Sidst vi så ham brillere, var i 'Succession'. Nu stjæler han opmærksomheden i ny stor biograffilm
Foto: Searchlight Pictures
A Real Pain
'A Real Pain' får fire ud af seks hjerter
Premieredato: 23. januar 2025 i biograferne
Genre: Drama, komedie
Instruktør: Jesse Eisenberg
Manuskriptforfatter: Jesse Eisenberg
Medvirkende: Jesse Eisenberg og Kieran Culkin
Land: USA
Spilletid: 1 time og 30 minutter
Varm humor og velplacerede oneliners går hånd i hånd med livets store, alvorlige spørgsmål i Jesse Eisenbergs anden film som instruktør, ’A Real Pain’.
Jesse Eisenberg spiller også selv den ene hovedrolle som den kontrollerede, grænsende til det små-rigide, reklamesælger David, der lever en velordnet tilværelse med kone og lille søn i New York. Helt modsat hans fætter Benji, spillet af Kieran Culkin, der lever en rodløs og tilsyneladende også sorgløs tilværelse, der blæser ham og hans rygsæk i den retning, vinden nu lige blæser.
Engang var de to fætre tætte, men livet – og deres forskelligheder – har skabt en afstand mellem dem. Det er derfor ikke uden visse gnidninger, da David arrangerer en fælles tur til Polen for at hædre deres nyligt afdøde polskfødte bedstemor, der overlevede Hitlers koncentrationslejre, emigrerede til USA og skabte et nyt liv fra bunden.
’A Real Pain’ er en meget personlig fortælling for Jesse Eisenberg, der ikke kun har instrueret, men også skrevet filmens manuskript. Hans egen bedstemor overlevede også holocaust og kom til USA efter krigen, hvor efternavnet Ajsenberg blev til Eisenberg. Og det mærkes hele filmen igennem, at der er andet og mere på spil end bare lysten til at fortælle en god historie. Den kommer fra, og fortælles med, hjertet.
Kunsten at give slip
En af filmens mest rørende scener er således fætrenes antiklimaktiske møde med bedstemorens hus. De har begge på hver deres måde forestillet sig en følelsesmæssig reaktion, måske ligefrem en smule katharsis. Men det, de møder, er bare en dør, der kunne have været en hvilken som helst dør.
Den betyder ikke noget. Den er ikke vigtig. Og hvad gør man så med sin forestilling om den store pilgrimsrejse for at hylde den bedstemor, der kun lever videre i minderne? Scenen er optaget foran et hus, der tidligere har tilhørt Jesse Eisenbergs familie.
Et besøg i koncentrationslejren Majdanek gør både skuespillerne på lærredet og publikum stumme. Og viser, hvor fermt Jesse Eisenberg tackler en fortælling, der bevæger sig på hele spektret – fra det nærmest fjollede til den allerstørste alvor.
I det hele taget er ’A Real Pain’ en både rørende og utroligt nænsomt fortalt historie om familie, fortid og forskellighed. Om den private smerte overfor den store, almenmenneskelige og historiske. Om at rumme – både følelser og andre mennesker, der måske ikke er som en selv. Og om at give slip på tyngende arv, forventninger til andre og sig selv – og alle de fordomme, vi ikke engang ved, at vi bærer med os. Og se. Bare virkelig se. Verden og hinanden.
Komedie og tragedie
De to fætre kommer vidt omkring på deres rejse, der foregår som en gruppetur med en lille flok andre individer, der alle har deres grunde til at tage til Polen og se gamle kirker og koncentrationslejre. Grunde, der skaber en stærk følelsesmæssig klangbund for fætrenes rejse, men også giver anledning til en lang række rørende, sigende og ikke mindst morsomme scener.
For der er masser af kærlig komik i både gruppedynamikken og fætrenes forskelligheder. For hvor David helst vil holde sig lidt for sig selv, indtager Benji fællesskabet med store armbevægelser. Lidt for store, ifølge David. Faktisk mener han til tider, at Benji er inkarnationen af titlens anden betydning: A pain i en vis legemsdel. Hvilket han måske også ville være, hvis han ikke fyldte og larmede med så utroligt stor charme og åbenhed. Og en afvæbnende sårbarhed.
Efter næsten 4 års ventetid: Nu kommer 2. sæson af dansk hitserie endelig
David kan kun se måbende til, mens hele holdet falder på stribe for Benji, der er alt det, han selv prøver så hårdt på ikke at være. Og som selvfølgelig heller ikke er hele sandheden om Benji. For bag de store manerer og de mange højlydte meninger gemmer han en omend endnu større smerte end David. En smerte, der måske er det, der skal til for at føre fætrene sammen igen.
Værd at holde øje med
Jesse Eisenberg er bedst kendt som skuespiller i film som ’The Social Network’ og ’The Squid and the Whale’. Typisk gør han sig i roller som nørdede, akavede typer med social angst. Men også med en skæv humor. Men Jesse Eisenberg er også både manuskriptforfatter, dramatiker og instruktør. Han debuterede som filminstruktør med ’When You Finish Saving the World’ i 2022, og med ’A Real Pain’ slår han fast, at han er et fortælletalent, det er værd at holde øje med.
Han er også god i rollen som David, men ligesom på grupperejsen er det Kieran Culkin, der stjæler opmærksomheden med sit følsomme, rørende, sjove, vilde og mangefacetterede portræt af Benji, der allerede har indbragt ham en lang række priser – senest en Golden Globe.