Ny film er en hjertevarm efterårskrammer - som også er sjov for voksne

Det er som at drikke en kop varm kakao med flødeskum at se ‘Børnene fra Sølvgade’.

Det er rart og hyggeligt, og fra start til slut giver den en boblende lun fornemmelse indeni, og det er en fornøjelse at gå en tur ned ad barndommens gade sammen med de fire søskende fra Sølvgade.

Katinka (Ida Skelbæk-Knudsen), Tristan (Alfred Nordhøj Kann), Kirk (Alfred Rivera) og Petra (Amelia Ahmad Abdullatif) bor nemlig alene i en lejlighed i Sølvgade i København.

Deres mor, Fru Carlsberg, er en nærmest mytisk figur, som er forsvundet, og hun ser ikke ud til at komme tilbage.

Det er børnene selvfølgelig knuste over, men sammen får de det bedste ud af det og værner om den hemmelighed, at de faktisk bor i lejligheden helt alene uden voksne.

For hvis Kommunetrolden (Ditte Hansen) finder ud af det, bliver de sendt på børnehjem, og det er det sidste i verden, de har lyst til.

Og således får de fire børn hverdagen til at fungere med storebror Tristan på 15 år i front, og på finurlig og ganske kreativ vis får de skaffet både mad og penge og fundet på nødløgne, når der skal gives forklaringer til skoleinspektør Hr. Moth (Lars Ranthe), som er blevet mistænksom over, hvorfor deres mor aldrig dukker op på skolen.

Fra børn og fulde folk

Da den yngste søster Petra skal starte i skole, bliver der imidlertid kastet grus i maskineriet.

Børnene får brug for deres mors underskrift, og den kan de jo af gode grunde ikke fremskaffe.

Derfor laver de et jobopslag, hvor de søger en til at hjælpe med daglige gøremål.

Planen er at udstyre den nye hushjælp med en (falsk) fuldmagt fra moren, så Petra kan starte i skole.

Deres redning bliver Niels (Jakob Fauerby), som kalder sig selv Miss Nelly. Med sine perleøreringe, gode mad og stride strømme af kærlighed tager han børnene med storm.

Der er bare dét problem, at Miss Nelly heller ikke må finde ud af, at deres mor rent faktisk ikke bare er på forretningsrejse, og at hun nok aldrig kommer hjem igen.

For alt i verden vil børnene blive sammen i lejligheden på Sølvgade, og de har erfaret, at voksne er svære at stole på, fordi de kun tænker på arbejde og penge.

Som bekendt skal man høre sandheden fra børn og fulde folk, og i løbet af filmen får man som voksen leveret nogle ting at tygge på.

Går lige i hjertet

Filmens univers er en smeltedigel af ‘Min søsters børn’, ‘Pippi Langstrømpe’ og ‘Peter Pan’.

Men det er på en vellykket og alligevel original måde. Helt fra begyndelsen af filmen bliver man som seer ramt af børnenes magiske fantasi.

Selvfølgelig er det bare lige en anelse urealistisk, at en 15-årig storebror skulle kunne klare ulvetime efter ulvetime alene med tre små søskende, nedsmeltninger og praktiske gøremål udelukkende med et smil på læben.

Men et eventyr behøver jo heldigvis ikke være realistisk for at være godt.

Renée Toft Simonsens manuskript skinner igennem med sine herlige navne til persongalleriet og sjove replikker, der gik lige i mine børns hjerter og grinemuskler.

Navne som ‘Skraldets Moder’, ‘Kommunetrolden’ og ‘Lars Hotter’.

Hvis man alligevel skal lede efter håret i suppen, så er filmen måske en anelse lang med sine 1 time og 42 minutter.

Og når børn giver sig i kast med skuespil, bliver deres dialog, replikker, ansigtsudtryk nemt overspillede og karikerede.

Timingen er der ikke altid, men det gør ikke så meget, når det er en film, der henvender sig til børn, og de fire søskende leverer overall fine præstationer.

Set fra en voksens perspektiv er det en fornøjelse at se Lars Ranthe som den pedantiske skoleinspektør Hr. Moth, Ditte Hansen som Kommunetrolden, Anders W. Berthelsen som Miss Nellys mand Brian og Kirsten Lehfeldt som dennes mor.

Ej at forglemme Jakob Fauerby, der leverer en solid og på alle måder elskværdig præstation som Miss Nelly.

Hæderlig agenda

Det er helt tydeligt, at filmen har en ambition om at prikke til vores forståelser af identitet og familiekonstellationer, og det lykkes den virkelig også med. Endda uden at det virker for påtaget.

Jeg så filmen med mine to børn på fire og seks år, og den yngste ville bare gerne på besøg hjemme hos Brian og Miss Nelly.

Det er virkelig sundt for os voksne en gang imellem at se verden - og os selv - med børnenes blik, der er støvsuget for fordomme.

Hvor det er umærkeligt og helt normalt at være en mand og gå med perleøreringe og neglelak, og hvor kærlighed er kærlighed, uanset om det er mellem to mænd, til ens søskende eller til et elsket kæledyr.

Repræsentation er så helt utroligt vigtig, særligt for vores børn, der har brug for mange forskellige rollemodeller at spejle sig i, så de ikke ender med at sidde og føle sig forkerte.

Og her er ‘Børnene fra Sølvgade’ et absolut vigtigt bidrag i kulturen.

“Kærlighed er det vigtigste i verden,” siger fortællestemmen Dick Kaysø i filmens begyndelse.

Og at kærligheden i øvrigt ikke har nogen grænse eller bestemt farve.

Det kan måske lyde en kende banalt i et sæt voksne ører, men ikke desto mindre er det da utvivlsomt den indstilling, jeg drømmer om, at mine børn går ud i verden med.

Børnene fra Sølvgade havde biografpremiere 10. oktober. Instruktion: Mehdi Avaz. Manuskript: Renée Toft Simonsen. Medvirkende: Ida Skelbæk-Knudsen, Alfred Nordhøj Kann, Amelia Ahmad Abdullatif, Alfred Rivera, Jakob Fauerby, Anders Q. Berthelsen, Dick Kaysø, Ditte Hansen, Katinka Lærke Petersen, Lars Ranthe, Kirsten Lehfeldt.