Krøller eller ej! Anders Matthesen gør det fremragende som Tommy Seebach

Det er sin sag at lave en biografisk film fyldt med kendte ansigter, der foregår i de kitschede start-90’ere, uden at det kammer over i karikaturer. Men Kasper Gaardsøe slipper – stort set – godt fra det i sin rørende film ’Under stjernerne på himlen’. Filmen har Anders Matthesen i hovedrollen som hele Danmarks grand prix-konge, Tommy Seebach, med de store krøller og den fabelagtige flair for det gode refræn.

Og lad os bare slå fast med det samme, at Anders Matthesen gør det fremragende! Alle, der var skeptiske over castingen, kan godt pakke sammen. Her er ingen distance eller ironi, kun et ærligt og gennemmusikalsk portræt af en mand, der kæmper en både ydre og indre kamp for at være til i verden.

Som mand, ægtemand, far, ven, kunstner og ikke mindst folkeeje. Anders Matthesen tør gå planken ud og vise alt det grimme og tragiske bag smilet, uden på noget tidspunkt at udlevere Tommy Seebach.

Man kan mærke, at han virkelig forstår kunstnerens nærmest desperate behov for at beholde sin plads i det rampelys, der samtidig er ved at æde ham op og ødelægge hans familie. Faktisk får man undervejs den tanke, at Anders Matthesen nok kender den kamp helt personligt. Hvilket kun gør ham til et endnu bedre valg til rollen.

Stjerne ved et tilfælde

’Under stjernerne på himlen’ starter med Tommy Seebachs overrumplende grand prix-sejr med sangen ’Disco Tango’, der i 1979 sendte ham direkte mod stjernerne og en status som hele Danmarks Mr. Grand Prix. Ikke mindst efter at han to år senere vandt igen med ’Krøller eller ej’, ville alle have et stykke af Tommy Seebach. Og han delte lykkeligt ud.

Men det er ikke dem, de fede år, det handler om her. Faktisk er de 11 succesfulde år fra 1979 til 1990 kogt sammen til en montage af avisforsider, for det er ikke det, der interesserer Kasper Gaardsøe.

Han vil hellere fortælle historien om alt det svære, der kom efter. Om nedturen, kampen for kreativiteten, og de alt for mange øl og shots, der til sidst underminerede Tommy Seebachs helbred i en grad, så han døde af det i 2003. Kun 53 år gammel.

Ædru, efter et sidste forsøg på at bekæmpe dæmonerne en gang for alle. Med succes, men for sent. Det er en stærk historie om at miste. Sin plads på toppen, sin mulighed for at nå ud med sin kunst. Sin familie. Og i sidste ende også sig selv.

Brutal afvisning

’Under stjernerne på himlen’ står stærkt i sit portræt af de omkostninger, det har for Tommy Seebach og ikke mindst hans lille familie, bestående af hans store kærlighed, Karen (fint, kærligt og empatisk spillet af Neel Rønholt, der ligner den ægte vare helt utroligt godt). Og de tre børn, sønnerne Nicolai og Rasmus og datteren Marie, som han skrev sangen ’Under stjernerne på himlen’ til som vuggevise.

Den sang, der er blevet en del af den arv, han efterlod sig, men som også var med til at knække ham. For Tommy Seebach vidste, at han havde skrevet en god sang. Og kæmpede i flere år for at få lov til at præsentere den i sit elskede Melodi Grand Prix. Kun for at få afslag på afslag.

Ikke fordi sangen var dårlig, men fordi Tommy Seebach var blevet for gammel. Den brutale underholdningschef nærmest hælder ham ud ad døren med en længere smøre om de nye tider og unge talenter.

Pludselig er Tommy Seebach en has been, med storhedstiden bag sig. Den er svær at sluge. Man forstår ham. Også selvom man inderligt ville ønske, han ville lytte til hustruen, der trygler ham om at slå sig til tåls med tingenes tilstand og være tilfreds med det, han har, og hvad han har opnået. Men når man først har været på toppen, smager det af flad fadøl at være reduceret til suppe-steg-og-is-musiker.

Familien i fokus

For alle, der var med, mens det skete, eller har set Sami Saifs fremragende dokumentarfilm ’Tommy’ fra 2010, vil det ikke være en ny historie. Alligevel har ’Under stjernerne på himlen’ i den grad sin berettigelse. Fordi den går bag om kunstneren og myten Tommy Seebach og ikke dvæler unødvendigt længe på de sene nætter på værtshusene.

I stedet går den tæt på det helt personlige. Familien, som Tommy Seebach elsker så højt, men alligevel ofrer på kunstens alter. Og ’Under stjernerne på himlen’ er god, når den går helt tæt på. Kærligt – og ærligt, fornemmer man. Man kan mærke, at familien er blevet taget med på råd undervejs. Ikke mindst sønnen, Rasmus Seebach, der fører arven efter sin far videre.

Man forlader biografen med stor respekt for alle involverede. Både Tommy Seebach, den store personlighed med de mange yderst menneskelige fejl. Og familien, der elsker og raser og græder og til sidst er nødt til også at vælge at passe på sig selv.

Det gør ’Under stjernerne på himlen’ til mere end et musikerportræt – det er i den grad også en tragisk, men smuk og relaterbar, kærlighedshistorie. Mellem mand og kvinde. Børn og forældre. Og manden og musikken. Den hellige treenighed, der var så svær at balancere for Tommy Seebach. Og sikkert også mange andre, der på samme måde lever med en indre kunstnerisk nødvendighed for at udtrykke sig kreativt.

Lidt for stor lighed

Der, hvor filmen fungerer mindre godt, er i portrætterne af de mange kulturkendisser, der omgiver Tommy Seebach. Fordi han i virkelighedens verden var omgivet af kendte ansigter, som venner, kollegaer og konkurrenter.

De optræder så kortvarigt og er tilstræbt at ligne de virkelige personer så godt, at de stort set alle sammen balancerer faretruende tæt på at ende som karikaturer, der skurrer underligt imod den troværdighed, resten af filmen har.

Det er et kunstnerisk valg at style skuespillerne, så de ligner. Men man kan også ligne for godt. Og det står i tankevækkende kontrast til Anders Matthesen, der bortset fra krøllerne egentlig ikke ligner Tommy Seebach særligt godt.

Men han spiller ham så godt, at han bliver ham. Og vi køber den hele vejen.