Jeg er blevet opdraget til at være sød og udglattende, men Shannen Doherty har lært mig noget andet

Johanne Bille er forfatter og kulturedaktør. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning

Jeg er vokset op med Shannen Doherty. Først som Brenda i Beverly Hills 90210, og siden som Prue i Heksene fra Warren Mannor.

Shannen Doherty var med andre ord med til at definere min barn- og ungdom, hun fulgte mig helt ind i mit voksenliv – på en skærm, ganske vist, men fulgte mig gjorde hun.

Men Shannen Doherty var aldrig den, jeg så op til. Når man spurgte mig, hvem jeg ville være fra Beverly Hills 90210, var det altid den mere charmerende Kelly eller den kloge og fornuftige Andrea, jeg valgte.

Jeg ville da ikke være Brenda, der enten havde snotten begravet i sine bøger, var tvær og mut eller kartede rundt i sit kærlighedsliv med en bad boy, siden en pusher, og hvad ved jeg.

Heller ikke i Heksene fra Warren Mannor var det Prue med det fulde navn Prudence Halliwell, jeg havde blikket fikseret på. Nok var hendes magiske evner imponerende, hendes retfærdighedssans stor, men her fandt jeg hende også irriterende.

Hun var det modsatte af mild, det modsatte af omgængelig. Fældede jeg en tåre, da hun på tragisk vis døde? Selvfølgelig gjorde jeg det, men jeg tror mere, det handlede om hendes søskendes tab.

At Shannen Doherty også i det virkelige liv blev stemplet som én, man bestemt ikke ville være, medvirkede garanteret til min antipati. Hvor meget ved jeg ikke, men jeg husker selvfølgelig alle historierne om, at hun var en primadonna, hysterisk og blev uvenner med alle – og at det var årsagen til, hun så hurtigt blev skrevet ud af serier.

Hvad hun helt præcis gjorde på de set, hun var på, har jeg stadig den dag i dag svært ved at finde ud af, men både dengang og nu stod det klart, at Shannen Doherty var besværlig – og at det var noget, man ikke ville være.

Nu, efter Shannen Dohertys død og i bagklogskabens ulidelige klare lys, kan jeg ikke lade være med at spekulere over (for at bruge en frase fra en anden ”besværlig” hovedperson, Carrie Bradshaw), om Shannen Doherty egentlig var så besværlig, eller om problemet bare lå i, at hun var en besværlig kvinde.

Hele mit liv er jeg i hvert fald som kvinde blevet opdraget til at være sød, imødekommende, udglattende og til frem for alt at sikre den gode stemning.

Det gjorde Shannen Doherty givet vis ikke hele tiden, hun var garanteret bøvlet, men spørgsmålet er, om hun ikke bare var en kvinde med meninger og integritet og måske endda en personlighed, der ikke lod sig slå ud af kurs for at bibeholde den gode stemning?

Mænd har i så mange år haft lov til at være besværlige, mutte, tvære, indelukkede, selviske og what not, og det har de blandt andet, fordi populærkulturen har vist dem, at sådan må mænd gerne være.

De har haft antihelte at se op til – det havde jeg ikke. Hvis en kvinde var besværlig i populærkulturen, mens jeg voksede op, var hun en såkaldt manic pixie dream girl. Altså en kvinde (som fx Betty Blue i filmen af samme navn), der var blevet vanvittig. Læringen for mig? At sindssyge var den eneste gode grund til at være besværlig.

Nu skriver vi 2024, og jeg forsøger i højere og højere grad at kanalisere min indre Shannen Doherty.

Verden var nok ikke klar til hende dengang, hvor hun definerede meget af det fjernsyn, min generation så, men jeg er i hvert fald klar til hende nu. Forleden stod jeg i et arbejdsmæssigt dilemma.

Et stykke arbejde var i mine øjne ikke gjort korrekt, i sidste ende havde jeg bestemmelsesretten, og jeg tog mig selv i at have lyst til bare at lade det fare og på den måde sikre den gode stemning, men så forestillede jeg mig Shannen Doherty.

Ville hun lade noget fare, hun vidste var forkert, bare fordi hun var bange for at være besværlig? Selvfølgelig ikke.

Så jeg tillod mig selv at være besværlig. Sådan er jeg nemlig (også) nogle gange, og det er Shannen Doherty, der har lært mig at forlige mig med det.

Man kan ikke være venner med alle, sagde min far altid til mig, da jeg var barn, men det var Shannen Doherty, der for alvor fik mig til at forstå det.

Betyder det, at man skal være brutal, arrogant, vred, uforstående eller andre ubehagelige ting, når noget ikke går, som man ønsker eller synes? Selvfølgelig ikke.

Men besværlig må man faktisk godt være en gang imellem, for det hører til det at være menneske.

Og hvis Shannen Doherty kunne være det allerede dengang, må vi da i den grad kunne være det nu. Også selvom vi er kvinder.