Julekrimi - 3. afsnit
Illustration: Sisterbrandt
Marias systematiske bedrageri af bankens kunder er opdaget, men i stedet for politianmeldelse har hun nu fået en anonym afpresser på halsen. Én, der vil have sex til gengæld. Men da han ikke vil afsløre sig selv, har han forlangt, at hun ikke afviser nogen tilnærmelser ved årets julefrokost. Maria tror, afpresseren er hendes chef - ham, der nu sidder i hendes sofa og stønner hendes navn.
Hun sad godt og grundigt i saksen, det behøvede hun ikke at spekulere mange sekunder over at konstatere. Hun ønskede absolut ikke, at uvedkommende øjne skulle studere hendes opsamlingskonto. En offentlig anklagers øjne for eksempel. Hun gøs. For et stykke tid siden havde hun set en fjernsynsudsendelse om en gruppe kvinder, der var indsat i Statsfængslet i Horserød. Provinstøser, som ikke kendte forskel på en skraldepose og en Louis Vuitton-taske, eller low life-typer fra ghettoerne, hvis ordforråd kun oversteg hundrede, hvis man regnede "fuck" med fire gange. Det selskab ønskede hun bestemt ikke at havne i. Men faktum var, at hun stod til nogle år ubetinget - et faktum, hun ville gøre ganske meget for at undgå. Herunder også at ... hun væmmedes ved at tænke tanken til ende. Hun ville hade det, men hun ville gøre det. Problemet var i højere grad, at en uvelkommen gæst i ny og næ ikke repræsenterede nogen løsning. Enhver vidste, at hvis man gav efter for afpressere, ville skruen bare blive strammet yderligere. Eksempelvis lå det lige for at forlange en bid af kagen, altså den økonomiske, og hvad kunne hun stille op med det?
Hun frigjorde sig fra hans favntag, rejste sig fra sofaen, trådte et par skridt baglæns og begyndte at tage sit tøj af. Hun nød sin magt. Først blusen, en flødefarvet silkesag fra Lanvin med brede flæser på skuldrene og hvide perleknapper fra kravebenene og ned til taljen. Hun knappede op, oppefra og nedefter, idet hun gav sig god tid. Hver knap blev kærtegnet af hendes fingerspidser, inden den blev løsnet. Da hun var færdig, lagde hun armene over hovedet, hev forsigtigt til og mærkede, hvordan det glatte stof kælede for hendes hud. Hun lod blusen falde på gulvet. Bæltet var i kernelæder, og hun havde sat det i taljen for at få mere figur. Det var ikke spændt i bæltespændet, men bundet med en knude, så de løse ender hang og dinglede. Hun bandt op og lod det falde ned til blusen. Nederdelen var af silke blandet med organza, blå og hvid, illusion af porcelæn fra Rodarte. Hun lynede siden ned i en glidende bevægelse, den faldt let til jorden om hendes ben. Hun trådte ud af den, drejede sig halvt om, idet hun dog stadig holdt øje med ham. Statement-halskæden var i guld med blomsterformede vedhæng af turkise perler og glimtende swarovskikrystaller. Hun låste op, frigjorde den, svingede den i et par dovne cirkler i luften og slap. Det var det. Det ville være dumt at gå længere, der skulle stadig være noget til hans fantasi. Hendes lingeri var chiffon, en klassisk balconette-model valgt til ære for ham. I morges havde hun været sikker på, at han ville værdsætte blondestropperne, den fine lille blondekant, hvor skålen sluttede, og de tilsvarende blonder, der skjulte trussernes elastik. Et blik på hans ansigt fortalte hende, at hun havde haft ret.
Om natten havde hun svært ved at sove. Tankerne hvirvlede rundt i hovedet, og hun kastede sig hvileløst fra side til side, indtil hun pludselig fik et indfald, der måske kunne kaldes konstruktivt. Brevet var skrevet og afsendt fra banken, derom herskede ingen tvivl. Så brevskriveren måtte have benyttet Word som tekstbehandlingsprogram. Hun stod op. En nærmere undersøgelse sagde hende, at siden var standardopsat med Univers som skrifttype og en punktstørrelse på 12. Hun tændte sin egen computer og skrev brevet af som nøjagtig kopi, hvorefter hun gemte det og konstaterede, at det fyldte præcis 11.026 bytes.
