‘Sult’ er hylende morsom og så brutalt ærlig, at det gør ægte ondt

Forelskelse og vanvid er to tilstande, der ligger faretruende tæt op ad hinanden. Man er syg af kærlighed i den indledende fase, hvor man er decideret viklet ind i hinanden, og det faktum giver lejlighedsvis både tunnelsyn og dårlig dømmekraft. Sådan er det vel for alle dugfriske par.

Men hvad gør det ved hvedebrødsdagene, hvis den ene part også bringer børn med ind i forholdet, og det tilmed viser sig at være mere end svært den dag, de forelskede forsøger at få deres eget kærlighedsbarn?

Det er netop, hvad ‘Sult’ handler om. Forfatteren Mia (Rosalinde Mynster) har hang til uforpligtende forhold til ret unge fyre, men da hun gennem fælles venner bliver introduceret til Emil (Joachim Fjelstrup) til sin egen bogreception, sker der noget.

Først er Mia lidt betænkelig ved denne “gamle, mærkelige” mand, der ovenikøbet er far. Men da hun først giver sig hen til et rigtigt stævnemøde, er der ingen vej tilbage. De to bliver stormende forelskede.

Duoen Ditte Hansen og Louise Mieritz, står bag filmen, der er baseret på Tine Høegs roman af samme navn, og de har formået at lave en oprigtigt virkelig sjov og spændende film om – trommehvirvel – fertilitetsbehandling.

Bare det at skrive eller sige ordet højt, fertilitetsbehandling, får jo nærmest luften til at gå ud af ballonen. Fordi hey, hvordan kan inseminering, sædprøver og hormonindsprøjtninger egentlig være seværdigt?

Men svaret er altså, at det kan det, og det kan endda være helt enormt vellykket. Det alvorlige emne til trods skinner Ditte Hansen og Louise Mieritz’ humor nemlig klart igennem, særligt i dialogerne mellem karaktererne, og hvordan disse i øvrigt er typecastet.

“Er det så bare en rigtig kvindefilm?” vil nogen nok – fordomsfuldt – spørge. Men det er det absolut ikke. Jeg vil vove at påstå, at ‘Sult’ er underholdende for alle uden undtagelse, uanset køn og erfaringer med fertilitetsbehandling. For filmen formår at svinge sig op på nogle ganske universelle klinger flere gange undervejs.

Usædvanlig god kemi

‘Sult’ oser af en helt usædvanlig kemi. Forelskelsen mellem Mia (Rosalinde Mynster) og Emil (Joachim Fjelstrup) er sjældent troværdig. Det er oprigtigt talt imponerende, hvordan de får deres endorfiner til at ose ud gennem skærmen.

Samtalerne er lette og naturlige. Som da Mia spørger, om Emil er sådan en, der sidder med en lille børste og finder gamle ting i Egypten, fordi han er arkæolog, og han svarer: “Nej, det er mere noget med en skærmbrille og et excel-ark på Glyptoteket.”

Kemien er imidlertid ikke kun særlig for de to, den går igen på hele castet, der over hele linjen leverer sjove, ærlige og troværdige dialoger. Venskabet mellem Mia og hendes hjerteveninde (Sara Fanta Traore) og sin redaktør Rikke (Mille Lehfeldt) er lige så oprigtigt og fuld af god kemi, og det samme er forholdet mellem Mia og hendes bror (Magnus Haugaard).

Bare det at skrive eller sige ordet højt, fertilitetsbehandling, får jo nærmest luften til at gå ud af ballonen. Fordi hey, hvordan kan inseminering, sædprøver og hormonindsprøjtninger egentlig være seværdigt?

Men svaret er altså, at det kan det, og det kan endda være helt enormt vellykket. Det alvorlige emne til trods skinner Ditte Hansen og Louise Mieritz’ humor nemlig klart igennem, særligt i dialogerne mellem karaktererne, og hvordan disse i øvrigt er typecastet.

“Er det så bare en rigtig kvindefilm?” vil nogen nok – fordomsfuldt – spørge. Men det er det absolut ikke. Jeg vil vove at påstå, at ‘Sult’ er underholdende for alle uden undtagelse, uanset køn og erfaringer med fertilitetsbehandling. For filmen formår at svinge sig op på nogle ganske universelle klinger flere gange undervejs.

