"Søstre" af Renée Toft Simonsen - afsnit 2

I første afsnit fik Katrine næsten et raserianfald, da hun fandt ud af at hendes lillesøster Alberte havde flyttet sine to børn, Lola og Lukas, over på samme skole som Katrines to døtre, Karla og Mille. Katrine føler, at Alberte maser sig ind i hendes liv - og hun orker ikke at forholde sig til Alberte og hendes, i Katrines øjne, rodede liv. Alberte er fraskilt og bor alene med sine børn, hun kærester med Adam og fester gerne, mens børnene er alene hjemme.
Katrine og Alberte husker deres barndom noget forskelligt, og Katrine var fars pige - mens hun altid har følt, at moren elsker Alberte højere. Det forpester deres forhold - derfor sagde Katrine også nej til at passe Lukas fredag aften, fordi hun skulle have gæster…

Historiens hovedpersoner:
Katrine, 35: folkeskolelærer, gift med Torsten og mor til Mille på ni og Karla på syv.
Alberte, 32: Lillesøster til Katrine. Frisørelev, fraskilt og mor til Lola på 12 og Lukas på otte, og kæreste med Adam, 26.
Gerda: mor til Katrine og Alberte.

Alberte lagde røret på. Katrine var som sædvanlig en nar. Hvorfor kunne Lukas ikke være der, bare fordi de skulle have gæster? Hun vidste fra deres mor, at det kun var Bettina og Peter, der skulle komme. Hun råbte ud i lejligheden. "Lola, du bliver nødt til at blive hjemme." Lola kom til syne i stuen. "Hvad ..?" Hun kiggede på sin mor, som om hun havde fået en hjerneblødning.
"Jeg har aftalt det - du havde da sagt ja," sagde hun. "Ja men det kan ikke lade sig gøre alligevel. Alberte kiggede hårdt på sin datter. "Det står ikke til diskussion, du kan tage over til Mathilde i morgen i stedet for."
"Jamen, det er i aften, de andre kommer."
Lola bed sig i læben, hun kendte sin mor - med det udtryk, hun havde i ansigtet, stod beslutningen ikke til at ændre.
"Jeg gør det alligevel, og du kan ikke stoppe mig," råbte hun pludselig højt og frustreret.
"Prøv mig," sagde Alberte hårdt.
"Men hvorfor må jeg ikke?" råbte Lola, hendes verden lå i grus.
Hun var 12 år, veninder betød alt. Skulle de andre være sammen uden hende?
Alberte vendte ryggen til og trykkede på startknappen på dvd-remoten. Hun var træt og midt i "Venner", det, ungerne kaldte en herre-yndlingsserie.
Lola lod sig ikke anfægte af hverken Albertes ryg eller "Venner" for fuldt skrald.
"Jeg vil, jeg vil, jeg vil!" skreg hun ophidset, med dirrende underlæbe.
"Du skal ikke bestemme over mig ... jeg gør det alligevel," blev hun stædigt ved.
"Nu klapper du i, ellers ..," snerrede Alberte.
"Ellers hvad ..?" råbte Lola og stampede i gulvet.
Lukas stod i døråbningen og kiggede opgivende på sin mor og søster. Han gik i anden klasse, og det var tredje gang, han skiftede skole. Han turde nok aldrig gøre det, Lola gjorde - hverken råbe ad deres mor eller ikke gøre, hvad hun havde sagt, han skulle.
Om morgenen havde Lola slet ikke taget bussen den rigtige vej. Det var derfor, han var kommet for sent ... han kunne ikke finde ud af, hvor han skulle stå af. Der var en flink mand, der havde hjulpet ham, heldigvis, ellers var han nok blevet væk!
"Ellers hvad?" råbte Lola.
Alberte vendte sig rundt som et lyn.
KRONSJ!

