Streaming - ugens tv-serie: "Savnet"
Spot på streaming - Ny svensk tv-serie
Ved nytårstid havde den svenske krimiserie "Savnet" premiere på steamingtjenesten C More. Det er tjenestens første egenproducerede serie, og der er flere på vej. "Savnet" lægger sig tæt op ad de skandinaviske krimier og i fire afsnit.
En lille bys hemmeligheder
Forestil dig at køre tilbage til din hjemby i snevejr og med din hest i en trailer spændt på din bil.
Stemningen er lige fra begyndelsen intens på den helt rigtige måde i det svenske krimidrama ”Savnet”. Helena Bergström er politikommisær Maja Silver, og det er hende og hendes hest, der sætter kursen mod den lille by, hvor hun er vokset op, og som hun siden har forladt til fordel for en karriere i Stockholm.
Unge kvinder forsvinder
Maja regner med at skulle bruge sin tid på personlige anliggender og ikke mindst på at knytte stærkere bånd til sin datter Rebecka, men snart er hun hvirvlet ind i et dramatisk begivenhedsforløb. For liget af en ung kvinde er blevet fundet, og snart forsvinder en anden. Og Maja får travlt med at afdække den lille bys mange hemmeligheder for at finde ud af, hvad der er sket med de unge kvinder.
”SAVNET”, 1. sæson, C More
Læs SØNDAGs guide til streaming her
Serie-nyheder
THE LEFTOVERS: Hvordan ville du reagere, hvis en del af jordens befolkning pludselig forsvandt uden forklaring? Tredje og sidste sæson af det spændende drama kan fra i dag ses på HBO Nordic. På rollelisten ses bl.a. Justin Theroux og Liv Tyler.
VEEP: Er du til storpolitik og satire, så er det meget sandsynligt, at du vil elske komedieserien ”Veep” med Julia Louis-Dreyfus i hovedrollen som Selina Meyer, USA’s vicepræsident. Sjette sæson kan ses i dag på HBO Nordic og C More.
FARGO: Torsdag vender kultserien tilbage med tredje sæson. Denne gang med en helt uigenkendelig, overvægtig Ewan McGregor i en dobbeltrolle som brødrene Emmit og Ray Stussy. HBO Nordic.
GIRLBOSS: På fredag er der premiere på komedieserien Girlboss. Serien, der er inspireret af Sophia Amorusos bestseller ”#Girlboss”, handler om Amoruso, spillet af Britt Robertson, der som 22-årig begyndte at sælge vintagetøj på eBay. Som blot 28-årig havde Amoruso opbygget et modeimperie og millionforretning under navnet Nasty Gal. På Netflix fra på fredag.