Se, lyt & oplev
13. februar 2025

Ny dansk film om hjemmeplejen er et hjerteskærende portræt af omsorg

Den danske film 'Hjem kære hjem' får lige om lidt verdenspremiere ved årets Berlin International Film Festival. Se den nye trailer for filmen her.
Af: Signe Bjørg Granberg
Hjem Kære Hjem

Hjem Kære Hjem Directed by Frelle Petersen Produced by Jonas Bagger Zentropa Production Photo Credit Rolf Konow is a must

Foto: Rolf Konnow

- Vi skal ikke få dem til at overleve, men til at leve, mens de er her.

Man sidder med en klump i halsen, når man har set traileren til Frelle Petersens nye drama, 'Hjem kære hjem', der får dansk biografpremiere senere i år.

Filmen stiller skarpt på hjemmeplejen og det store pres, der kan følge med, når man tager sig af andre mennesker professionelt.

Konkret følger vi den 32-årige, fraskilte Sofie (Jette Søndergaard), der vil starte på en frisk og begynder som hjemmehjælper i et sønderjysk lokalsamfund, hvor hun bor sammen med sin datter Clara på 10 år.

Sofie er hurtig til at skabe relationer, både til de ældre borgere og sine kolleger, og hun mærker glæden ved at gøre en forskel. Men snart oplever hun også, hvor presset hverdagen er for de ansatte i hjemmeplejen. Da Sofie modtager en ubegrundet klage fra en pårørende til en ældre borger, bliver det starten på en udfordrende tid, hvor hendes omsorg for både de ældre og sin datter sættes alvorligt på prøve.

'Hjem kære Hjem' er skrevet og instrueret af Frelle Petersen, og han har baseret filmen på de erfaringer og oplevelser, han selv gjorde, da han i en periode arbejdede som social- og sundhedsmedhjælper i en sønderjysk kommune.

Tidligere har Frelle Petersens instrueret de anmelderroste og prisbelønnede film 'Onkel' og 'Resten af livet', hvor Jette Søndergaard også spillede hovedrollerne.

Hjem kære Hjem er produceret af Jonas Bagger for Zentropa Entertainments.

'Hjem kære hjem' får verdenspremiere på Berlin International Film Festival den 14. februar og kan ses i de danske biografer fra den 19. juni.

Læs mere om:

Læs også