Lukas nåede ikke at reagere, kaffekoppen splintredes tæt ved hans ansigt. Han blinkede kun et hurtigt blink, som om det var helt normalt med en kop susende forbi øret.
Alberte kiggede rasende og træt på sine børn.
"Skrid så med jer, det bliver, som jeg har bestemt. Og du kan godt glemme det - du bliver hjemme i aften, sådan er det bare!"
Lola havde fået tårer i øjnene.
"Det er uretfærdigt, vi skal jo ikke noget."
"Skrid så ... og for resten har jeg ringet til Vestermarken i dag og sagt, de skal smide dig ud, hvis du kommer igen!" snerrede hun, hvorefter hun skruede op for fjernsynet.
Lola vendte rasende om og gik forbi Lukas. Projektet var håbløst.

Som i trance gik Lukas bagefter. Uden at han ville det, løb tårerne ned ad hans kinder. Han var ikke blevet ramt, hvorfor græd han?
"Lola, må jeg godt komme ind til dig?" spurgte han.
Han holdt sig med vilje på den rigtige side af døren. Lola havde smidt sig på sengen og tændt for fjernsynet.
"Hvad tuder du for?" sagde hun hårdt.
"Jeg tuder ikke."
"Godt, for så skal du ikke komme herind. Jeg vil ikke have noget som helst tudemarie, er det forstået?"
"Må jeg så komme ind, hvis jeg ikke gør?"
"Ja, ja," sukkede hun.
"Men sæt dig på gulvet, jeg gider ikke have dig i min seng."
Lukas gik ind og satte sig på gulvet ved siden af sengen. Tårerne blev ligesom ved med at løbe, men han sagde ikke en lyd.
Lola rakte ud og strøg ham over håret.
"Er du sulten?"
Lukas nikkede.
"Jeg kan smøre nogle madder til dig om lidt, okay?"
Lukas nikkede tavs.

Alberte vågnede med et sæt. Fjernsynet kørte i baggrunden. Hun kiggede ned ad sig selv ... hun havde stadig tøjet på, sveden løb mellem hendes bryster. Hun tog sin mobil, klokken var over tolv. Lejligheden var stille. Så ringede det igen på døren, flere gange efter hinanden, utålmodigt. Det måtte være det, hun var vågnet af. For fanden da. Hun skyndte sig ud i gangen. Døren ind til Lolas værelse stod på klem, hun kiggede ind. Lukas sov på en madras på gulvet, Lola så et eller andet i fjernsynet. Alberte stak hovedet ind.
"Du skal slukke nu, det er sent." sagde hun.
Lola svarede ikke. Dørklokken ringede igen, mange gange efter hinanden. Som om nogen havde stillet sig på den.

Sluk, sagde jeg ... og du bliver herinde, har du hørt det?" sagde Alberte hårdt.
Lola svarede stadig ikke.
Alberte knaldede døren i.
"For helvede, du vækker ungerne," hvislede hun, da hun åbnede døren.
Udenfor stod Adam og så gudelækker ud som altid. Alberte kunne ikke lade være med at smile.
"Hvorfor kommer du først nu?"
Han smilede lidt fjoget tilbage, svajede og tog fat i karmen. Han var tydeligvis skæv eller fuld ... måske begge dele ...
"Jeg skulle lige noget først. Fandt du en barnepige?"
Alberte rystede på hovedet.
"Min mor kunne ikke, og min søster er en total nar. Jeg skal også på arbejde i morgen ..."
"Kom nu, det er nede i klubben, og de har fået fat i et eller andet sindssygt band ..."
Alberte tøvede lidt.
"Jeg bad faktisk Lola blive hjemme, hun kan godt se efter den lille."
"Sover de ikke?"
Adam trådte ind i entreen, tog fat om Albertes røv og trak hende ind til sig. Hun grinede kælent.
"Kom nu, det er fredag."
"Vi har lang lørdag i morgen."
Adam tog hende under hagen og kiggede hende dybt i øjnene.
"Kom nu ... tag en af de her, jeg lover dig, du får det godt."
Adam satte pillen mellem fortænderne. Alberte tøvede et øjeblik, så trak hun hans ansigt ned til sit og kyssede ham hårdt.

