Se, lyt & oplev
23. september 2024

'Sygeplejeskolen' afsnit 3: En særlig gæstestjerne stjæler rampelyset

Hvor farlige er birkes egentlig? Er Berit virkelig gravid? Og hvad mente Doktor Jens helt præcist med den der sidste replik? Vi gør status over 3. afsnit i denne sæson af 'Sygeplejeskolen'.
Af: Signe Bjørg Granberg
sygeplejeskolen

Foto: TV2

Obs! Artiklen indeholder spoilers for tredje afsnit af 6. sæson af Sygeplejeskolen, så læs med på eget ansvar.

Det kan godt være, det nyeste afsnit af Sygeplejeskolen ikke er det mest sindsoprivende i mands minde, men vi sidder alligevel tilbage med en følelse af, at der bliver taget nogle beslutninger, som kan blive afgørende for karakterernes videre færd i serien.

Caspar Phillipson som Giro 413-sangfugl

https://imgix.femina.dk/2024-09-23/sygeplejskolen-anmeldelse.JPG

Foto: TV2

Ugens patienthistorie har lidt af en scenestjæler i hovedrollen, nemlig urkomiske Caspar Phillipson, som de fleste nok kender som enten Simon fra Orkestret eller fra de utallige roller som J.F. Kennedy!

Phillipson når ikke samme komiske højder som i Orkestret, men han stjæler unægteligt rampelyset som den feterede Giro 413-sanger Gustav Warberg, der er indlagt med en lidt uigennemskuelig sygdom.

Warberg er ikke meget for at være indlagt, og han skal SLET ikke bede om hverken hospitalsmaden eller at blive plejet af Bjørn, der jo er noget så foragteligt som en mandlig sygeplejerske (hans ord, ikke skribentens!).

Men det skal snart vise sig, at Bjørn faktisk redder Hr. Warbergs liv, da han finder ud af, at Warberg er voldsomt allergisk overfor birkes. Og selv samme birkes har Warbergs kone gudhjælpeme' fodret ham med i stedet for den jammerlige hospitalsmad. Jajks!

Det viser sig, at hustruen lider af Münchhausen-syndromet, eller opmærksomhedssyge, som overlæge Neergaard så mundret kalder det! Krisen dermed afværget, og Warberg reddet på målstregen. Men ikke flere birkes til ham!

Gravid eller ej

https://imgix.femina.dk/2024-09-23/sygeplejskolen-anmeldelse-1.JPG

Foto: TV2

Foruden birkeskrisen har Hr. Neergaard travlt med at indvie den nye anæstesi-observationsstue. Stadig med næsen sat op efter at slå Doktor John på alle de parametre, han kan. Det betyder bl.a. at få understreget, at han og Nina er blevet gift. Igen. Ikke noget, der rigtigt ser ud til at behage Nina dog, der stadig sender lange blikke efter John.

Og de tre er jo som bekendt ikke de eneste, der har fået rodet sig ud i lidt af et trekantsdrama. Berit, Lis og Doktor Friis bakser også stadig med det faktum, at Berit er gravid. Men ER hun nu også det?

"Hun vil da gøre hvad som helst for at få en læge – også påstå, at hun er gravid!" konstaterer Else tørt, og det får Doktor Friis til at ane en mikroskopisk mulighed for at slippe for at skulle være far. Han beder Berit om at få en graviditetstest, så de kan være HELT sikre.

Men ak, hverken Berit eller testen lyver: Hun er gravid. Doktor Friis ligger derfor, som han har redt, som Lis i stærk søstersolidaritet med Berit også påpeger. Og selv om vi egentlig hepper på Lis og Doktor Friis, kan vi ikke andet end at bakke Lis op her. Du må tage din del af ansvaret, Friis!

Skal, skal ikke

https://imgix.femina.dk/2024-09-23/sygeplejskolen-anmeldelse-2.JPG

Foto: TV2

I den modsatte grøft af Friis befinder Peter sig. Han vil for alt i verden gerne stifte familie, og drømmene bliver ikke mindre, da Birgit bliver ansat som Fru Neergaards barnepige.

Birgit afviser dog i første omgang Peters forslag, men kan godt se på det hele, at hun faktisk ikke finder en bedre mand end ham til at stifte familie med. Noget, vi da godt kunne have fortalt hende for længe siden.

Imens nogle bliver klogere på, hvad de skal med deres liv, står det mere sløjt til med andre.

Marie har udlængsler, og inspireret af den engelske sygeplejeelev, Michelle, der er i landet for at besøge Aksel, søger hun om at studere videre i England.

Som udgangspunkt inkluderer rejseplanerne også Bjørn, men Bjørn er noget vævende ved sin beslutning. Øjner man, at han egentlig ikke er sikker på, at Marie er den rigtige for ham?

Pas nu på med ham Jens, Anna!

https://imgix.femina.dk/2024-09-23/sygeplejskolen-anmeldelse-3.JPG

Foto: TV2

Og nu vi er ved at være i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert, er vi ærlig talt lidt bekymrede for Anna.

Hun har brudt med Ole, uden at fortælle forældrene det, og hun er fast forhippet på at slå kløerne i Doktor Jens (og som vi efterhånden har lært af Sygeplejeskolens foregående fem sæsoner, så får Anna som regel det, hun vil have). Men er han nu også et godt valg, ham Jens? Vi tvivler på det med hans afslutningsreplik in mente.

Der kommer et nyt afsnit af Sygeplejeskolen hver søndag på TV 2 Charlie og TV 2 Play.

Læs mere om:

Læs også