Ny sæson af populær krimiserie er fyldt med funklende biroller - og så er hårdkogtheden tilbage

Det starter med et mord.

I den mørke nat lusker en ukendt morder op bag det nyligt løsladte bandemedlem Patrick. Et pift senere, og den unge mand ligger død på jorden. Skudt i hovedet. Gerningsmanden er dog ikke færdig. På tæt afstand tømmes magasinet ned i den nu sønderskudte krop.

Hvad der umiddelbart ligner et klassisk bandeopgør, begynder snart at udvikle sig til noget af et mysterium, da endnu en person bliver skudt på nogenlunde samme måde.

Profiler Louise Bergstein (Natalie Madueño) og efterforsker Frederik Havgaard (Simon Sears) er på sagen. Sporene er få, da bandemiljøet ikke taler med politiet.

Noget tyder dog på, at det tidligere bandemedlem og ekssoldat Kim Jensen (Besir Zeciri) er involveret. Men er tingene rent faktisk, som de ser ud?

Det er spørgsmålet i fjerde ombæring af Den som dræber – fanget af mørket.

Serien er indtil videre bare blevet bedre og bedre. Louise-karakteren står nu som en af de mest interessante i dansk seriekontekst. Hver sæson byder på en ny udfordring for hende, som er med til at nuancere og afrunde figuren.

Denne gang er det Louises commitment issues, der giver småuro i relationen til Frederik. Hun er ikke sikker på, om hun er klar til at møde hans søn fra et tidligere forhold.

Hovedforfatter Lasse Kyed Rasmussen (Forhøret, Dag & nat) får således vævet en fin historie sammen, hvor vi både kommer rundt omkring krimidelen og det private menneske. Og som afsnittene skrider frem, bliver de to dele langsomt smeltet sammen.

Men ikke alt fungerer optimalt.

Hvis vi bliver ved det gode: Parallelsporene, hvor vi på den ene side følger opklaringsarbejdet med Louise og Frederik, og på den anden side, hvor vi følger Kim i hans bestræbelser på at holde fortidens hemmeligheder hemmelige, fungerer rigtig godt – i hvert fald i de første afsnit.

Intensiteten er høj i de første fire af sæsonens otte afsnit, mens vi stadig er i de indledende faser af opklaringen.

Louise får blandt andet hjælp af sin svenske profileringskollega og ven Gunnar Nymark (Dag Malmberg) til at lave en profil af den ukendte gerningsmand.

Selv om alt umiddelbart peger på Kim, vil den erfarne krimiseer hurtigt kunne gennemskue, at det ikke er ham, der er morderen.

Besir Zeciri er eminent i rollen og fanger fint Kims koldblodige side og den nyfundne joviale bamse-side, der er kommet til, efter at han har forladt bandelivet og har slået sig ned i Sverige med sin kone og sin bedårende bonusdatter.

Det er en præstation, der cementerer skuespilleren som en af de mest interessante i disse år, hvor det store gennembrud hele tiden ligger og ulmer. Det er bare et spørgsmål om tid, før hans navn er allemandseje.

Veteranen Omar Shargawi gør ligeledes en god olm figur som lederen af banden Legion 5, som både den myrdede Patrick og Kim var medlemmer af. Dag Malmberg er den godmodige modsætning, og man får følelsen af, at han nærmest er en slags faderfigur for Louise.

Med så mange nære og vigtige personer omkring vores hovedperson Louise, står det også hurtigt klart i fjerde sæson af Den som dræber – fanget af mørket, at det må komme til et fatalt udfald for en af dem.

For sådan er det i gode krimiserier. Bedst som vores hovedperson har det mest trygt, skal der ske et eller andet, som ryster dem i deres grundvold. Lasse Kyed Rasmussen og den kreative stab skal have stor ros for at turde gå derhen og være tro over for seriens DNA på den måde.

Vejen dertil er dog ikke uden nogle gevaldige bump.

Efter de første fire afsnit mister serien noget af den drivkraft, den ellers har haft hidtil i sæsonen. Særligt én begivenhed fremstår som decideret ligegyldig og konsekvensløs. I kontekst til Den som dræber – fanget af mørket er det en dødssynd.

For serien tager sig selv meget seriøst og vil gerne tages seriøst. Derfor er det nødvendigt, at alle begivenheder har et formål.

Når noget udelukkende sker for at skabe en cliffhanger, som forbliver uforløst, er det bare træls, og det rokker ved seriens integritet.

Og så er der virkelig ikke noget værre, end når karakterer bliver gjort dumme for at fremme et plot. Hvis det er den eneste måde, fremdriften kan holdes i gang eller tilbage, har man struktureret historien forkert.

Man får da også næsten piskesmæld i nakken af at ryste på hovedet over de knapt så kvikke beslutninger og observationer eller mangel på samme. Uden at blive for specifik, er det ikke altid, at politiet foretager de mest intelligente eller oplagte valg.

Men udover det er fjerde sæson af Den som dræber – fanget af mørket en virkelig god krimiserie. Skuespillet er i orden, og selv om historien er noget ujævn, vender den fint tilbage til den hårdkogthed, som altid har været en del af seriens varemærke.

Vi er ikke helt oppe i eminent britisk krimiklasse, men Den som dræber – fanget af mørket bevæger sig helt klart i den rigtige retning.

'Den som dræber – fanget af mørket' sæson 4 får fire ud af seks stjerner