Lola hørte døren smække. Hun skruede ned for fjernsynet og lyttede ud i rummet. Det var, som om lejligheden summede af sig selv, når der ikke var nogen lyde. Det var uhyggeligt. Lola skruede op igen, forsøgte at koncentrere sig om filmen, uden held, skærmen lignede en myretue. Hun zappede lidt, kørte gennem alle kanaler, der var over 70 af dem. På nogle af dem solgte de porcelæn og smykker, på andre var der folk, der konkurrerede og var lede over for hinanden. Hun zappede hen til pornokanalen, det var ulækkert, syntes hun. Alligevel blev hun hængende et par minutter og kiggede på en dame, der var ved at blive bollet af tre mænd på én gang. Lola så på det, der skete, med nysgerrig afsky. Pludselig var det, som om hun hørte en lyd. Hun skruede ned for fjernsynet igen, lyttede intenst.
Hun puffede til Lukas: "Lukas vågn op, vi er alene hjemme, vågn op." Men han var ikke til at få liv i, Lola måtte hive dynen af ham og sparke lidt til ham, før han åbnede øjnene.
"Hey, vil du ikke sove i min seng?"
Lukas så forvirret på sin søster, der hang ind over ham.
"Kommer du ikke herop."
Han kravlede op i sengen og lagde sig i fodenden.
"Hvad ser du?"
"Porno."
"Ad, det er ulækkert."
Lola zappede videre. Snart sov han, og så var hun alene igen.

Alberte svingede håret frem og tilbage. Hun var helt væk i musikken og bevægelsen. Adam stod overfor og rystede med hele kroppen. Lokalet vibrerede fra den tunge bas. Alle lignede zombier. Alberte kom til at kigge rundt, så grinede hun. Adam grinede med og tog fat i hende. Han holdt hende tæt, mens de svajede sammen fra side til side, kørte hænderne op og ned ad hendes ryg, tog hårdt fat i hendes røv og slikkede hende i ansigtet. Alberte lukkede øjnene. Da hun åbnede dem igen, var det ikke længere Adam, der holdt hende. Hun grinede fjoget, og lænede sig ind til fyren, der holdt om hende. Han var medlem, det vidste hun. Ud af øjenkrogen så hun Adam stå og holde om en anden pige, hun så ung ud. Alberte rev sig løs, hun skulle også hjem, hun skulle snart på arbejde, og måtte hellere se at få lidt søvn. Hun gik over til Adam, tog fat i pigen, han holdt om, og rev hende væk.
"Jeg skal hjem!" råbte hun.
Adam skubbede hendes hånd væk og greb efter den anden pige, han grinede fjollet.
"Jeg går altså nu!" råbte hun og vendte ryggen til.
Hun fandt sin frakke i et hjørne og tumlede ud i nattekulden.
Der stod motorcykler overalt, kæmpe maskiner. Alberte elskede motorcykler, farten, det rå look, den hårde maskuline omgangsform, manglen på frygt.
"Vent!" råbte Adam bag hende.
Alberte smilede for sig selv, hun vidste nok, hvordan den kage skulle skæres. Hun standsede ikke, fortsatte bare væk fra molen og lugten af fisk.
"Vent, for helvede!" råbte han igen.
Hun kunne høre, han nærmede sig. Han var nem, Adam, som en lille dreng.