Da hun klatøjet mødte på arbejde næste morgen, koblede hun sig som det første på mandagsloggen over bankens printerjob, hvor hun øjeblikkelig fandt, hvad hun ledte efter. Klokken 11.37 var der blevet udskrevet et dokument på 11.026 byte fra computerdomæne II. Hun gispede, da hun i konfigurationsoversigten så, hvilke arbejdsstationer området dækkede. Computerdomæne II var ledelsen.
Hendes seng var bygget op som det øverste af en etageseng og placeret med hovedenden ind mod soveværelsets store panoramavindue. Hun havde, for en ublu pris, overtaget den fra lejlighedens tidligere beboere og var siden blevet glad for at ligge om natten og kigge op i himlen eller ud over lysene under hende. På 11. etage havde hun desuden ingen nysgerrige naboblikke at tage hensyn til. Hun kravlede adræt op ad stigen og skrævede langtrukkent og en smule reklamerende over sengehesten, mens hun med hovedet nedad under sin ene arm sendte ham et usikkert, kysk blik, som om hun ønskede hans bekræftelse på, at hun ikke var i gang med at gøre noget forkert. En kølig vurdering sagde hende, at hun i den øjeblikkelige situation fremstod som hans livs udtrukne præmieobligation.
Ledelsen bestod af tre personer: Bankbestyrer Kurt Larsen, deres alle sammens kompetente og retfærdige chef, hvis kejtede personlighed og distingverede fremtræden man smågrinede lidt ad i krogene, men som alt i alt var rimelig respekteret af sine medarbejdere. Han bad og foreslog mere, end han beordrede, og havde man presserende private ønsker, stod hans dør altid åben. Første gang Maria måtte fjerne hans hånd, var ved sommerfesten sidste år. Da var hun blevet oprigtigt forbløffet, siden havde hun fået rutinen. Når bankbestyrer Larsen havde fået et par genstande eller fem, havde han en anelse svært ved at holde fingrene inden for sit eget område.
Hans souschef hed Birger Palmgreen og var almindeligt hadet. En overvægtig, kolerisk og selvpromoverende mand, der kun opretholdt sin position takket være sin ualmindeligt store indsigt i kreditsager. Han kunne lugte en dubiøs debitor på kilometers afstand. Omvendt kunne alle andre som regel også lugte Birger Palmgreen. Han var periodevis alkoholiker med antabus i skuffen og snaps i skabet. Normalt frekventerede han skabet. At han, i festligt lag, aldrig havde lagt an på hende, skyldtes formentlig, at han plejede at gå spritbedøvet i dørken, mens resten af selskabet endnu var i gang med velkomstdrinken.
Den sidste i ledelsesgruppen var forhenværende bestyrer Hemmingsen. Han var nær de 80, men hans lillebror var direktør i hovedsædet og havde udvirket en speciel aftrædelsesordning - en ordning, som betød, at han havde beholdt sit gamle kontor, hvor han kunne komme og gå, som han ville. Ingen vidste, hvad han lavede, og om han overhovedet fik løn. Hemmingsen var ikke med til personalefesterne.
Hun satte sig i sengen en smule til venstre for stigen og ventede på ham. Under opstigningen genoptog han sit "åh Maria" fra før. Hun gengældte ham med et "åh bestyrer Larsen", men var ene om at finde det sjovt. Bestyrer Larsen havde for nærværende ikke øre for hverdagens små absurditeter. Da han trådte ind i sengen, var han nødt til at kante sig uden om hende, og nøjagtigt da han løftede sin bageste fod fra stigens øverste trin og et kort øjeblik balancerede på et enkelt af sine endnu vinterhvide ben, skubbede hun til med begge hænder mod hans hofteparti. Hårdt og kraftigt, uden nåde.