Selvom han smiler hele tiden, siger han ting, der får det til at løbe iskoldt ned ad ryggen

Der findes ikke et mere rammende ord end ”urovækkende” til at beskrive situationen, som søster Barnes (Sophie Thatcher) og søster Paxton (Chloe East) befinder sig i.

De to mormonske missionærer har efter at have travet gaderne tynde hele dagen et sidste stop, inden de kan vende hjem.

En person har tilkendegivet, at han gerne vil høre mere om deres religion. Men da de træder indenfor i Mr. Reeds (Hugh Grant) dystre hjem, begynder alarmklokkerne nærmest at bimle og bamle med det samme.

Han påstår at have en kone, der bager tærte i køkkenet. Men hvorfor har han så tændt i duftlys, der lugter af netop blåbærtærte, som er det, han siger, hun er i gang med at lave?

Og selvom han smiler hele tiden, siger han ting, der får det til at løbe iskoldt ned ad ryggen på de to unge kvinder.

Hvad der skulle have været Barnes og Paxton, som forkyndte de gode ting ved deres tro, udvikler sig i stedet til en teologisk masterclass fra helvede, og Mr. Reed er den diabolske professor.

Instruktører og manuskriptforfattere Scott Beck og Bryan Woods brød igennem, da de leverede manus til den første A Quiet Place-film, hvorefter det har været lidt bumlet med karrieren.

De får dog i den grad oprejsning med Heretic, hvor de første to-tredjedele af filmen er en sublim thriller med overraskende god humor.

Hugh Grant topper karrieren

Hugh Grant er en diabolsk fornøjelse som den bedrevidende sadist, der virkelig elsker at lege med sine to fanger. Britens charme fungerer upåklageligt, og hans gemytlige væsen fremstår creepy og farlig som ind i helvede.

Rollen som Mr. Reed topper Grants anden halvdel af karrieren, hvor han virkelig har fundet sin skuespiltopform ved at tage mindre flatterende roller.

Således kan der tegnes en lige linje fra hans skurk Phoenix Buchanan i Paddington 2 over Fletcher i Guy Ritchie-krimien The Gentlemen til Mr. Reed i Heretic.

Man har dog kunnet se anelser af det i f.eks. Bridget Jones’ dagbog og About a Boy, men det er indenfor de sidste 10 år, at Hugh Grant har fyret ekstra op under den skurkagtige kedel.

Det er også kun ham, der kan levere både de lange religion-monologer overbevisende, samtidig med at han kan slippe afsted med at lave en Jar Jar Binks-imitation.

Overfor ham er Chloe East og Sophie Thatcher blændende. Begge skuespillere er opvokset indenfor den mormonske tro og trækker derfor på nogle af deres egne erfaringer.

De formidler fint karakterernes modsætninger. Barnes er konvertit og har således levet et liv før, mens Paxton er født ind i det.

Sidstnævnte har en form for barnlig naivitet og hyperpositiv pleaser-personlighed, der som udgangspunkt er hurtig til at underkaste sig og være føjelig, da hun tror, det er vejen ud af situationen.

Derfor er Paxton også en fascinerende figur, der skriver sig ind i horrorgenrens mange heltemodige final girls – dem, der skal stå overfor skurken til allersidst i filmen.

Fantasien på overarbejde

Og det er her, vi finder Heretics svaghed.

Filmen bygger formidabelt op, og indtil cirka 20 minutter før slutningen kan man ikke gennemskue, hvorfor Mr. Reed gør, som han gør, og hvad det er han vil.

Men så taber Beck og Woods det hele på gulvet, og filmen ender som alle andre horror-thrillers. Det er rigtig, rigtig ærgerligt, når kombinationen af ubehag og humor har været spot on indtil da.

Atmosfæren er ellers kvælende god. Chung Chung-hoons gode billeder med masser af skræmmende close-ups af Hugh Grants diabolske ansigt, og det uhyre effektive lyddesign med mange skræmmende knirkelyde er med til at sætte fantasien på overarbejde.

Heretic er et mulehår fra at kunne blive en moderne gyserklassiker.

Men den noget skuffende slutning reducerer filmen til blot at være en rigtig god en af slagsen, der lige nøjagtig ikke bliver en klassiker. Trods en djævelsk god Hugh Grant og fremragende præstationer fra Sophie Thatcher og især Chloe East.