Se, lyt & oplev
8. juli 2009

Længslen er et grundvilkår

Alle de store følelser kan være svære at rumme. Det synes hovedpersonen i Trine Dyrholms debutroman, og det har Trine også arbejdet med i sit eget liv. Men nu er Trine blevet ældre, blevet mor og prøver at være til stede i nuet og rumme livets mange følelser og længsler.
Af: Susse Wassmann
https://imgix.femina.dk/media/dfa122b7d8ee4d3b8d0f1c8b02e8c611.jpg

Foto: Heidi Maxmiling, Nordisk film, All over m.fl.

Kan man slå tiden ihjel? Kan man dø af skræk? Og kan kærlighed vitterlig gøre blind?
Trine Dyrholms debutroman, "Pigen, der ville kede sig ihjel" handler om Ninnas oplevelser med de store følelser i det præpubertære land.
- Vi tænker de samme tanker som voksne - bare med nogle nye erfaringer oveni, siger Trine Dyrholm og fortsætter:
-Det hele føles jo så voldsomt - som om det er på liv og død. Jeg kan da huske den første gang, jeg blev rigtigt forelsket .... Jeg spiste ikke i en uge og kunne nærmest ikke eksistere.

Jeg fik en identitet udefra
Trine Dyrholm håber, at hendes læsere - børn såvel som voksne - kan finde en ven i Ninna.
- Jeg ser lidt Ninna som frihedskæmper, og det er noget, der interesserer mig på det overordnede plan: Identitet set indefra i stedet for udefra, fortæller Trine, der allerede som 14-årig blev et kendt ansigt, da hun deltog i Melodi Grand Prix.
- Selv om det da var voldsomt, var det også fantastisk. Af en eller anden grund var jeg heldigvis ganske uimponeret - men i det øjeblik man bliver en offentlig person, så får man også en identitet i forhold til det. Så det er klart, at jeg har brugt masser af tid i mit liv på at tænke over, hvem jeg var. Normalt bruger teenagere bare tiden på at skabe sig en identitet selv, hvorimod jeg fik én udefra, og derfor interesserer det mig at få det indre og det ydre til at hænge sammen.

Rollen som mor
Nu har Trine fået en ny identitet, nemlig som mor.
- Det var en meget massiv oplevelse at være gravid, synes jeg. En følelse af at blive invaderet indefra. Ikke at jeg ikke glædede mig til det, der skulle ske, men selve tilstanden var ikke så sjov. Når man er vant til at være en rimeligt selvstændig kvinde, og der pludselig er en masse ting, man ikke kan - det oplevede jeg som et indgreb i min personlige frihed. Derimod føltes det ikke lige så voldsomt at blive mor. Så snart der er en ny kærlighed i livet, har man jo noget mere konkret at forholde sig til. At der er et nyt menneske i livet, man skal passe på. Det er jo en meget sårbar situation, man står i. Men jeg synes, det er dejligt at skifte fokus, for det at blive mor er egentlig bare en videre rejse ind i, hvad det vil sige at være til, siger Trine Dyrholm.

Det indre kaos
- Jeg tror, at alle mennesker har en længsel i sig, helt fra man er lille barn. En længsel efter kærlighed. Det handler om at acceptere, at længslen er et grundvilkår i livet, og det behøver ikke at være noget dårligt. Jeg kæder det sammen med ensomhedsfølelsen, for der er ingen andre end dig, der ved, hvordan du har det indeni. Men man kan også være ensom sammen med et andet menneske. Du kan sagtens være i et forum med masser af mennesker og alligevel føle dig sådan lidt uden for nummer. Det sker også i parforhold, og nogle gange kan det være en rar følelse - at være alene sammen. For det er også noget, vi har brug for, tror jeg. At kunne være i vores egen verden.
Hvis man dog bare kunne blive fri for alle de følelser. Dette indre kaos. Hvis man dog bare kunne få fred. Er der noget, Trine Dyrholm også har arbejdet med i sit liv, er det det.

Til stede i nuet
- Jeg har da haft perioder, hvor jeg syntes, det hele kogte lidt over. Jeg var engang til et foredrag med en filminstruktør, som fortalte, at han brugte en tredjedel af sit liv på arbejde, en tredjedel på familie og venner, og en tredjedel på stilhed. Det tror jeg på er vigtigt. At sætte sig ned og stirre ud i det blå. Jeg har selv haft meget travlt, og så kører toget, og man stresser op, og alle de følelser og tanker, man samler op undervejs, kan man slet ikke rumme. Så er det, man bliver ked af det og ikke kan mærke sig selv, siger Trine, der mener, det handler om at være til stede i nuet.
-Hvis vi hænger os for meget i, hvad der skete i går, eller hvad vi skal i morgen, så er det svært. Men det handler jo ikke om at udelukke noget af det - det handler netop om at kunne rumme det hele, og være til stede med det.

Trine Dyrholm

  • 37, er født og opvokset i Odense.
  • Hun blev landskendt, da hun sang sig til en tredjeplads i Melodi Grand Prix 1987 med "Danse i Måneskin".
  • Hun spillefilmsdebuterede allerede som 17-årig i "Springflod", som hun fik en bodil for.
  • I 1995 blev hun færdiguddannet fra Statens Teaterskole, og siden har hun medvirket i et hav af film, TV-serier og teaterstykker, bl.a. "De Største Helte", "Taxa", "Festen", "Forbrydelser", "En Soap", "Daisy Diamond", "Dansen" og "Lille Soldat" - og modtaget et utal af priser for sine roller.
  • Trine Dyrholm bor i København sammen med sin kæreste, instruktør og koreograf Niclas Bendixen, og parrets lille søn, Axel, på fem måneder.
  • "Pigen, der ville kede sig ihjel" er udkommet på forlaget ArtPeople og koster 199 kr.
Trine Dyrholm og Niclas Bendixen

Ved premieren på filmen "Lille Soldat" var Trine Dyrholm højgravid og arm i arm med kæresten
Niclas Bendixen.

Køb "Pigen der ville kede sig ihjel" her

Læs også:
Tre hurtige til Trine Dyrholm

Læs også