For os, der er pjattede med kunstneriske processer, er ’Grevinden – Danner ifølge Justesen’ fantastisk tv

- Intrikat, ærgerrig og uforskammet.

Om billedhuggeren Kirsten Justesen omtaler sig selv eller den kvinde, hun er i gang med at forme i ler, er lidt usikkert. For som DR-programserien ’Grevinden – Danner ifølge Justesen’ gør det klart, har den 80-årige kunstner og grevinde Danner nemlig meget tilfælles. Fremfor alt kæmper de begge for kvinder. Kirsten med sin kunst, og grevinden med sit uhørte sociale engagement.

Over tre skarptskårne afsnit følger vi kunstneren, der har fået til opgave at opføre et bronzemonument ved det historiske Dannerhuset i København, der i dag værner om voldsudsatte kvinder og børn.

Programmet er delt mellem to historier, der kører parallelt med hinanden. I det ene følger vi den intense og stressende skabelsesproces bag monumentet. I det andet ser vi historien om grevinden gennem nøje udvalgt arkivmateriale, som skuespiller Ellen Hillingsø udfolder med en dragende spænding.

Hvorfor lige Danner?

I Danmark har vi godt 2.500 monumenter. Før Kirsten Justesens tilføjelse var 28 af dem rejst til ære for kvinder og kun seks af dem forestiller navngivne kvinder.

Betydningen af at få større repræsentation i det offentlige billede er naturligvis monumental (vi undskylder for det platte ordspil). Men hvorfor monumentet ved Søerne netop skulle forestille grevinde Danner, var ikke noget, undertegnede havde sat sig synderligt ind i.

Naturligvis ligger Dannerhuset kun et stenkast fra bronzeskulpturen. Men for mig fik bygningen først rigtig betydning, da rødstrømperne besatte den og senere gjorde den til et sikkert sted for udsatte medsøstre. Ikke fordi kong Frederik 7. upopulære hustru engang opførte murstenene.

Med ’Grevinden – Danner ifølge Justesen’ står det dog klart, hvorfor motivet netop skal forestille grevinden. Og det kribler i mig for at stoppe op ved statuen, som jeg ubevidst har passeret et utal af gange. Gennem programmet får man en genopfriskning af de mange begivenheder, som grevinden satte i værk, og som nu er ridset ind i monumentet.

Udskældt horeunge træder patriarkatet over tæerne

Kirsten Justesen er uddannet klassisk billedhugger og var i 1970’erne rødstrømpe, så hun tager det som en vidunderlig selvfølge, at hun i 2019 blev tildelt opgaven af lave et monument til ”den kvindelige erfaringsverden”.

Hun er dog knapt nok kommet i gang med de første, vage optegninger til projektet, før kritikken indfinder sig.

De hårde ord mod monumentet – der ikke engang findes endnu – vendes i DR-programmet til den første, flotte parallel mellem kunstneren og grevinden.

I midten af 1800-tallet trak sladderspalterne grevinde Danner gennem sølet, som den mest forhadte, omdiskuterede og magtfulde kvinde i landet.

Som horeunge fra slummen i Borgergade, var Louise Rasmussen, som Danner hed dengang i 1815, ikke en, man regnede for noget. Da hun mod alle odds blev optaget på Den Kongelige Balletskole, ændrede hendes liv sig dog.

En dag overværede kronprins Frederik 7. nemlig en af hendes ballettimer. Og da hun efter timen trådte ham over tæerne, indledte de et livslangt drama med affærer, uønskede giftermål og tragiske dødsfald. På trods af ulykke og hetz formåede hun at efterlade en arv af omsorg og medmenneskelighed, som nu æres.

Er skulpturen Danmarks næste klassiker?

Som seks sæsoner af DR-programmet ’Danmarks næste klassiker’ har vist, er mange af os pjattede med kunstneriske processer, der med benspænd, kritik og neglebidende forsinkelser kulminerer i fantastiske værker. ’Grevinden – Danner ifølge Justesen’ er ovenstående program, bare tilsat et fedt historisk perspektiv.

Alene spørgsmålet om, hvor høj statuen skal være, tager Justesen en evighed at beslutte. I en fantastisk sekvens bliver vi inddraget i, hvordan hun tænker sin kunst ind i bybilledet.

Omgivelserne er nemlig en stærk drivkraft for hendes inspiration. Og eftersom monumentet skal stå ved udmundingen af Danmarks mest trafikerede gade, H.C. Andersens Boulevard, bliver Justesens konklusion, at bronzefiguren må være præcis fire meter høj. For så kan man se toppen af grevindens hoved fra et bilsæde.

Hvad der følger, er intense arbejdsfaser med vilde optagelser fra et hav af værksteder, der sættes i gang under tilblivelsesprocessen. Det er lige til at tabe pusten over, hvor mange dygtige mennesker, der skal til for at skabe et permanent værk, men med ’Grevinden – Danner ifølge Justesen’ føler man næsten, at alle for en gangs skyld får et øjebliks fortjent hyldest i rampelyset.

En højrøvet humanist

De dygtige fagfolk, Justesen omgiver sig med, bliver samtidig en personlig indgangsvinkel til den feministiske billedkunstner, der i samtale ofte kommer med sjove udbrud.

”Det er kommet som et kølleslag, at jeg bliver 80. Jeg er jo 19 år. Men det vil kroppen jo skide på,” udbryder hun pludselig en dag.

At Justesens krop ikke er helt ung betyder, at hun må få en dygtig hjælper, Jacob Alrø, til at løfte det tungeste skulptør-arbejde. Han er både sindssygt dygtig og endnu en fed førstehåndskilde til anekdoter om hans til tider skrappe chef. Justesen supplerer ham selv med nogle åbenhjertige sammenstød og bramfri kommentarer, som holdet bag serien må have godtet sig over at få i kassen.

Hun bander, ryger og brokker sig ofte. Og lige så folkelig og humanistisk, som Justesen kan være, lige så højrøvet og temperamentsfuld kan hun med ét blive.

Da hun f.eks. må pakke sammen efter at have opholdt sig i tre måneder i nogle lånte lokaler, er hun tydeligvis indigneret. Det er Statens Værksteder for Kunst, som har stillet atelieret til rådighed i begrænset tid, og hun er godt knotten over at skulle give nøglerne videre til nogle kunstnere uden for København.

”Det er den politiske dagsorden. Provinsen skal jo også komme til!” lyder det bittert.

Det er fantastisk tv – og så har man ovenikøbet lært en god sjat historie, mens man blev kærligt belært, skældt ud og underholdt af en af Danmarks sejeste kunstnere.