Så må du godt sætte dig hen til vasken," sagde Alberte blidt.
Hun kunne næsten ikke stå på sine ben, trætheden var overvældende. Heldigvis var det den sidste kunde, hvilket hun var taknemmelig for, det havde været en dødssyg dag. Hun lavede ikke andet end hårfarve og reflekser og så vask dagen lang, hun var sgu da parat til at klippe. De havde sagt, hun selv skulle skaffe kunder til klipninger, og at hun skulle klippe til halv pris det første år ... det syntes hun var latterligt. Hun kunne sagtens klippe de tynde totter, hvad var det lige, der var så svært ved det.
"Alberte, der er telefon ..."
"Hvem er det?"
"Det er din søster."
"Kan du ikke sige, jeg ringer tilbage, når jeg er færdig."
Alberte kiggede på kunden.
"Skal du have en hårkur?"
"Øh, jeg synes, mit hår klasker sammen efter sådan en kur, det bliver næsten for blødt."
Alberte forsøgte at smile.
"Jamen, det er godt for håret, det er nærende, og der er ingen parabener i. Det er fyldt med vitaminer, og hårbunden bliver tør, når man farver."
Alberte satte håndklædet fast i nakken, og rodede lidt rundt i kundens hår.
"Det har taget godt imod farven. Men det bliver altså noget tørt af det."
Kunden rynkede brynene og mærkede selv i håret.
"Jamen, så giv mig bare en kur. Hvad er det, den koster?"
"250 kroner ... men den er virkelig helende for både bund og spidser."
Kunden smilede.
"Hvad pokker, man skal også være lidt god ved sig selv en gang imellem."
Alberte nikkede ivrigt.
"Det er lige mit motto," sagde hun og fyldte hænderne med hårkuren.
Selvom det af og til var kedeligt, elskede hun at røre ved andres hår, give massage og få kunderne til at føle sig godt tilpas. Da hun var barn, vidste hun ikke noget bedre, end når hun fik lov at sætte Katrines hår. De havde haft det sjovt sammen dengang, før Katrines tavshed havde lagt sig som en slimet slange imellem dem.
Alberte kiggede ned på kundens ansigt, der var blevet blødt under hendes massage.
"Skal jeg farve dine bryn og vipper, mens kuren sidder i?"

Moster har ringet," sagde Lukas, i samme øjeblik Alberte trådte ind ad døren.
Kors hvor var hun færdig.
"Tre gange," fortsatte Lola.
Alberte kiggede på sin mobil, hun havde også ringet på den, der var fire uhørte beskeder.
"Hvad skal vi have at spise, jeg er sulten," sagde Lukas.
Alberte kiggede rundt, alt flød, stuen lignede en losseplads.
"Hvor ser her ud, hvad har I lavet hele dagen? I ved godt, I skal rydde op, inden jeg kommer hjem!"
"Det er dit eget rod, vi har kun brugt de her to tallerkener og de her to glas," svarede Lola og pegede på de ting, de havde brugt.
"Kan du ikke bare rydde op, uden brok, for en gangs skyld? For pokker, Lola. Jeg har arbejdet hele dagen, jeg er træt."
Ingen af børnene rørte på sig. Alberte slukkede hidsigt for fjernsynet.
"Få så ryddet op, NU!"
Lola og Lukas gik i gang med at bære ud. Telefonen ringede. Lukas løb hen og tog den.
"Det er moster igen."
Alberte satte pegefingeren op foran munden.
"Sig, jeg ikke er kommet hjem endnu," hviskede hun.
"Du får hende lige," sagde Lukas ind i røret.
Alberte sendte ham et dræberblik, før hun tog telefonen.
"Hey, hvad så?"
Lukas gik ud i køkkenet, Lola blev stående og lod, som om hun rystede sofapuderne.
"Næ, det synes jeg da ikke, hvorfor siger du det ..? Det må jeg sgu da selv bestemme, det er jo for fanden ikke din private skole vel? Hold nu kæft, Katrine, det her er altså ikke noget, du kan styre, forstår du det. Du kan ikke bestemme, hvor mine unger skal gå i skole, vel ... Lukas blev mobbet, Vestermarken er et hul, og det ved du også godt ..."
Alberte viftede til Lola om at bringe hende en smøg. Lola hentede tasken. Alberte fiskede en pakke smøger ud.
"Det tænkte jeg ikke på, men hvad kommer det også folk ved ... Det er der da ikke noget mærkeligt i, hvor er du latterlig. Altså du tænker altid kun på, hvad andre folk siger, ved du selv, hvor langt ude det er? Hvad kommer det mig ved, hvad de tænker, som om jeg ikke er ligeglad ..."
Der var en lang pause, så sagde Alberte opgivende;
"Ja, vi ses ..."
Hun knaldede røret på og smilede skævt til Lola.
"Moster synes ikke, det er så god en idé, at I går på Søndervangsskolen."
Hun tog et dybt sug af smøgen.
"Du må ikke ryge herinde, Lukas har astma," sagde Lola afmålt.
"Hold nu din kæft ... mini-Katrine," sagde Alberte udmattet.
Alligevel gik hun ud på altanen. Luften føltes kold og klam, og alle huse lignede hinanden på en prik, den eneste forskel var farven på vasketøjet eller bilen i garagen. Alberte gabte, det var lige til at blive deprimeret af.

