Sæson 6. af ’Sommerdahl’ når nye højder - og særligt på et punkt overrasker serien positivt

Krimiserien om panserbassen Dan Sommerdahl (Peter Mygind), der forsøger at håndhæve lov og orden i Danmarks svar på Chicago, Helsingør, samtidig med at han skal håndtere sit yderst dramatiske privatliv, går nu ind i sin sjette sæson.

Man skulle tro, at det groft underbemandede politi i Helsingør havde fået flere ressourcer stillet til rådighed med tanke på alle de mord, som bliver begået hver eneste uge. Vi nærmer os efterhånden en body count, der får de fleste slasher-film til at blegne i sammenligning.

Bare rolig, alt er ved det gamle, efter at den korrupte narkobetjent Nick Jansen (Troels Lyby) blev afsløret i slutninget af sidste sæson.

Noget har dog ændret sig i ’Sommerdahl’.

Serien er simpelthen blevet bedre, bedømt ud fra de fire første afsnit. Ja, det er stadig bulldozer-efterforskning, hvor det er mere held end forstand, når sagerne bliver opklaret, men det er, som om der er et eller andet, som bare klikker nu.

Formlen er stadig den samme: Hver drabssag fylder to afsnit, samtidig med at Dans privatliv bliver udfoldet. Denne gang er der to ting, som fylder: Kæresten Josefine (Maribritt Saerens) er løsladt fra fængslet og har friet til Dan. Men pludselig dukker hendes to bonussønner Bahir og Basam op uden varsel.

Børnene er igen illegalt i landet, og Dan må gøre op med sig selv, om han skal følge loven til punkt og prikke, eller om han har plads i hjertet til at hjælpe. Og er han overhovedet klar til være far igen?

Samtidig vil eksen Marianne (Laura Drasbæk) sælge familiens gamle villa. Noget, hverken Dan eller datteren Laura (Mia Helene Højgaard) er synderligt begejstret for. Og hvor efterlader det Mariannes mand og Dans bedste ven og kollega Flemming (André Babikian) henne? Er de ved at slå op, eller hvad er pointen med hendes lyst til opbrud?

Komisk mestermakkerpar

Sjette sæson af ’Sommerdahl’ er en markant forbedring i forhold til forrige ombæring.

Der er en ro over serien, så de forskellige plotlinjer ikke virker, som om de kæmper indbyrdes om den begrænsede tid i hvert afsnit. Alt spiller sammen, og det gør helhedsoplevelsen så meget bedre.

Yndlingsplottet er, præcis som i forrige sæson, det, der omhandler Astrid (Thit Aaberg) og levemanden Arne (Caspar Phillipson). Efter hendes onkels Ottos død i sidste sæson har hun nu overtaget fiskebutikken og forsøger at få sig en ærlig levevej.

Samspillet mellem Aaberg og Phillipson er genialt, og den her del er så absolut ’Sommerdahl’s højdepunkt igen i år. Forbliver Astrid lovlydig, eller kommer Arne med en god fidus, der er umulig at sige nej til?

Et godt dilemma, der potentielt kan udvikle sig til at have indflydelse på kommende sæsoner af ’Sommerdahl’. Eller også bliver de udelukkende brugt til let komedie, hvilket Casper Phillipson efterhånden har gjort til sit varemærke. Ingen portrætterer en slesk, selvfed opportunist som hele verdens go-to John F. Kennedy-skuespiller. Og Aaberg er et stjernefrø, som kan få alle replikker og historier til at virke Shakespear’ske.

Dansk udgave af ’Barnaby’

Mordene er, ligesom de plejer: Spektakulære og altid med en klokkeklar hovedmistænkt, der selvfølgelig ikke har gjort det.

Det første handler om en sejler-influencer-mor, der blev skubbet i vandet og slog hovedet på rotoren til en nærliggende båd. Mistanken fattes hurtigt mod hendes autistiske søn, selvom der reelt ikke er skyggen af bevis. Der bliver introduceret tilpas med alternative mistænkte, så da den egentlige morder findes, er det tilpas overraskende.

At serieskaber og hovedforfatter Lolita Bellstar og kompagni insisterer på at gengive selve mordet hver gang med samme effekter, er stadig træls. Det virker langt fra elegant, når personen tilstår i nutiden, og så siger den selvsamme replik i flashbacket. Især fordi, der er nogle virkelige flotte filmede øjeblikke i ’Sommerdahl’.

Samtaler udenfor i aftensol ved stranden er smukke momenter, som bliver højnet af nogle spændende kameravinkler, der hæver seriens look fra standard-tv-udseende.

Det andet mord handler om en skønhedsdronning, som bliver skubbet ud over kanten på et hotel og styrter i døden. Det er en fin historie, som mest af alt bliver brugt til at få andre plotlinjer til at bevæge sig fremad.

Især dansk tv's fineste bromance mellem Dan og Flemming når nye højder. På grænsen mellem akavet og nuttet formår Peter Mygind og André Babikian at sælge de tos venskab, så man sidder tilbage og ønsker, at bare de to karakterer dog ville finde sammen.

Det bliver dog nok udelukkende ønsker, der kan forløses i fanfiction, men under alle omstændigheder bør Lolita Bellstar, Peter Mygind og alle de andre give dem selv et ordentlig klap på skulderen for at bringe den danske udgave af ’Barnaby’ op på et nyt niveau.