Borgen
15. februar 2022

Lisbeth Wulff om rørende Borgen-reunion: "Jeg begyndte at tude"

Det var et glædeligt gensyn med de andre "Borgen"-skuespillere, da Lisbeth Wulff vendte tilbage i rollen som Pia Munk.
Af: Signe Bertram
Lisbeth Wulff, Birgitte Hjort Sørensen og Søren Malling

Foto: Martin Høien

Sidst vi slap TV1’s Pia Munk i DR-serien "Borgen", havde hun fået knust sit hjerte af sin chef Torben Friis.

Pia og Torben, spillet af Lisbeth Wulff og Søren Malling, havde haft en affære på jobbet, som Torben afsluttede for at redde sit haltende ægteskab.

Det er ni år siden.

Seriens tredje sæson skulle have sat det sidste punktum i Adam Prices populære politiske drama, men nu er "Borgen" genopstået med sæson fire i et samarbejde mellem DR og Netflix.

Nyheden om endnu en sæson skabte begejstring for alle verdens "Borgen"-fans og også for Lisbeth Wulff, der er tilbage som en mere selvsikker Pia Munk – nu redaktør på TV1.

– Jeg var faktisk den allerførste, der overhovedet kom på arbejde og kom i sminken, fordi vi startede med at optage scenerne på TV1.

– Jeg havde aldrig troet, at vi skulle lave "Borgen" igen. Vi havde jo lukket og slukket og sagt farvel, så det var simpelthen så rørende at gå på arbejde første gang. Jeg begyndte at tude, fortæller hun om genforeningen med "Borgen"-castet.

– I pauserne krammede vi og kiggede hinanden i øjnene, for mange af os har ikke set hinanden, siden vi optog "Borgen" sidste gang.

Den nye pige i klassen

Udover de kendte Borgen-ansigter som Birgitte Nyborg og Katrine Fønsmark, møder vi i sæson fire også nye karakterer, der jagter magten.

En af dem er den unge statsminister Signe Kragh, som spilles af Johanne Louise Schmidt.

Hun og Lisbeth Wulff sidder sammen, da "Borgen"-skuespillerne giver deres første interviews om den nye sæson.

– Det er syret, fordi jeg har set alle sæsoner af "Borgen", før jeg fik rollen. Det er jo et ikonisk univers, man træder ind i, fortæller hun.

Johanne Louise Schmidt og Sidse Babett Knudsen

I sæson fire af ”Borgen” spiller Johanne Louise Schmidt den unge statsminister Signe Kragh, der har problemer med at bevare magten over for sin erfarne udenrigsminister Birgitte Nyborg.

– Jeg kan huske første gang, vi skulle optage et pressemøde, hvor vi skulle stå ved pultene foran Statsministeriets logo, og der sad en masse journalister foran. Det, synes jeg, var vildt at prøve. Det var lidt en ud-af-kroppen-oplevelse at blive sat ind i den kulisse, som man har set så mange gange til coronapressemøderne.

Mange vil nok genkende Johanne Louise Schmidt som Rose fra "Afdeling Q"-filmene, og selvom hun er en erfaren skuespiller, skulle hun lige finde sig til rette på "Borgen".

– Jeg kunne godt fornemme til de første læseprøver, at mange af de andre kendte hinanden. Jeg var lidt den nye pige i klassen.

– Har vi ikke været søde? spørger Lisbeth Wulff lidt drillende.

– Jo, I har været topsøde, men man kunne bare mærke, at det var en familie, der var samlet igen.

Første afsnit af "Borgen" sæson fire kan ses på DRTV.

Læs mere om:

Læs også