Populær serie er tilbage: Men selv det bedste afsnit er kun en middelmådig oplevelse

Med sin foruroligende, banebrydende og ofte møgspændende antologiserie har Charlie Brooker for længst både skrevet seriehistorie og udvist en formidabel fortælleevne.

På under én time har han flere gange formået at ryste os med skrækhistorier om den teknologiske udvikling og konsekvenserne ved at overgive sig blindt til den.

Med et jerngreb har han holdt os fast og tvunget os til at kigge ind i vores mørke indre. Og de færreste, der har set serien, kan uden at lyve sige, at de ikke på et eller andet tidspunkt har følt sig ramt.

Men har man set alle sæsoner, har man måske kunnet fornemme på den forrige, at Brooker ikke længere er så kontroversiel eller provokerende som tidligere. Og i den nyeste sæson er der ganske enkelt ikke mere at komme efter.

Som anmelder er man lidt udfordret, da man på forhånd har fået at vide, at man ikke må spoile afgørende twists. Det giver mening, men det er svært, når det 99 % af gangene er det, der er drivkraften i et ‘Black Mirror’-afsnit.

Klassisk ‘Black Mirror’

Første afsnit har titlen ‘Common People’ og handler om ægteparret Mike og Amanda (Chris O’Dowd og Rashida Jones), der arbejder som henholdsvis industriarbejder og skolelærer. Deres økonomi er ikke prangende, men de er glade, elsker hinanden og kommer igennem hverdagen med værdigheden i behold.

Indtil den dag Amanda pludselig besvimer midt i undervisningen. Hun har en tumor i hjernen, og lægen fortæller Mike, at hun højst sandsynligt ikke vågner op igen. Med ét er deres liv ødelagt.

“Heldigvis” findes der et nyt firma ved navn Rivermind, der er en revolution inden for neurologi. Riverminds salgsperson Gaynor forklarer Mike, hvad det helt præcis går ud på. Og man forstår godt, at Mike bliver forvirret.

Som seer skal man også holde tungen lige i munden, for det er noget med at lave en backup af en del af hjernen, fjerne tumoren og vævet omkring den, efterfølgende erstatte vævet med modtagervæv, der sender en slags kognitiv funktion fra backuppen gennem ‘skyen’ og ind i Amandas hjerne.

Og der er naturligvis et ‘men’ og nogle ting, Mike og Amanda skal være opmærksomme på. Amanda vil sove mere end normalt og konceptet virker kun, hvis hun holder sig indenfor et såkaldt dækningsområde - lige som med et mobilabonnement.

Og det er lige præcis, hvad det er. Operationen er gratis, men abonnementet koster 300 dollars om måneden. Det lyder måske ikke af meget. Men tanken om, at man skal betale for at holde sig i live, er aldeles skræmmende og lige i ‘Black Mirrors’ ånd.

Og der er mange ting, der kan gå galt, når man lægger sit liv i hænderne på en kommerciel tech-virksomhed. Det er ikke behageligt at overvære, hvordan Mike og Amandas liv og værdighed er på direkte deroute.

Afsnittet, der ganske vist er indbegrebet af ‘Black Mirror’, er også sæsonens eneste vellykkede og mest helstøbte afsnit. Men det minder desværre om noget, vi har set før.

Meningsløst nonsens

Det næste afsnit er derimod hverken ubehageligt eller tankevækkende. ‘Bête Noire’ handler om Maria (Sienna Kelly), som arbejder på en slags madlaboratorium, hvor de indimellem får forsøgskaniner ind til prøvesmagninger.

Men hvis man tror, at det er en del af præmissen – hvilket kunne have været interessant – bliver man slemt skuffet. Da Verity (Rosy McEwen) dukker op og søger jobbet som assistent for udviklingsafdelingen, går alt galt.

Hun viser sig at være en af Marias gamle skolekammerater. Hun var både et computergeni og et mobbeoffer, der blev kaldt for malkepigen, fordi der gik et rygte om, at hun havde givet en lærer et handjob i computerlokalet. Og hun har ikke søgt jobbet for at få arbejde – men for at få hævn.

Det er alt, jeg må afsløre om afsnittet, der sagtens kan komme i betragtning til franchisens værste og mest meningsløse nogensinde. Selv hvis jeg måtte, ville det være svært at beskrive på en måde, der ikke lyder som rent nonsens.

Det bliver ikke meget bedre i tredje afsnit, der har titlen ‘Hotel Reverie’ og måske bedst kan beskrives som en videreudvikling af det ‘Black Mirror’-afsnit med titlen ‘Playtest’, hvor en ung mand melder sig til at afprøve et nyt gamer-system.

Det system er nu (næsten) færdigudviklet og bruges her til at give en gammel filmklassiker, der deler titel med afsnittet, nyt liv. Den unge populære skuespiller Brandy får hovedrollen, men har ikke helt sat sig ind, hvad det går ud på.

På “settet” er der en briks til hende, men i stedet for at spille skuespil, skal hun være hovedkarakteren i en virtuel udgave af den gamle film, der skal ‘genindspilles’.

Potentialet til en god opfølger til ‘Playtest’ er bestemt til stede, men det bliver desværre direkte usammenhængende, hvad der sker “inde” i filmen, da computerne “udenfor” pludselig bryder sammen.

Charlie Brooker har fuldstændig mistet gnisten

‘Plaything’ er titlen på fjerde afsnit, der som to førnævnte er fuldstændig blottet for kreativitet. Præmissen er der som sådan ikke noget galt med: En gammel gamer lader sig anholde, fordi han har en besked fra nogle computer-væsner, han stiftede bekendtskab med tilbage i 90’erne. Historien er derimod både plat og prætentiøst.

I femte afsnit ’Eulogy’ spiller Paul Giamatti den gamle ensomme mand Phillip, der får en opringning om, at hans tidligere kæreste/kone, Carol er død. I forbindelse med begravelsen bliver han spurgt, om han vil bidrage digitalt med sine minder om hende.

Men minderne om de to har han stort set glemt. Med den nyeste teknologi er det dog ikke noget problem at genskabe dem. Igen en præmis med potentiale, men afsnittet handler ikke rigtig om noget og er ikke meget andet end en times sentimental omgang følelsesporno om tabte minder, der langsomt vender tilbage.

Sæsonens måske mest ventede afsnit ‘USS Callister: Into infinity’ er desværre lige så idéforladt som resten. Robert Daily er død, men resten af det virtuelle crew befinder sig stadig i det enorme spil-univers, hvor de kæmper mod millioner af andre spillere. Og i guder, hvor er det uinteressant. Alt det essentielle ved et af seriens bedste afsnit reduceres til ren underholdning.

Hvis vi skal bevare vores minder om ‘Black Mirror’ som en fed serie, skal du stoppe nu, Charlie Brooker.