Kandis-fans indtager kunstscenen i ny udstilling
Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Johnny Hansen som kentaur, en Kandis-optræden på Orange Scene og en omgang “åh boogie woogie woogie” i akrylmaling. Det er bare noget af det, du blandt andet kan opleve til udstillingen ‘FANSCHMECKER’.
Kunstneren Frederik Emil Pallesen står bag udstillingen, der netop er åbnet hos Kunsthal Jens i Hurup Thy. Placeringen er langt fra tilfældig, da det er Kandis’ hjemby, og det er netop det populære dansktop-band, der er omdrejningspunktet for udstillingen.
I modsætning til, hvad man måske skulle tro, er det imidlertid ikke bandet, der er i fokus – det er deres fans.
Gennem de seneste fem år har Pallesen været fascineret af fankulturen som fænomen i det hele taget, og hans udstilling tager således udgangspunkt i den fascination, han oplever, og den idoldyrkelse, der ofte følger med.
”Udstillingen dækker fandyrkelse. Hvordan man kan spejle sig i sit idol, og det nærmest kan hæves op på et umenneskeligt niveau. Som et barns leg, hvor heltene har superevner og aldrig fejler,” forklarer Pallesen om sin inspiration.
Selvom Kandis er en slags symbol for udstillingen, er det fansene og deres hengivenhed, der står i centrum. Gennem malerier, skulpturer og installationer skildrer Pallesen forholdet mellem fan og idol med en blanding af humor og sympati.
Udstillingen består af værker, der tidligere har været med i dokumentarfilmen ’Kandis for livet’, men også nye værker, der er skabt specifikt til ‘FANSCHMECKER’.
Det var Kandis’ kæmpe popularitet, der gjorde Pallesen nysgerrig. I starten undrede han sig over, hvordan et band kunne samle så dedikeret en fanskare. Han indrømmer, at han i starten lavede sjov med sine venners forældre, der kørte land og rige rundt for at deltage i Kandis’ koncerter. Men over tiden ændrede hans eget forhold til Kandis sig.
”Der sker et eller andet i det miljø med Kandis, hvor dem, der har stærke meninger, faktisk aldrig har set en koncert. De ved ikke helt, hvad det er, der foregår, og har svært ved at sætte sig ind i den glæde folk oplever. Deres entusiasme bliver ret hurtigt pillet ned, hvilket er paradoksalt, når folk selv har andre ting, som de går vildt meget op i,” forklarer han.
Pallesen sammenligner Kandis-tilhængernes dedikation med den, som fodboldfans mønstrer.
”Det er jo ligesom at tage på stadion, hvor man følger sit yndlingshold i tykt og tyndt,” siger han og fremhæver den loyale opbakning, som Kandis-fans viser deres idoler.
FANiseringen, som åbningen af ‘FANSCHMECKER’ blev kaldt, fandt sted 14. september, og var en festlig begivenhed i sig selv. Johnny Hansen, forsanger i Kandis, åbnede udstillingen sammen med en af Kandis’ super-fans, og der blev serveret slushice og baconchips i sand Kandis stil.
Udstillingen kan opleves helt frem til 12. december.
Kunsthal Jens, Bredgade 104, 7760 Hurup Thy.