Usædvanlig god kemi

‘Sult’ oser af en helt usædvanlig kemi. Forelskelsen mellem Mia (Rosalinde Mynster) og Emil (Joachim Fjelstrup) er sjældent troværdig. Det er oprigtigt talt imponerende, hvordan de får deres endorfiner til at ose ud gennem skærmen.

Samtalerne er lette og naturlige. Som da Mia spørger, om Emil er sådan en, der sidder med en lille børste og finder gamle ting i Egypten, fordi han er arkæolog, og han svarer: “Nej, det er mere noget med en skærmbrille og et excel-ark på Glyptoteket.”

Kemien er imidlertid ikke kun særlig for de to, den går igen på hele castet, der over hele linjen leverer sjove, ærlige og troværdige dialoger. Venskabet mellem Mia og hendes hjerteveninde (Sara Fanta Traore) og sin redaktør Rikke (Mille Lehfeldt) er lige så oprigtigt og fuld af god kemi, og det samme er forholdet mellem Mia og hendes bror (Magnus Haugaard).

De spiller alle sammen, så man bliver skrællet af og flyder med. Man mærker skuespillerne. Det gør således fysisk ondt, når Mia får et angstanfald med gråd og med snot, fordi hormoner og humørsvingninger bliver for meget. Ligeledes griner man sådan ægte, når veninderne får voksenskældud af gusmesteren i saunaen, fordi de ikke kan lade være med at snakke.

Den veloplagte dialog gør generelt, at filmen er til at være i. For ‘Sult’ til tider er brutal – og på den måde meget lidt Netflix-agtig – fordi den går helt tæt på hormonsprøjterne og sædprøverne; sexlivet, der bliver desperat og systematiseret i det brændende ønske om at få et barn, skuffelserne over, at trusserne endnu engang er røde.

Selvom Mia og Emil er vanvittigt forelskede, ender de i et morads af misforståelser og sårende bemærkninger, der skubber dem ud i øjeblikke af desperation, hvor de råber op om at “have ondt i pikken” og pludselig går op i, hvor meget alkohol, den anden drikker, og hvor stramme dennes underbukser i øvrigt er.

Forholdet er reduceret til alle de nederlag, der skal ædes, tackles og tolereres, og ‘Sult’ giver rent faktisk plads til alle de grimme følelser og mekanismer, der tager over. Følelser, der helt sikkert kan vække genklang for folk, der selv har prøvet at stå på samme sted.

Modig og relevant film

Der, hvor ‘Sult’ virkelig excellerer, er alle de gange, hvor den elegant og med både humor og vid får flettet tabuer og systemkritik ind i handlingen.

Som for eksempel den tabuiserede rolle som bonusmor, der i filmen kækt bliver italesat som et valg mellem at være den onde stedmor eller den søde guvernante, men også gennem det nagende spørgsmål hos Mia: “Er der også plads til mig her?”

Desuden rummer ‘Sult’ en indlejret diskussion af autofiktion. Af forfatteren, der skriver om sit eget liv til glæde og gavn for sig selv og sit publikum, der kan relatere til alle de inderste tanker, men som måske samtidig gør skade på de implicerede fra det virkelige liv.

Og så sender den en vigtig besked om at huske manden i fertilitetsbehandlingen, selvom det er kvindens krop, det mest af alt går ud over. Det bliver billedliggjort gennem den stol, der altid mangler til Emil, når han og Mia skal til konsultation hos fertilitetslægen. Til sidst får det Mia til at skumme over og holde en tale for lægen om, at han ikke kun skal tale til hende, og at de skal stoppe med at reducere manden til en statist, der bare står med en plastickop med sæd i.

‘Sult’ favner altså et væld af forskellige problematikker, men det uden at komme til at emme af oplysningskampagne eller påtaget undervisningsmateriale.

Det er tværtimod en medrivende og modig film, der giver en stemme til de helt utroligt mange danskere (og mennesker i resten af verden), der brændende ønsker sig et barn, men som skal gennem ild og vand for at få et.

Og det er jo noget af det smukkeste ved filmkunsten – og kunsten i det hele taget: Når den formår at lave et spejl for dem, der står plantet i noget, der kan synes svært og ensomt.