Prinsesse Diana blev narret til sit berømte interview. Få hele historien her
Foto: Mega
Lady Diana sidder i en stue på Kensington Palace over for BBC-journalisten Martin Bashir. Hun har en mørk blazer på, store guldøreringe og kigger nervøst ned i sit skød.
Martin Bashir spørger Lady Dian,a om Camilla Parker Bowles har påvirket Prins Charles og Dianas ægteskab.
Til det svarer hun: ”Der var tre i ægteskabet. Så det var en smule overfyldt”.
Måske husker du det berømte interview fra 1995, som gik verden rundt?
Interviewet blev en katastrofe for prinsessen, der efterfølgende fremstod som hævngerrig over for Prins Charles og Camilla Parker Bowles, som hun påstod havde en affære.
Men hvorfor stillede Lady Diana nogensinde op til interviewet med BBC-journalisten Martin Bashir for 25 år siden?
Det er der nu kommet svar på i en uafhængig efterforskning igangsat af BBC.
Bedrageriske metoder og dokumentfalsk
Efterforskningen viser, at Martin Bashir gjorde brug af bedrageriske metoder for at overbevise Lady Diana om et interview. Det skriver BBC.
Martin Bashir har ifølge efterforskningen oprettet falske kontoudtog for at få Lady Diana til at tro, at hun blev overvåget af medier og den britiske efterretningstjeneste.
Dokumenterne viste Martin Bashir til Lady Dianas bror, Charles Spencer, for at vinde hans tillid.
Bashir påstod, at han var ved at undersøge mediernes etik og ville derfor gerne holde et møde med Lady Diana og Charles Spencer.
Journalist Martin Bashir.
Mødet blev sat op af Charles Spencer i en vens lejlighed i London i 1995.
På den måde fik Martin Bashir kontakt til Lady Diana og overbeviste hende om at lave et stort tv-interview, skriver Daily Mail.
Et mysterium indtil nu
Det er desuden ikke første gang, at der bliver sat spørgsmålstegn ved interviewet.
Allerede i 1996 efterforskede BBC selv sagen om, hvorvidt Martin Bashir havde bedraget sig til et interview med prinsessen.
BBC konkluderede dengang, at de falske dokumenter ikke havde indflydelse på interviewet.
Den nye uafhængige efterforskning viser dog, at BBC var klar over de bedrageriske metoder og dækkede over dem.
Siden 1995 har Lady Dianas bror, Charles Spencer, også mistænkt Martin Bashirs strategi for at få et interview med Diana, der var et meget sårbart sted i sit liv efter separationen fra Prins Charles.
Det var dog først i november, at han forlangte en efterforskning af sagen samt en undskyldning fra BBC.
Dianas bror, Charles Spencer.
Efter Charles Spencers anklager i november kom der også nye detaljer frem i en dokumentar fra ITV, der ser tilbage på interviewet for 25 år siden.
Dokumentaren afslørede, at både en grafiker og kameramand også vidste, at der foregik bedrageri og dokumentfalsk.
Se et klip fra dokumentaren her.
23 millioner så med
Martin Bashirs interview med Lady Diana var et scoop for BBC i 1995.
Lady Diana fortalte åbent om sit ulykkelige ægteskab med Prins Charles, deres affærer og sin spiseforstyrrelse.
Herudover fortalte hun også om, hvordan kongefamilien behandlede hende anderledes, efter separationen med Prins Charles blev annonceret.
– Jeg var nu den separerede kone til prinsen af Wales. Jeg var et problem, jeg blev set som en forpligtelse, og hvordan skal vi håndtere hende? Det er ikke sket før, sagde hun dengang.
Se et kort klip fra interviewet her, hvor hun siger de kendte ord: ”Der var tre af i ægteskabet.".
Det var første gang, at et medlem af det britiske kongehus talte åbent om den kongelige familie, og hele 23 millioner så med verden over, skriver Daily Mail.
Siden hen har Dianas sønner Prins William og Prins Harry medvirket i flere tv-interviews.
Det seneste interview, der også fik stor opmærksomhed fra hele verden, var Prins Harry og Meghan Markles interview med talkshow-værten Oprah Winfrey.
Her fortalte parret om den royale families stridigheder, efter de meldte sig ud af kongehuset.
Meghan Markle fortalte også ærligt om selvmordstanker, og kongehusets holdning til deres søn Archies hudfarve.
Tiden efter interviewet
Ifølge Lady Dianas privatsekretær, Patrick Jephson, ødelagde interviewet den sidste forbindelse, Diana havde til det britiske kongehus.
Charles Spencer har desuden fortalt til Daily Mail, at Diana mistede tilliden til vigtige personer i hendes liv i tiden efter interviewet.
Vi kender alle til den tragiske begivenhed, der sker herefter. To år efter interviewet mister Diana livet i en bilulykke i Paris.
– Ironien er det, at jeg mødte Martin Bashir 31. august 1995. Præcis to år senere dør hun, og jeg ser altså en sammenhæng mellem de to begivenheder, siger Charles Spencer.
Prins Harry og Prins Williams respons
BBC har nu efter 25 år undskyldt, hvordan Martin Bashir fik narret Lady Diana til at medvirke i interviewet.
Herudover har BBC også sendt en personlig undskyldning til Charles Spencer samt Prins Harry og Prins William.
Her er historien bag prinsesse Dianas "hævnkjole"
Efter undskyldningen har Prins William udtalt sig, at de bedrageriske metoder har påvirket Lady Dianas svar i interviewet.
Det har desuden bidraget til, at forholdet mellem Prins Charles og Lady Diana blev endnu værre.
Prins Harry har i forbindelse med efter forskningen også udtalt sig:
– Vores mor var en fantastisk kvinde, som dedikerede sit liv til kongehuset. Hun var robust, modig og utvivlsomt ærlig. Nysgerrigheden og de uetiske metoder var det der i sidste ende tog hendes liv, siger han.
Martin Bashir har udtalt til BBC, at det var dumt at lave falske dokumenter, men de havde ikke indflydelse på Dianas beslutning om at blive interviewet.
Martin Bashir har i denne uge sagt sit job op på BBC af sundhedsmæssige årsager.