Gift ved første blik
3. september 2021

Tåkrummende stilhed og en … knaldekontrakt?! Hvad skete der i denne uges ”Gift ved første blik”

Vi skal lige rette tæerne ud, efter at have set ”Gift ved første blik” i denne uge. Afsnittet bød både på en akavet uenighed om politik og en kontrakt, som ingen burde skrive under på.
Af: Signe Bertram
Gift ved første blik

Foto: DR

I afsnit tre er bryllupperne veloverstået, og nu gælder det bryllupsrejsen – en del af eksperimentet, der før har vist sig at være knald eller fald for parrene (husker i Luna og Anders fra sidste sæson?)

Det perfekte bryllup er nemlig ikke garanti for lykkelige hvedebrødsdage, når de nygifte par skal være alene sammen for første gang.

Ugens afsnit bød på et ”Gift ved første blik”-historisk afsnit, som vil sidde i os i lang (!) tid.

Lad os bare komme i gang.

Pernille og Michael

https://imgix.femina.dk/2021-09-03/pernille-og-michael-2.jpg

I første afsnit efterlod vi lærerparret Pernille og Michael i HØJT humør på bryllupsnatten.

Morgenen efter er vi tilbage på hotelværelset, og tømmermændene har taget over.

I år skal parrene give morgengaver til hinanden. Men hvad køber man lige til en, man aldrig har mødt?

Pernille har været kreativ og lavet sin egen ”guide til min mand”-citatplakat til Michael, så han ved, at når hun spørger: ”Hvad har du af planer for i dag?”, så er det, fordi hun har lagt masser af planer for ham – og hvem ønsker sig ikke sådan en?

Hvis man efter bryllupsafsnittet sad med fornemmelsen af, at Pernille og Michael ville beholde ringene på for evigt, så kunne man godt komme lidt i tvivl efter denne uge.

De får nemlig åbnet en politik-snak i bilen på vej på bryllupsrejse. Og det var svært at se på.

Pernille og Michael går begge to ret meget op i politik – og er ret uenige. Michael er ”ræ-ve-rød” Enhedslisten-stemmer, der ikke bryder sig om meget rige mennesker, og Pernille er blå. Faktisk så blå, at hun havde sat ”stemmer Enhedslisten” på som deal breaker i matchprocessen. Lidt akavet.

Fremme på Samsø prøver Pernille sig dog med et mere ufarligt spørgsmål: Putter du sukker på dine havregryn?

Men en ny svær snak dukker op: Geografi-snakken. For der er godt nok langt fra Horsens til Langeland, og Michael er ikke flytbar på grund af sine børn. Så det ligner, at Pernille må pendle frem og tilbage de næste fem uger, og det er en stor kamel for hende at sluge.

De forsøger igen at få den gode stemning fra brylluppet tilbage med en stor isvaffel, men vi kan godt være liiidt bekymrede for, om Pernille og Michael simpelthen er for langt fra hinanden.

Morten og Mette

https://imgix.femina.dk/2021-09-03/morten-og-mette-2.jpg

Hos Morten og Mette bliver der også givet morgengaver.

Mette har selvfølgelig købt en parfume til Morten, så han kan begynde at samle sammen til sit eget parfumeskab, og så får han også et sæt nøgler til hendes hjem – modigt, når man tænker på, hvad der sker senere i afsnittet.

Deres destination til bryllupsrejsen er Læsø – et sted, som Mette aldrig har hørt om før – og på rejsen griner de videre og tager en lur i tæt omfavnelse på færgen. Alt ånder fred og idyl.

Fremme på strandhotellet bliver der drukket champagne i badekaret, og Morten øser ud af søde ord og komplimenter til Mette. Og det er der måske en bagtanke med …

For i slutningen af afsnittet sker der noget, som fik os til at få aftenkaffen kollektivt galt i halsen.

Morten hiver simpelthen en samtykkekontrakt frem, som han gerne vil have Mette til at udfylde.

Og ikke sådan et kærestebrev fra folkeskolen, hvor der står: Vil du være kærester? Ja, nej eller måske.

Men mere et, hvor der står: Må jeg berøre dine kønsorganer inklusive mellemkød, og vil du modtage analsex? Ja eller nej. Og skriv under i bunden.

