Se, lyt & oplev
2. februar 2010

Mode og intriger i ny roman

Modeguruen Jim Lyngvild udkommer med ny underholdende roman om livet i den danske modebranche
Af: Redaktionen
https://imgix.femina.dk/media/bc8f43f621394f4eb31c3f38c5892af6.jpg

Er du en ægte fashionista og vild med mode, magt og intriger, kan du glæde dig til den selvbestaltede modeguru Jim Lymgvilds nye roman "Schyy - afsløringer fra første række", som handler om livet i den danske modebranche, hvor hovederne ruller, pengene fosser, stofferne flyder, og blodet sprøjter som nyåbnet champagne. Alt sammen nydeligt pakket ind i dyre Christian Louboutin-sko og Gucci-tasker.

Nina Rask er en gæv jysk pige, der har passet sin mor, siden hun blev invalideret af en flugtbilist. Efter morens død rejser Nina til København og får et sommerjob på et af landets førende modemagasiner under ledelse af monstertyrannen Britt Ekelund. Herfra hvirvles Nina ind i modebranchens mest betændte miljø, hvor magtkampe udspilles, og beskidte aftaler indgås i en skrupelløs jagt efter penge, sex og succes. Drugdealeren Maximilian, millionærarvingen Elektra, rockeren Lange og sladderjournalisten Niklas Wandler forsøger på hver deres måde at overleve i den nådesløse branche, mens den tilsyneladende urørlige modekonge, Lars Iversen, trækker i trådene. Eller gør han? Efterhånden som handlingen skrider frem, begynder et nyt billede at tegne sig, og Nina kommer på sporet af, hvem der stod bag invalideringen af hendes mor. Og så sker der en ulykke.

Jim Lyngvilds roman giver et blik ind i modebranchens dunkleste hjørner, hvor alt er pakket pænt ind i dyrt modetøj, men under glamouren blinker de moralske lamper rødt.

Bogen udkommer tirsdag den 9. februar - dagen før modeugen starter - og er på forhånd solgt til filmatisering.

https://imgix.femina.dk/legacy/media/0018002cfddd4a4b8170b624b797a682.jpg

"Schyyy…! - afsløringer fra første række": 252 sider, 249,95 kr. på forlaget Lindhardt og Ringhof



Læs mere om:

Læs også