Nu kan du gense verdens - måske - bedste film i biografen
Foto: Mary Evans/Af Archive/Ritzau Scanpix
I år har den ikoniske thriller Se7en 30-års jubilæum, og en bedre anledning til at genopsætte filmen i biografen skal man lede længe efter.
Manden bag filmen, David Fincher, har efter sigende arbejdet i flere år på den nyrestaurerede version, og derfor kan man håbe, at der venter en nærmest ny oplevelse af filmen ved et gensyn på det store lærred.
Se7en, der for mange filmelskere betragtes som en af verdens bedste, følger det umage detektivpar, Somerset og Mills (Morgan Freeman og Brad Pitt), der efterforsker en række brutale mord. Og ikke nok med det - mordene er tilsyneladende inspireret af de syv dødssynder: Hovmod, gerrighed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab.
Morderen, der blot går under navnet John Doe, og som - spoiler alert - spilles af Kevin Spacey, efter hvert mord efterlader nogle kryptiske spor, der leder til filmens fuldstændigt blændende, ubarmhjertige og uforglemmelige slutning.
Se7en var David Finchers gennembrudsfilm, selvom han nogle år forinden også havde instrueret Alien 3. Siden Se7en er det blevet til et væld af solide dramaer og thrillers, blandt andet filmene Fight Club, Zodiac og The Social Network samt serierne Mindhunter og House of Cards.
Den nyrestaurerede version af Se7en kan ses i udvalgte biografer fra 3. januar.