Se, lyt & oplev
17. februar 2010

"Shutter Island"

"Shutter Island" er en film, der virkelig er en sand gyser og en rig, psykologisk skildring af et menneske, der skal håndtere oplevelser og erfaringer
Af: Rikke Rottensten
https://imgix.femina.dk/media/bf7f075065104b319c23941d53fbfaf3.jpg

På den isolerede Shutter Island bor de farligste kriminelle i 1950'ernes USA. De sindssyge kriminelle, som alle andre har opgivet. I Afsnit C, den grå, vinduesløse fæstning fra Borgerkrigens tid, bor til og med fanger, som selv de andre patienter på Shutter Island frygter. Alligevel er det lykkedes Rachel Solando, moderen der har druknet sine tre børn, at flygte.

Teddy Daniels og hans nye makker Chuck ankommer til den lukkede, forfærdende og hemmelighedsfulde ø for at hjælpe med at finde hende - lige inden en voldsom orkan sætter ind og lukker øen helt af. Martin Scorsese har iscenesat Dennis Lehanes thriller, så den er meget mere end bare en klassissk skåret gyser. Selv om alt er til stede for det: skrigende sindssyge, en overvældende mistanke til alt og især alle, tråde tilbage til krigen, koncentrationslejrene og nazisternes medicinske eksperimenter, en evigt omsiggribende angst.

Med skuespillere som man aldrig helt kan vide, hvor man har som Max von Sydow som tysk læge og Ben Kingsley som lederen af Shutter Islands program. Men selvfølgelig er det især Leonardo DiCaprio som Teddy Daniels, politimanden med traumer, migræne og en stålsat vilje til at afsløre det grufulde, skjulte eksperiment med patienterne som sagesløse forsøgsobjekter, som han mener foregår på øen. Det er en fantastisk præstation af en skuespiller, som bliver ved med at udvikle sig.
Men "Shutter Island" er også en film, der virkelig er en sand gyser og en rig, psykologisk skildring af et menneske, der skal håndtere oplevelser og erfaringer, som det måske ikke er muligt at leve med. Den overrasker og foruroliger, den er stærk og flot, og de to en halv time, den varer, føles som det halve.
Filmen har premiere den 18. februar 2010.

5 F'er

Læs mere om:

Læs også