Se, lyt & oplev
3. februar 2025

Jussi Adler-Olsen ramt af uhelbredelig sygdom: Nyt makkerpar overtager 'Afdeling Q'

I et nyt interview fortæller den populære krimiforfatter, hvad han har kæmpet med det seneste år – og hvad der nu skal ske med 'Afdeling Q'.
Af: Signe Bjørg Granberg
Jussi Adler-Olsen ramt af uhelbredelig sygdom: Nyt makkerpar overtager 'Afdeling Q'

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Det er lidt over et år siden, at krimien ’7 m2 med lås’ udkom. Romanen er det 10. bind i Jussi Adler-Olsens bogserie om 'Afdeling Q', hvis nogen skulle være i tvivl.

Kort tid efter udgivelsen fik den populære danske forfatter konstateret knoglemarvskræft. Det fortæller Jussi Adler-Olsen nu i et stort interview med Politiken.

I januar 2024 blev han alvorligt syg og indlagt på Herlev Sygehus. Senere blev han overført til Rigshospitalet, der har en specialiseret afdeling for knoglemarvskræft, hvor han lå i næsten et halvt år.

I interviewet fortæller han, at han stadig får kemoterapi og tager morfin – og at sygdommen er uhelbredelig:

– Jeg har det godt. Omstændighederne taget i betragtning. Men jeg hænger jo på den. Altså jeg kommer til at dø af den her sygdom. Den er uhelbredelig. Indtil videre i hvert fald.

De tragiske nyheder om Jussi Adler-Olsens helbred kommer dog sammen med en anden nyhed, som er i den lidt mere opløftende afdeling. Nemlig at krimiforfatterne Line Holm og Stine Bolther – med Jussi Adler-Olsen i ryggen – overtager 'Afdeling Q'-serien.

Faktisk har de to erfarne forfattere allerede færdiggjort den 11. bog i rækken, ’Døde sjæle synger ikke’, som udkommer til marts. Krimien har denne gang en ny, kvindelig hovedperson.

I interviewet med Politiken fortæller Jussi Adler-Olsen, at han kun i begrænset omfang har blandet sig i bind 11 af serien, og at han er glad for resultatet:

– Det er virkelig vellykket. Og velskrevet. Og anderledes. Humoren er velbegavet. Det kunne jeg ikke selv have lavet.

Hvis man går og frygter, at det så betyder et farvel til Carl Mørck, kan man godt pakke bekymringerne sammen.

Ifølge Politiken er bogseriens oprindelige persongalleri intakt, og Carl Mørck har bare skiftet arbejde og etableret sig som krimiforfatter. Faktisk er han i gang med at skrive Jussi Adlers serie om 'Afdeling Q'!

Som de fleste ved, er Jussi Adler-Olsens 'Afdeling Q'-univers også blevet filmatiseret. Først af Zentropa og siden af Nordisk Film. Den seneste film i rækken, 'Den grænseløse', udkom i starten af 2024.

Der er også planlagt en stor, engelsksproget 'Afdeling Q'-serie til Netflix, med Scott Frank ('The Queen's Gambit') ved roret, der får titlen 'Department Q'.

Ifølge Netflix får serien premiere i løbet af 2025, men der er endnu ikke fastsat en specifik premieredato.

Læs mere om:

Læs også