine præstationer.

Sammen med Jack Thorne italesætter han mange interessante dilemmaer med ’Adolescence’. Ved vi egentlig, hvad der rører sig i vores børn og unge? Hvordan bliver de påvirket af online-machomænd, der prædiker om, at kvinder er dumme og bare skal makke ret? Hvordan er du en god forælder, og i særdeleshed far, i en tid, hvor børn bliver bombarderet med alskens budskaber online?

’Adolescence’ er en serie, der giver stof til eftertanke. Jack Thorne og Stephen Grahams historie er perfekt fortalt, og ikke et eneste øjeblik føles overflødigt.

Læg dertil et skuespil i verdensklasse og en uovertruffen filmteknisk side, og du har den perfekte miniserie. Netflix' suverænt bedste i år.