Se, lyt & oplev
16. december 2010

Klovn - The movie

At ”Klovn – the movie” er fantastisk underholdende og samtidig har den skarphed en virkelig god komedie bør have, kan man kun have total respekt for
Af: Rikke Rottensten
https://imgix.femina.dk/media/b017bfe5572d4b8a899fc277dbd4ee87.jpg

Det er simpelthen imponerende. At det er lykkedes Klovn-holdet at lave en helt utrolig god filmkomedie, der er ekstremt sjov, er fuldstændig loyal mod sit eget univers og samtidig bliver et skarpt tidsportræt. Af en verden, hvor det er kvinderne, der afgør ikke bare om de vil have de børn, de venter. Men også om den, de venter børnene med, har det far-potentiale, som de mener, han skal have for at være far efter deres normer. Og et portræt af deres mænd, der til gengæld giver så helt og aldeles slip på deres hulemand og mest skrækkelige drengesider, at de end ikke kan tage ansvar for sig selv.

Det er det, der er så helt genialt ved serien og endnu mere ved filmen. At den ikke bare er vildt pinlig, men også rummer en genkendelse hos både mænd og kvinder. Hos yngre, hos Caspers og Franks jævnaldrende, og hos dem der kunne være deres forældre. Den rammer os alle, den rammer tiden, og den tør udfordre tabuer, være fræk overfor alle og er samtidig så overlegent underholdende, at man bare må overgive sig.

Rammen er, Franks kamp for at vise, at han kan være sin potentielle opgave som far voksen. Desværre ved at lege far for den nevø, han aldrig rigtig har brudt sig om, på en kanotur med Casper, som er døbt Tour de fis på forhånd. For det eneste, der skal ske det er, at Casper skal have så meget sex, at han helst ikke skal være i stand til at løfte åren dagen efter.
Og så vælter vi os ellers i kendte, danske stjerner fra underholdningsbranchen og finkulturen. Fra tv, film, musik, litteratur og politik. Nogle medvirker bare i få sekunder, men det giver hele tiden mening at de er der. Det er aldrig bare tom staffage, for de fungerer også som et portræt af en kultur, hvor berømmelse er altafgørende. Det er det, Frank aldrig helt kan leve op til.
At "Klovn - the movie" er fantastisk underholdende og samtidig har den skarphed en virkelig god komedie bør have, kan man kun have total respekt for. Især når det lykkedes efter så vildt mange afsnit af serien, som de har lavet igennem de sidste fem år, og endda med en film der er endnu bedre end de bedste af seriens afsnit.

5 F'er

RELEVANTE LINKS

https://imgix.femina.dk/legacy/media/37b40af844244449aaeed88ab4e9c126.jpg
https://imgix.femina.dk/legacy/media/84fb0ba3c83340b4a4e0cc845367622a.jpg
https://imgix.femina.dk/legacy/media/02b4510189734a688562e463004f79e8.jpg

Læs også