Hun blev mødt af rygter og smædekampagner. Ingen vidste, at hendes egen virkelighed var endnu værre

Et pressefoto af den græsk-amerikanske sopran Maria Callas går verden rundt i 1955. Det er fra Chicago, hvor operadivaen hvæser ad en betjent, der vil overrække en stævning.

Rygterne går: Har hun kastet en flaske efter operachefen? Og har stemmen ikke mistet fylde, efter at hun har tabt sig?

Gennem hele sin karriere måtte Maria Callas kæmpe med rygter, smædekampagner og konfrontationer, ja, en tid blev hun ligefrem mødt af et hadefuldt publikum i La Scala Operaen i Milano, verdens operacentrum.

Men hun blev også feteret som en sand diva, der satte helt nye standarder for sopraner, og hun gav nyt liv til den særlige sangteknik Bel Canto. Samtidig havde Maria Callas sans for skuespil og drama, for at fylde en scene og sladderbladene, der fulgte hendes mindste skridt.

Det vilde vægttab og nedturen, da stemmen begyndte at svigte – og selvfølgelig forholdet til den stenrige græske skibsreder Aristotle Onassis, der siden svigtede hende for præsidentenken Jacqueline Kennedy.

Hvad ingen vidste dengang var, at hendes virkelighed var endnu værre.

I 2021 dukkede breve op, der afslørede, at Maria Callas blev afpresset af sin mor, bestjålet af sin mand og seksuelt misbrugt og slået af Onassis. Og rygter om, at hun enten skulle have fået en abort eller en dødfødt søn, lever stadig efter hendes alt for tidlige død i 1977.

Mor med ambitioner

Maria Anna Sofia Cecilia Kalogeropoulou blev født 2. december 1923 i New York af græske forældre, som var kommet for at bygge en ny tilværelse op, hvorfor de skiftede det lange græske efternavn ud med det nemmere Callas.

Hendes far, George, var apoteker, tilfreds med livet i Athen, men Marias mor, Litza, ville prøve lykken i USA. Men kort efter kom Wall Street-krakket, familien mistede alt, Marias mor forsøgte at begå selvmord, og hendes far pakkede en kuffert og blev rejsende i kosmetik.

Savnet af en far blev et vilkår for Maria, som aldrig kom til at føle sig elsket af sin mor, der havde ønsket sig en dreng som en erstatning for den søn, hun havde mistet året før.

Tilmed var Maria ikke noget kønt barn som sin søster, hun var sky, venneløs og voksede sig stor og klodset, hun var stærkt nærsynet, bar stærke briller og var ked af sin store næse og sine tykke lår.

Men hendes mor opdagede tidligt Marias ganske særligt talent, meldte hende til konkurrencer under dæknavn og rejste i 1936 tilbage til Athen med den ambition at gøre Maria til operastjerne. Og ved at lyve hende ældre lykkedes det at få Maria optaget på konservatoriet som 13-årig.

Trods sin fremtoning betog Maria sin spanske lærer, sopranen Elvira de Hidalgo.

Maria var hårdtarbejdende, perfektionistisk, kunne både synge, spille klaver, havde en imponerende brystklang og en dramatisk, gribende stemme, som kunne spænde over næsten otte oktaver. Og så var hun en god skuespiller, der helt kunne skifte karakter, når hun sang.

Selv blev Maria helt opslugt af musikkens verden til sin mors store frustration, for musikken befriede i sidste ende Maria.

Ifølge de nyeste afsløringer prostituerede hendes mor sig over for tyske soldater under Anden Verdenskrig og prøvede at få Maria til det samme, og da Callas blev verdensberømt, prøvede hun at afpresse hende ved at true med at gå til pressen med historien.

Kærlighed og kilokamp

Maria Carmen fik sin debut i 1940 som 17-årig på nationalscenen i Athen, hvor hendes svaghed skulle vise sig at blive hendes styrke. Fordi hun ikke måtte optræde med briller og derfor ikke kunne se dirigentens stok, måtte hun lære alle noder udenad. Det gav hende frihed på de skrå brædder.

Fordi den tyske kommandant var glad for opera, lukkede scenen ikke ned, men flere forlod operaen i protest mod tyskerne, Maria blev og mistede sine kollegers respekt. Og da hun i 1945 blev degraderet til tredjesopran, blev hun rasende og sagde op.

Kort efter fik hun et brev fra sin far i New York med 100 dollars og en bøn om at vende tilbage. Fuld af bitterhed satte hun kurs mod USA fast besluttet på at gøre karriere på Metropolitan Operaen, og hun glædede sig til at se sin far. Desværre gav det skår i glæden, at han levede sammen med nabokonen.

Også mødet med Metropolitan blev en dyb skuffelse. Maria Callas blev afvist: Hun var for tyk og ikke dygtig nok. ”I skal komme til at bede mig på jeres knæ om at synge her”, hvæsede hun til farvel.

