Musicalen 'Billy Elliot' er et scenografisk mic drop

Første gang jeg stødte på 11-årige Billy Elliot var i folkeskolen, hvor Stephen Daldrys film om ham fra 2000 var pensum.

Jeg blev fuldstændig opslugt af historien om minearbejder-sønnen, der vokser op i en af Englands strejkeramte minebyer i 1980’erne – meget langt fra de balletscener, han i al hemmelighed drømmer om at danse på.

Fortællingen om jagten på identitetsmæssig frihed ramte durk i mit eget søgende og tvivlende teenagehjerte og har fortsat gjort det gennem årene, når jeg siden har haft fornøjelsen af at se den som musical i både London og København.

I sidstnævnte by kan den nu opleves igen. Denne gang som Det Kongelige Teaters store årlige musicalsatsning på Operaen.

En moderne klassiker

‘Billy Elliot’ er i udgangspunktet en stærk og velkomponeret musical med musik af selveste Elton John.

Med verdensomspændende opsætninger og hele 10 Tony Awards, inklusive prisen som ‘Bedste musical’ i 2009, tør jeg godt kalde den en moderne musicalklassiker.

Det er svært ikke at blive rørt af historien om en moderløs dreng, der kæmper for retten til at være sig selv, men vokser op med en grov far og storebror i et maskulint domineret samfund, hvor drenge går til boksning, og piger danser ballet.

Men det er også en musical, der kræver meget af sine spillere for at lykkes. Især de mange børnespillere, der bærer store dele af forestillingen.

Spilleglade børnestjerner

På Operaen tæller det store børnecast hele 54 børn fordelt ud på tre hold, der skiftes til at spille forestillingen. Spilleglæden og begejstringen lyser ud af børnene på premiere-holdet, der især trækker grin som de hvinende og elendigt dansende balletpiger.

Her er det også 13-årige Silas Santin, der skal løfte den altoverskyggende hovedrolle som Billy Elliot – en af de mest krævende børneroller, der findes.

Man skal nemlig kunne synge store sange, danse godt og spille en dramatisk krævende rolle.

Det klarer Santin dog med største naturlighed. Hans Billy er ikke et overlegent talent, men har noget skønt almindeligt over sig, der gør figuren troværdig og relaterbar.

Bedst er han i samspillet med topcharmerende Vilhelm Kroner Ingvald i rollen som Billys kjoleglade ven Michael.

De tager kegler med den ikoniske sang ’Vær dig selv’ (‘Expressing Yourself’) - forestillingens farverige højdepunkt.

Bedst i fest

Generelt er instruktør Heinrich Christensens udgave af musicalen god på de festlige ensemble-scener.

Han har koordineret de mange mennesker på scenen nøje, så det ikke bliver for rodet at se på, og han er ikke bange for at skrue op for showet.

Således får det velspillende ensemble lov til at folde sig ud som både sure minearbejdere, dansende boksere med discokuglehjelme og fluffy regnbue-enhjørninge.

Udover at se godt ud, bliver det også fine symbolladede billeder på det farverige indre, der bobler nedenunder den betongrå kriseramte overflade.

Bragende britisk brutalisme

Forestillingens største force er dog scenografien. Har man besøgt de danske musicalscener i løbet af de seneste år, er man helt sikkert stødt på Benjamin La Cours scenografier, for han er alle steder.

Han imponerer tilmed ofte, men arbejdet med ‘Billy Elliot’ må dog siges at være et scenografisk mic drop.

En enorm trappekonstruktion i britisk beton-brutalistisk stil tårner sig op på Operaens store scene og huser alle de forskellige arenaer, historien udspiller sig i.

Sammen med Jonas Bøghs smukke lysdesign danner den grundlag for nogle utroligt flotte scenebilleder.

La Cour har formået at udnytte scenerummets volumen og dens tekniske færdigheder i en sådan grad, at man nærmest overrumples, når den store hovedkulisse ikke bare drejer, men også sænkes smidigt op og ned, for f.eks. at afsløre nye rum under den. Imponerende!

Manglende nerve

Alligevel er det som om fortællingen aldrig brænder helt igennem og bliver så rørende og stærk, som den har potentiale til.

Der mangler ganske enkelt nerve.

Og det på trods af solide præstationer fra bl.a. Anne Marie Helger, hvis rebelske energi og fandenivoldskhed giver noget fedt til Billys smådemente bedstemor.

Mads Rømer Brolin-Tani leverer også et rørende portræt af Billys brovtende far, der er fuld af sorg og sårbarhed, men ikke evner at udtrykke noget af det.

Et af opsætningens mest mærkbare øjeblikke kommer fra ham, da han i et beruset øjeblik til en julefest får hul igennem til følelserne under opførslen af en folkevise.

Også stjernedanser Alban Lendorf giver værket rygrad i den ordløse danserolle som voksne Billy – det er svært ikke at blive grådig efter mere, når det kommer til Lendorf, for han er en mageløs danser.

Jeg kunne drømme om, at de havde brugt ham mere og bedre end i den flotte slutscene og i en desværre ikke helt velfungerende lampe-dansescene med unge Billy.

Men den gennemgående nerve mangler på trods, og en del af forklaringen må nok findes i den stadig ringe lyd på Operaen.

Solovokalerne når ikke udover orkestret, og koret drukner ofte, og det går bare ikke.

Jeg vil overvældes af minearbejdernes sammentømrede og brølende kor på ‘Solidaritet’, og jeg vil kunne høre de smukke ord, når Billy synger om, hvordan det føles at danse.

Det er så brandærgerligt, når nu man faktisk står med komponenter fra øverste hylde mellem hænderne og tilsyneladende gerne for alvor vil musicalen som genre.