Jeg gider gerne, jeg synes, hun er sød," sagde Lukas, han sad parat i sofaen med sin pakkede taske for foden.
"Jeg synes, hun er billig," sagde Lola og foldede armene over brystet.
"Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad du synes om hende, for de henter jer om lidt. Og sådan bliver det. Jeg trænger til at få lidt fri," afbrød Alberte.
"Fri fra os?" spurgte Lukas.

I det samme ringede det på døren. Lukas løb ud og åbnede døren. Han hoppede op på sin far, der tog imod og gav ham et kram.
"Hva' så, mester, er I klar til Vandland?"
"Ja-a-ah!" råbte Lukas.
"Birgits børn skal også med, dem skal vi lige hente først."
Alberte og Lola kom ud i gangen.
"Hej Malthe," sagde Alberte til sin eksmand.
"Jeg hørte det godt, jeg vil ikke med så," sagde Lola tvært.
"Selvfølgelig skal du det," sagde Malthe.
"Du har ikke noget valg ... desuden gider jeg ikke bruge min weekend på at se dig sidde og surmule," sagde Alberte og kiggede surt på Malthe.
"12 år, hun er vist gået tidligt i puberteten. Har du fået arbejde, siden i skal i Vandland?"
"Næ, det er Birgit, der giver," mumlede han.
"Hmm, hvor tager I hen?"
"Vi tager LaLandia i Billund. Hent din taske, Lola."
Lola gik efter tasken.
"Okay, kig nu efter dem, ikke? Ikke for mange øl, Lukas svømmer ikke så godt ... Kan I have det fedt!" sagde Alberte og gik ind i stuen, satte sig foran fjernsynet og tændte det.
"Hej mor!" blev der råbt fra entreen.
Alberte zappede lidt rundt.
"Hey, ha' det nu fedt, vi ses på onsdag."
Døren smækkede, Alberte lod sig synke ned i sofaen. Hendes mobil ringede.
"Du kunne da i det mindste rejse dig og sige ordentligt farvel."
Malthes stemme var bebrejdende.
"Jeg sagde da farvel," sagde hun hidsigt.
Malthe sukkede højt og afbrød forbindelsen uden yderligere kommentarer.

Alberte kiggede i spejlet, hun smurte mere foundation på. Man kunne godt se, hun ikke var 20 år længere, der var brug for et godt lag. Små fine rynker omkring øjnene, og furen, der gik fra næse til mund, var helt klart blevet dybere. Hun forsøgte at fylde linjerne ud, så godt hun kunne. Måske skulle hun få lavet sine øjne? Hun kiggede ned ad sig selv. Han var ret dygtig, doktor Frandsen, hendes bryster havde aldrig været flottere, ikke engang da de var nye og sad oppe under hagen. Men 32 var ingen alder, det var jo også bare, fordi Adam kun var 26, hun overhovedet fik de tanker. Hun trak lidt op i sine øjenlåg, det ville nu være pænt, og så kunne hun få suget fedtet ud under brynene. Hun havde hørt, det var super nemt - man tog af sted, og et par timer senere var man så god som ny.
Det ringede på døren. Alberte løb ud og åbnede uden at dække sig til. Hendes bh var sort og gennemsigtig. Adam smilede stort, og kiggede sultent på hende.
"Hvad fanden, skal du tirre en sulten mand?"
Alberte nikkede kælent.
"Jeg skal bare lige være færdig med min makeup. De andre kommer om en time."
Hun gik tilbage til badeværelset. Adam fulgte hende lige i hælene, mens han snakkede løs.
"Det har været en lang dag, alt gik galt. Det har pisset ned konstant, cementen blev ved med at blive for tynd, herre besværligt og min mester var i det ondeste humør."
Alberte smilede.
"Din stakkel."
Adam rystede på hovedet.
"Fuck, hvor er du lækker i det undertøj."
Han tog fat om hendes bryster bagfra, hev bh'en ned og klemte hårdt om brystvorten.
"Uhm, du behøver vist ikke stakkels mig."
"Av, ikke så hårdt," stønnede Alberte.
Adam slikkede hende i øret bagfra.
"Hold nu kæft." Han trak hendes trusser ned om knæene og stak en finger op i hende.
"Av, kunne du ikke kæle lidt først, jeg er knastør, din idiot!" vrissede hun.
Han bed hende hårdt i nakken og trak sine egne bukser ned. Så kom han op i hende bagfra. Alberte forsøgte at lægge den sidst makeup.
"Tag det roligt, for fanden, jeg sagde jo, jeg lige skulle være færdig."
"Buk dig lidt forover, det er besværligt, når du står oprejst."
Adam pressede hende hårdt i ryggen, Alberte lagde penslen fra sig.

