Se, lyt & oplev
6. februar 2025

Ny DR-serie om udbytteskandalen er på vej. Og det er længe siden, vi har set en så intens trailer

Med danske stjerner som Lars Brygmann, David Dencik og Karen-Lise Mynster på rollelisten handler den nye dansk-tyske serie om den store udbytteskatsag fra 2018.
Af: Carina Nørgaard Schou
får verdenspremiere på Berlinalen 20. februar og kommer senere på DR, men premieredatoen er endnu ikke

Foto: Foto: X Filme Creative Pool GmbH / True Content Entertainment ApS / EPO-Film / ZDF / DR / Petro Domenigg

En af historiens mest opsigtsvækkende finansskandaler bliver nu til en intens tv-serie på DR. 'Other People's Money' skildrer det omfattende bedrageri, hvor skattepenge for milliarder forsvandt gennem en kompleks international svindeloperation.

Serien følger den unge advokat Sven Lebert (Nils Strunk) og hans chef, Dr. Bernd Hausner (Justus von Dohnányi), der udnytter et juridisk smuthul til at berige sig selv og deres investorer. De opbygger et globalt netværk af banker, jurister og finansfolk, der snyder de europæiske statskasser for gigantiske beløb.

https://imgix.femina.dk/2025-02-06/Other-People%27s-Money.jpg

Nils Strunk og Justus von Dohnányi som Sven Lebert og Bernd Hausner i 'Other People's Money'

Foto: X Filme Creative Pool GmbH / True Content Entertainment ApS / EPO-Film / ZDF / DR / Petro Domenigg

I Danmark forsøger skatteembedsmændene Inger Brøgger (Karen-Lise Mynster) og Niels Jensen (David Dencik) at stoppe tyveriet, men uden støtte fra politikere og bankverdenen ser de hjælpeløst til, mens pengene forsvinder. Presset af økonomiske og personlige problemer vælger Niels en dyster vej og bliver en del af svindlen.

Samtidig kæmper den tyske anklager Lena Birkwald (Lisa Wagner) for at afdække forbrydelsen og stille de ansvarlige til regnskab. Men kampen mod magtfulde banker og politiske interesser er farlig, og spørgsmålet er, om retfærdigheden vil sejre – eller om de virkelige bagmænd endnu en gang slipper fri.

'Other People's Money' er en nervepirrende fortælling om grådighed, magt og kampen for sandheden. Serien stiller skarpt på en skandale, der har rystet Europa – og som stadig trækker spor i finansverdenen i dag.

Der er store danske navne på rollelisten som Lars Brygmann, Karen-Lise Mynster, David Dencik, Thomas Hwan og Bjarne Henriksen, og de bliver flankeret af ditto tyske skuespillerkolleger som Justus von Dohnányi (Der Untergang), Lisa Wagner (Gerningsstedet) og Fabian Hinrichs (Sophie Scholl).

Udskudt fra sidste år

Serien er fiktion, men historien bygger på den sande udbytteskat-sag med Sanjay Shah som centralt omdrejningspunkt. 'Other People's Money' skulle oprindeligt have haft premiere sidste år, men da Vi Elsker Serier i efteråret talte med DR's fiktions- og udviklingschef Henriette Marienlund om planerne for DR's kommende dramaserier, fortalte hun, at serien, der er en co-produktion med ZDF, og som dengang havde arbejdstitlen 'The Cum-Ex Files', var blevet udskudt:

- Det er en stor sag, og vi laver serien sammen med to produktionsselskaber, så det er en kompliceret struktur. Af forskellige årsager er den nu rykket ind i 2025, og det er der ikke noget usædvanligt i – det er, hvad der sker nogle gange. Nu glæder vi os til, at den kommer i 2025, sagde Henriette Marienlund dengang.

Serien er inspireret af 'Die Cum-Ex-Files' og “Die Akte Scholz” af Oliver Schröm og 'Det store skatterøveri' af Niels Fastrup & Thomas G. Svaneborg, som udkom på Politikens Forlag, som udkom i 2019.

'Other People's Money' får verdenspremiere på Berlinalen 20. februar og kommer senere på DR, men premieredatoen er endnu ikke offentliggjort.

Læs mere om:

Læs også