‘Prinsesser fra blokken’ er tilbage på DR efter otte år – og de fortjener hele Danmarks opmærksomhed

I dag er trashy in. Middelklassens børn får kunstige vipper og gelénegle. Tessa og Medina fylder på scenerne, selv tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt er stolt af at være fra Vestegnen. Folk er begyndt at ryge igen.

Den æstetik, der var et stort trækplaster og en fremmed verden i første sæson af 'Prinsesser fra blokken', er alle steder nu.

Dokumentaren, der blev set af en halv million danskere og gjorde seriens hovedpersoner til realitystjerner, var tonet pink og sat til tramp. Instruktør Eva Marie Rødbro blandede den gode filmskolesmag med underklasseæstetik og varme iscenesættelser af sine karakterer. Helt ligesom Jesper Dalgaard senere havde så stor succes med i 'Kandis for Livet'.

Eva Marie Rødbro filmer stadig glimmer her otte år efter, nu ligner det bare støv, der danser. Vi er med til morgenfesten. Seriens fire tilbageværende hovedpersoner har rande under øjnene, udspilede pupiller og voksenliv, hvor intet rigtig lykkes.

Venindeskaberne er opløst, kærligheden er svær, og det er en stor succes, når man får et job på tanken.

”Nu skal de være voksne, men ingen har lært dem hvordan,” siger Eva Marie Rødbro i sin sympatiske voiceover. Prinsesser fra blokken er stadig en stilistisk stærk dokumentar, der bærer sine utroligt velvalgte, livskloge og hårde piger med ærlighed og kærlighed. Den fortæller en historie om et glemt Danmark, der om noget fortjener vores opmærksomhed.

Det er kedeligt, livet uden stofferne, uden festerne. ”Altså hvad fanden laver Hr. og Fru Danmark, når de kommer hjem fra arbejde?” siger Camilla, mens hun stirrer ud ad vinduet, som om hun forsøger at få øje på et eller andet, der ikke er dér, i hverdagen.

Karina savner ikke blokken, hun er videre og bor i et flot parcelhus med jacuzzi. For hende er det kærligheden, der bliver vejen til social mobilitet, som det har været for kvinderne i generationerne før os. Barndommen har været en kufferttilværelse, fra bosted til bosted og ”vist nok også en plejefamilie på et tidspunkt”.

”Jeg griber dig, hvis du pludselig står uden noget,” siger en veninde fra blokken, der ønsker for hende, hun skal slippe væk fra det liv, de deler med hinanden. Men kan hun?

Isabells mor røg ind og ud fra psyk på grund af papfarens vold. Og Isabell blev ligeglad med alt, også straffeattesten, for ”det hele kan bare rende mig”. Nu sidder de der, i Dyrehaven i solskinsvejr og ryger cigaretter.

Seriens håb er stort, men hårdt og usikkert.

En god barndom mærker man ikke, den er der bare. Herfra svæver man trygt og varmt gennem folkeskolen, videre på ungdomsuddannelserne og ind i voksenlivet med venner, kærester, kollegaer, børn, børnebørn, oldebørn og til sidst en velholdt gravplads.

Simona har forsøgt at tage en HF fire gange. Hun er 23, blev misbrugt som barn, og nu er hun misbruger på fuld tid. Hun har haft hjertestop tre gange, men der er noget deroppe, der vil, at hun skal leve, siger hun.

En uønsket graviditet ender i en abort: ”Hvis jeg stoppede lige nu, så ville der ikke være så stor risiko for, at mit barn blev født med abstinenser,” siger hun udenfor hospitalet med et skævt smil og sorgfulde øjne. På bunden er humoren sort.

Nu har hun stjålet en orkidé, et nyt håb i en af Eva Marie Rødbys mange rå, poetiske scener. ”Vi skal lige redde et liv,” siger hun, og hun stiller den i vasken, tænder for vandhanen, slukker, tænder, slukker. ”Hvor meget skal sådan en her have,” siger hun, vandet løber over den. ”Jeg har aldrig før haft en blomst.”

”Det her liv er ikke for alle,” siger hun et andet sted, inden hun retter sig selv. ”Livet er ikke for alle.”

'Prinsesser fra blokken' rummer noget af det mest menneskeligt ubærlige for os, Hr. og Fru Danmark. Vi ser i de små, sorte huller, der gemmer sig bag prinsessernes vipper, at nogle børn trækker de korteste strå og bliver til voksne, der lever i mørke.

Prinsesser fra blokken - Otte år senere kan ses på DRTV fra d. 14. august 2024. Der kommer fire afsnit.