Heldet vendte for Maria Callas i 1947, da hun blev tilbudt at synge ved Veronas Festspil. Honoraret var lille, hun skulle selv betale rejsen til Italien, men hun fik et stort publikum og mødte den operaglade fabrikant Giovanni Battista Meneghini.

Han var 27 år ældre, men rig og kunne give hende ro til at koncentrere sig om sin sang, og hun overgav sig. Parret blev gift i 1949, og Maria var eksalteret over at få et smukt hjem og sommerhus ved Gardasøen. For første gang følte hun sig lykkelig og inviterede sin mor og søster på besøg.

Men da hun betroede sin mor, at nu manglede hun bare et barn, lød et ramaskrig. Ville hun ødelægge sin karriere?

”Hun tænker kun på at få tilsendt sin månedlige check,” rasede Maria, som brød med sin mor og aldrig så hende igen. Men hele livet blev hun troligt ved at sende et pænt beløb til morens og søsterens underhold.

Ville ligne Audrey Hepburn

Der kom aldrig børn ud af deres ægteskab, men Meneghini var så betaget af Maria, at han valgte at koncentrere sig om hendes karriere, at sælge hende som diva.

Han forgudede hende, og hun blev afhængig af hans støtte i kulissen, hvor hun altid spiste et kraftigt måltid før sin optræden. Det gjorde hendes sang bedre, mente hun, og hun bevægede sig med ugenert lethed på scenen, også da hun i 1952 fik sin debut på La Scala-Operaen i Milano.

Hun vejede tæt på hundrede kilo, og skriverier om hendes vægt sårede hende, og de næste år raslede kiloene af hende. Fra at være en stor kvinde blev hun en sylfide på 60 kilo, et sexet stilikon, og modeskaberen Biki, der engang havde kaldt hende ”en bondeknold på søndagsudflugt”, blev nu hendes hovedleverandør.

Det siges, at det var ønsket om at ligne skuespilleren Audrey Hepburn, der fik hende til først at tabe sig, og siden udvikle en regulær spiseforstyrrelse.

Himmel og helvede

Vægttabet gav Maria Callas enorm omtale, og hun blev hovedattraktionen på La Scala dog i skarp konkurrence med en anden diva Renata Tibaldi kaldet Englen. De to røg i totterne på hinanden, og begge havde fanklubber, som kunne finde på at kaste med æg. Til sidst blev teaterchefen nødt til at vælge. Valget faldt på Maria Callas.

Men Callas’ stemme var sårbar, og indimellem var hun tvunget til at aflyse på grund af forkølelse. Hver gang skabte det drama. I starten af 1958 blev hun ligefrem krævet udvist af Italien, fordi hun nytårsaften havde aflyst i pausen.

Senere er det kommet frem, at hun tog hormoner for at blive gravid, hvilket kan have påvirket hendes slimhinder i halsen.

I 1959 indledte hun en affære med den græske skibsreder milliardæren Aristotle Onassis, som hun var blevet introduceret for året før i Venedig. Hun var 34 år, verdensberømt, smuk, træt af sin aldrende ægtemand (Giovanni-Battista, som ses herunder) og kunne ikke glemme Onassis.

Da de mødtes året efter i Paris ved en gallaforestilling, faldt de pladask for hinanden. Onassis var kendt for at invitere berømtheder med på sin lystyacht ”Christina” opkaldt efter datteren, og Maria Callas og hendes mand fik få dage efter en invitation til to ugers krydstogt i det græske øhav i sommeren 1959 sammen med bl.a. Winston Churchill.

På turen flirtede Callas og Onassis hæmningsløst, og da det kort efter kom frem, at Meneghini havde været lidt for dygtig til at rage til sig, krævede hun skilsmisse.

Livet med Onassis blev himmel og helvede, et jetsetliv, som ikke gik i spænd med tilværelsen som seriøs sangerinde, og hvor hendes lykke blev udfordret. For nok fik hun rollen som værtinde på hans krydstogter og lov til at døbe hans nye skibe i champagne.

Men han ville ikke skilles, og billeder af hans kone, Tina, og børn måtte ikke fjernes fra yachten. Og da han dybest set var mere vild med hendes status end med opera, gad han oftest ikke at se hendes koncerter, og emnet opera var bandlyst ved middagsselskaber på skibet.

Deres forhold var helt på hans præmisser, og fra 1960 forlod Maria Callas stort set operascenen og satsede alt på sin lykke med Onassis. Han købte et palæ til dem på Avenue Foch, den bredeste avenue i Paris, en af byens mest prestigefyldte adresser, men da hun endelig blev gravid, tvang han hende ifølge nogle kilder til en abort, andre hævder, at Maria Callas fik en dødfødt søn, og andre igen, at sønnen kun levede kort.

