Koncertdokumentar om The Minds of 99: "Man skulle fandme have været der"

Opdraget er jo egentlig ret enkelt for en god koncertfilm: Du skal kunne gå ind som ignorant og ud som fan.

Jeg må indrømme, at jeg var skeptisk overfor Martins Werners dokumentar om The Minds of 99’s tre koncerter i Parken sidste år, efter at have set en ikke særligt ophidsende biograftrailer til filmen.

”Man skulle nok have været der for at sætte pris på den slags navlepilleri”, tænkte jeg.

Men damn. Så starter filmen med, at kameraet går på scenen sammen med forsanger Niels Brandt til, hvad der ligner et ekstra nummer.

Selv som Minds-noob kan jeg kende akkorderne til Hurtige hænder i løbet af sekunder og lyden af Brandts stemme, en enkelt guitar og publikums rungen i et overdækket Parken er vidunderlig. Ej, men for helvede, man skulle jo have været der!

Fuld fokus på musikken

The Minds of 99 spillede helt konkret tre udsolgte koncerter i Parken i juni 2024, hvilket svarer til at have fortryllet i omegnen af 145.000 mennesker. Det har ingen gjort før, og det vil filmen gerne have os til at synes er en big deal.

Lad det være sagt med det samme, at selv hvis man er fløjtende ligeglad med, hvem der udfylder hvilket koncertsteds kapacitet, er der stadig god grund til at gå i biografen.

Filmen starter lige før den første koncert og slutter efter den sidste, men virker ikke undervejs til at være specielt bundet af tid og rum. Den overordnede følelse er som at være med til én samlet koncert, hvor flotte liveoptagelser er omdrejningspunktet.

De spiller både alle de sange, man kender, og dem, som man ikke vidste, at man kendte: Alle skuffer over tid, Det er Knud som er død, Stjerner på himlen, Som fluer, Solkongen og en del flere.

Hertil kommer backstageoptagelser, interviews med bandets fem medlemmer om deres privatliv og forventninger til koncertrækken, men det er musikken, der er i centrum, heldigvis. Indimellem mister filmen lidt flyvehøjde i mellemscenerne, men langt hen ad vejen bidrager baggrunden positivt.

Dokumentarmagi

Lyden er også lækker. Som i, at det lyder som en velproduceret koncert med et godt mix af band og publikumssang. Lyd er lidt som rengøring: Det er godt, hvis du ikke lægger mærke til det.

Kameraet synes at have været allestedsnærværende, så der både filmes fra scenen, mod scenen, oppe under loftet og nede blandt publikum.

Som filmseer får man altså alle de der små ting med, fra bassist Asger Wissings kommunikation med trommeslager Louis Clausen til Niels Brandts ansigt, der i slutningen af tredje koncert er ved at koge over af lykkelig taknemmelighed.

Det er så sandelig ikke som at være der selv, men til gengæld har man altid perfekt udsyn, og koncerten er filmet og klippet med blik for både dynamik, storhed og intimitet i godt afstemt indbyrdes mål.

Der synes at have været stor tillid mellem dokumentarhold og band, for man har også fået lov til at filme fællesbade, fnidder og vredesudbrud. The Minds of 99 har ikke så travlt med at fremstille sig selv som rockguder og virker i stedet som hårdtarbejdende mennesker, der ligesom os andre kan være pisseurimelige.

100 minutter i vanvittigt godt selskab

Forsanger Niels Brandt fylder ikke overraskende meget både under og mellem koncertoptagelser, men han er er godt nok også en karismatisk figur. Bestemt ikke uden arrogance, men samtidig varm og helt utroligt sjov.

Jeg fniste højlydt, da han takker for en gæsteoptræden fra Tim Christensen med ordene: ”Jeg skrev en stil om dig i 8. klasse, Tim”. Og efter en pause tørt tilføjer ”jeg fik 8”.

Generelt fungerer en sekvens med koncerternes fantastiske gæsteoptrædener virkelig godt, fordi man får et indblik i, hvor respekterede Minds er blandt andre store, danske musikere som Sivas og Ukendt Kunstner. Senere dukker Mø også op og beriger filmen med både en flot duet med Brandt og råd mod dårlig hals, som hun selv har fået fra selveste Anisette Koppel.

Lidt over 100 minutter flyver afsted i godt selskab med The Minds of 99’s lækre tekstunivers og store nærvær. Man kunne faktisk sagtens have taget lidt mere. Personligt sætter jeg kun sjældent bandet på ellers, så Martin Werner har så sandelig bestået fanprøven og formået at skabe en koncertfilm, som langt fra kræver, at man var blandt de udvalgte halvandethundredetusinde for at blive båret med af magien.