Jeg tror, du skal spørge om lov, før du gør det der, Adam er den hidsige type," snøvlede Alberte.
Mikkel, en stor og bred fyr fra klubben, havde presset hende op ad køkkenskabet, samtidig med at han holdt hende fast ved at klemme sin hånd op i hendes skridt. Han kørte langsomt frem og tilbage uden på bukserne. Alberte lukkede øjnene. Der var mennesker overalt, det kunne der jo ikke ske noget ved.
"Skal du have et hvæs?"
Alberte nikkede og åbnede øjnene.
"Hvad så, Britt, er du her også ..," grinede hun.
"Det var Alexandra, der sagde, jeg bare kunne gå med. Fuck, hvor er her mange mennesker."
Alberte nikkede. Mikkel kiggede nedladende på Britt.
"Stik hende nu den joint og kom videre."
"Rolig nu ... tror du ikke hellere, du skulle holde hænderne for dig selv, Mikkel," sagde Britt.
"Bland dig udenom."
Alberte begyndte at grine, de var latterlige. Mikkel klemte hårdt om hendes kusse.
"Av for fanden da."
Alberte stak ham én på skrinet.
Han grinede.
"Nå, så du kan lide det rough, det tænkte jeg sgu nok."
Han tog fat i begge hendes hænder og låste dem fast med én hånd, bag hendes ryg.
"Flyt jer lige, jeg skal have noget i køleskabet", var der én, der sagde.
Mikkel rykkede dem begge to lidt. Der lød et ordentligt brag inde fra stuen.
"Hvad var det?" spurgte Alberte omtåget.
"Ikke noget," sagde Mikkel og lænede sig ind for at kysse hende. Hun drejede hovedet.
"Stop nu, hvis Adam ser dig, bliver han tosset."

Vi bliver nødt til at tage ham med på stationen," sagde den ene betjent.
Alberte stønnede.
"Lad være, det var et uheld, sagde jeg jo."
"Den anden er kommet slemt til skade, hvis han vil anmelde sagen, bliver vi nødt til at have ham dér i forvaring," sagde betjenten.
Alberte kiggede bedende på betjenten.
"Men det var jo ikke ham, der startede, han forsvarede mig bare. I forstår ingenting."
Hun tog fat i betjentens arm, han måtte da forstå, det ikke var Adams skyld. Betjenten fjernede bestemt hendes hånd.
"Enten så sætter du dig ned og forholder dig i ro nu, ellers ryger du med ind, er det forstået?".
Alberte satte sig og skulede over mod Adam. Han sad med bøjet hoved, som om han sov. Der var glasskår overalt, alle var smuttet, da politiet kom. Ambulancen var kørt med Mikkel, han kom ikke til at snakke igen foreløbig. Alberte var sikker på, hans kæbe var brækket. Hun skuttede sig, den ene betjent havde åbnet altandøren og alle vinduer for at lufte ud. Der stank også virkelig dårligt. Alberte havde brækket sig da Adam slog hende i maven. Hvorfor gjorde han også det, det var Mikkel, der var en idiot. Hvis han havde passet på hende og ikke haft så travlt med alle andre, var det her aldrig sket. Hun kiggede over på Adam.
"Adam ... Ada-am!"
Han løftede hovedet.
"Jeg mister mit job, hvis jeg kommer ind at sidde, du må tage op på hospitalet og snakke med Mikkel i morgen tidlig, forstår du det?"
Alberte nikkede.
"Ved du, hvad du skal sige?" Alberte nikkede igen.
Den anden betjent rystede på hovedet.
"Du leger med ilden, det er jo ikke første gang, det her. Hvis du vil vidne, kan vi beskytte dig."
Alberte rystede på hovedet.
"Den idiot var selv ude om det, det var ham, der begyndte, " svarede hun hårdt.