Her mange år senere er der også dukket nye kilder op, som hævder, at Onassis både skulle have slået og givet Maria Callas bedøvende stoffer ”af seksuelle årsager”.

Maria Callas oplevede også, at han i efteråret 1963 inviterede Jacqueline Kennedy med på et 14-dages cruise og forbød Maria at være ombord imens. Trods ydmygelsen holdt hun fast i sin kærlighed i de kommende år, hvor hun forsøgte at gøre comeback.

Hun kiksede det høje C i ”Norma” i Paris, omvendt leverede hun en ”Tosca” i London med nerve og desperation, og i marts 1965 blev hun modtaget med fem minutters stående applaus på Metropolitian Opera, der havde afvist hende som ung.

Men hendes helbred og hjerte var slidt, og fire måneder senere gennemførte hun trods sygdom ”Tosca” for den britiske kongefamilie i Covent Garden. Det skulle blive hendes sidste operaoptræden, stemmen kunne ikke mere.

Da Maria Callas mistede sin status som operaens førstedame, mistede Onassis respekten helt, år med ydmygelser fulgte, og da hun blev hasteindlagt i Paris, blev der gættet på, at hun havde forsøgt selvmord.

”Den mand samler på berømte kvinder. Han ville have en lady, og han fik det. Hun er hans livs trumf. Men guderne vil hævne sig”, rasede Maria Callas, da hun i 1968 blev ringet op af hushovmesteren på ”Christina”.

Hun skulle ikke læse i avisen, at Onassis giftede sig med Jaqueline Kennedy. Bare to dage før havde hun spurgt ham, og han havde pure nægtet.

Kort efter fortrød Onassis og begyndte igen at bejle, sende blomster og breve til Maria, men alle tilnærmelser blev afvist i døren af tjenestefolk.

Samme dag, som Onassis giftede sig med Jaqueline, ville skæbnen, at Maria Callas fik tilbudt titelrollen i filmen ”Medea”, og hun begyndte igen at arbejde, prøvede sig også som operainstruktør.

Efter Onassis’ bryllup med Jaqueline Kennedy skrev Maria Callas hjerteskærende breve fulde af sorg, vrede og bitterhed. De blev solgt på auktion i 2002.

Drama til det sidste

Trods vaklende helbred, stemme og selvtillid var Maria Callas begejstret, da tenoren Giuseppe di Stefano, som hun altid havde været lidt lun på, foreslog, at de sammen skulle tage på turné. Her var en chance for at blomstre på ny som kvinde og kunstner.

Hun havde givet efter for Onassis’ bønner, de sås nu jævnligt, hans ægteskab var en fejltagelse, sagde han. Men så skete det, der knækkede ham helt: Hans eneste søn, Alexander, blev slået ihjel ved en flyulykke.

Forstenet af sorg tiggede han Maria om at stoppe sin turne, skilsmissen var i gang, sagde han. Men nej, han havde svigtet så tit og var ikke længere den stærke mand, hun havde forelsket sig i.

Præcis som han havde mistet interessen for hende, vendte hun ham nu ryggen og tog med Stefano på turné.

Men hverken kærlighed eller turné blev nogen succes, begge sangeres stemmer var så slidte, at de af en anmelder blev sammenlignet med gøende hunde.

Maria Callas’ sidste koncert blev i november 1974 i Japan. Hendes fans jublede, men anmelderne var enige: La Divina var færdig som operasanger.

Træt og desillusioneret vendte Maria Callas tilbage til Paris og Onassis, men sorgen havde slået ham helt ud. Sin sidste tid tilbragte han på hospital, og kun én gang lykkedes det Maria Callas at undgå pressen og se ham, få sagt farvel.

Da han døde 15. marts 1975, arvede Jacqueline Kennedy 26 millioner dollar af boet, hans datter Christina resten og firmaet. Og Maria Callas? ”Ingenting betyder noget mere, for intet bliver nogensinde det samme”, udtalte hun trist og knappede sig til i sin herskabslejlighed i Paris med sine to hunde.

I begyndelsen af september 1977 ringede Maria Callas til sin søster i New York, hun klagede over utallige lidelser, ensomhed og træthed, hendes forbrug af medicin var enormt.

16. september kunne hendes hjerte ikke mere, Maria Callas døde bare 53 år gammel i sin lejlighed med kun husholdersken til stede. Alverdens berømtheder flokkedes til begravelsen i den græsk-ortodokse kirke på Rue George Bizet i Paris, og der blev puffet og skubbet, så kisten kom ud af kurs.

I dagene efter begravelsen forsvandt de fleste af Maria Callas’ ejendele på mystisk vis. Hendes urne forsvandt også, men dukkede pludselig op henkastet i et hjørne på en kirkegård. Senere blev urnen anbragt i en bankboks for endelig 3. juni 1979 efter Maria Callas' eget ønske at blive strøet over bølgerne i det græske øhav.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 12/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.