Se, lyt & oplev
13. marts 2025

Kæmpe biografhit vender tilbage med en tredje film

Anders Refn fuldender sin 2. verdenskrigstrilogi med 'De forbandede år 3 - Fredens pris'. Og manuskriptet er denne gang skrevet sammen med hovedrolleindehaver Jesper Christensen.
Af: Signe Bjørg Granberg
Ny film

Foto: Vibeke Tuxen Winding

Tredje og sidste kapitel i Anders Refns filmtrilogi om familien Skov og 2. verdenskrigs dybe spor ser snart dagens lys.

Refn har arbejdet på projektet i snart 25 år og sætter med den tredje film punktum for sit imponerende projekt.

I 'De forbandede år 3' er vi nået til år 1945. Krigen er endelig slut, og Danmark er frit, men splittet. Meget har ændret sig for familien Skov.

Karl og Evas ægteskab er tyndslidt, og Eva beslutter at forlade sin mand. Samtidig venter et brutalt retsopgør for Karl og dem, der samarbejdede med nazisterne under krigen.

Aksel og hans kammerater fra modstandskampen ser til med voksende frustration, mens landet kæmper for at genopbygge sig selv, og de ser målet om et nyt og bedre Danmark smuldre.

Imidlertid samles Aksels søskende, Valdemar, Helene og Knuds enke Britta, om en fælles drøm, der åbner nye perspektiver for familien.

Både Jesper Christensen, Bodil Jørgensen, Mads Reuther, Sara Viktoria Bjerregaard Christensen og Sylvester Byder vender tilbage i den nye film.

Foruden at spille hovedrollen har Jesper Christensen også skrevet manuskriptet til den tredje film sammen med Anders Refn. Og det er Anders Refn meget taknemmelig for. Det fortæller han i en pressemeddelelse:

- Chokket over at miste min bedste ven og medforfatter (Flemming Quist Møller, red.) førte til en skriveblokering, men Jesper Christensen og instruktør Rumle Hammerich overbeviste mig om at færdiggøre historien. Godt hjulpet af en lang række begavede historikere, jurister og gode kollegaer fik Jesper og jeg skrevet manuskriptet færdigt. For i en tid med krig i Europa er det vigtigere end nogensinde at lære af fortiden.

'De forbandede år 3 - Fredens pris' går i optagelse i Halsnæs Kommune og Skåne fra den 23. april i år, og filmen forventes at få biografpremiere i begyndelsen af 2026.

Læs mere om:

Læs også