Heartbreaker ... couldn't you be just a little more kind to me-e-e ..." Alberte nynnede svagt, mens hun ryddede op. Det var håbløst, lejligheden lignede et bombekrater. Hun kiggede op i loftet, pludselig havde hun lyst til at ringe til Katrine, bede om hjælp. Katrine ville hurtigt kunne få lejligheden på benene igen. Men hun vidste, det var umuligt. Det var mange år siden, de var holdt op med at hjælpe hinanden.
Alberte så Katrines ansigt for sig og kunne næsten lugte kælderens klamme mørke. Dér hvor de altid sad og holdt hinandens hænder, når det blev for svært at være i huset på Kastanjevej. Katrine havde forgudet deres far, hun så ikke, at det var ham, den var gal med. Hans skyld, deres mor havde så mange skrammer på armene.
Dét var stoppet for mange år siden, men da var det ligesom for sent. Alberte havde forsøgt at tale om det mange gange, men Katrine nægtede at høre.
Alberte kiggede rundt og gav op. Hun gik ud i entreen, låste døren for en sikkerheds skyld og tumlede i seng.
Der lugtede grimt i soveværelset, som om en eller anden også havde kastet op derinde. Hun tændte lyset, gik hen og åbnede vinduet, der var ikke umiddelbart noget at se. Hun orkede ikke at lede. Slukkede lyset igen, gik ud og lukkede døren. Hun lagde sig i Lolas seng og tændte vågelyset. Det var rødt, med en Ole Lukøje-skærm. Den havde Malthe købt til hende, da hun var helt lille. Lola havde været bange for mørke. Måske var alle børn bange for mørke? Alberte lukkede øjnene og tænkte igen på Katrine. Hvornår var hun egentlig blevet så fisefornem? Hendes hjem skinnede som en julekugle året rundt. Hun havde faktisk spurgt, om Alberte og ungerne kom til jul, men Alberte var ikke sikker på, hun orkede det. Desuden havde hun ikke spurgt direkte, det var deres mor, der havde formidlet invitationen. Katrine mente det heller ikke, det vidste hun jo godt. Torsten var nu sød nok, han gjorde jo bare alt, hvad Katrine bad ham om. Og Mille og Karla var ret skønne. Hvis Katrine ikke skulle være der, kunne det være hyggeligt. Men hvor skulle de ellers holde jul? Alberte åbnede øjnene igen, alt kørte rundt for hende, hun var svimmel, havde det, som om hun skulle kaste op igen. Hun havde slået hovedet, da hun væltede ind i reolen, hun lignede sikkert noget, der var løgn i morgen, måske skulle hun bare gå ud og kaste op med det samme? I morgen ville hun farve sit hår, ja, det var jo dét hun trængte til, lidt farve.

Du får en lille smagsprøve på næste uges afsnit her:
Følg med i næste uge, hvor Katrine og Alberte skal hjem til deres mor til familiemiddag. På menuen er flæskesteg, som siden barndommen har været en kilde til uvenskab, for Alberte spiser kun svær, og det får hun lov til, noget der provokerer Katrine enormt - absolut et udtryk for slet skjult forskelsbehandling i Katrines øjne. Og hun lider ikke i stilhed, men konfronterer Alberte med hendes manglende evner til at være en god mor, finde et ordentligt job for slet ikke at tale om en kæreste, andre kan holde ud ...