Vores indre monolog lød cirka sådan her:

Hvis du også havde MANGE spørgsmål til Morten, om hvad han egentlig tænkte på, så kan du læse meget mere her.

Christina og Michael

https://imgix.femina.dk/2021-09-03/christina-og-michael-2.jpg

Christina har lagt mange dybe tanker bag sin gave til Michael. Det er et symbol på den rejse, de skal ud på sammen, hvor de må huske på, at uanset hvor svært det bliver, så skal det nok blive godt.

Og det er … en hopitimist. Altså sådan en, man køber som gave i sidste øjeblik til en, man ikke kender, fordi de nok har en vindueskarm. Men måske er det ikke skudt helt ved siden af til Michael?

På køreturen til Fanø sidder Michael i førersædet, men vi ville nu gerne have set Christina bag et ret. For hvis man skal tro hende selv, så er hun lidt af en crime rider – sådan en, der kører off road, hvis det er hurtigst og får masser af fartbøder.

Fremme på bryllupsrejsen virker alt til at være fredeligt og harmonisk.

De får lynhurtigt lavet en arbejdsfordeling, hvor Christina styrer planlægningen af aktiviteter benhårdt, og Michael læner sig tilbage og siger: ”Det er så godt, du lige klarer det der. Det er fantastisk.”

Og vi begynder at tro på, at Michael og Christina faktisk kunne blive rigtig lykkelige sammen. De holder i hånd, ser på nuttede sæler, og da Michael siger, at solnedgangen kun giver rigtig mening sammen med Christina, lød der et lille ”aaaaw” herfra.

Daniel og Samantha

https://imgix.femina.dk/2021-09-03/daniel-og-samantha-2.jpg

Ligesom Samantha vandt med sit bryllupsløfte, så vinder hun altså også i morgengave. Hun har brugt tid på at male et flot krus til Daniels tandbørste, der passer til hendes eget. Cute!

Og vi starter da også ud fuld af positive forventninger, da det viser sig, at Daniel og Samantha deler helt FANTASTISK musiksmag. I bilen på vej mod Bornholm bliver der sunget igennem til ”Wannabe” med Spice Girls – så nu ved vi, hvad der kører på anlægget i Daniels kæmpetraktor.

Da Daniel og Samantha er nået frem til solskinsøen, stopper det gode humør dog. Ikke fordi de kommer til at diskutere politik, men der er bare stille imellem dem – meget stille.

Wannabe-stemningen er helt væk, da de kører mod Hammershus næste morgen, og det virker ikke til, at Daniel er et morgenmenneske. Overhovedet.

Efter at have gået igennem hele middelalderborgen med info-skilte-læsning som eneste samtale, står de og kigger ud over vandet.

Samantha prøver at åbne en samtale ved at konstatere, hvor smukt det er, men Daniel lukker den lynhurtigt ned ved at sige, at horisonten da ikke er så klar, som den kunne være.

Samantha er lidt bekymret for den larmende tavshed – men Daniel synes ikke, at stilheden er pinlig.

Vi holder nok mest med Samantha og giver ekspert-Jacob ret, da han konstaterer, at: ”Hvis ingen af dem gør noget, så sker der ikke noget.”

Jonna og Carsten

https://imgix.femina.dk/2021-09-03/jonna-og-carsten-2.jpg

Er det blevet lidt hedt imellem Jonna og Carsten? Vi fornemmede i hvert fald temperaturen stige på deres bryllupsrejse til Ærø.

Da Carsten sang ”Vil du være min i nat?”, må det have gjort et eller andet ved Jonna, for de opfører sig som nyforelskede teenagere resten af afsnittet.

Lighederne mellem Jonna og Carsten var ellers ikke helt til at få øje på, da vi mødte dem første gang. Men det hele gav mening i denne uge.

Efter morgengave-udvekslingen giver de hinanden et knus, og Carsten konstaterer helt rigtigt: ”Så fik jeg lige et knus.”

Det kunne måske virke lidt akavet for nogen, men da de på vej mod Ærø går op på færgedækket, konstaterer Jonna ligeledes: ”Så får vi lige noget luft”. Det er jo et match made in heaven.

På en gåtur på stranden finder vi ud af noget helt særligt om Carsten: Han elsker tang og kan faktisk slet ikke lade være med at spise det, fordi det er så sprødt og lækkert. Igen ville det måske skræmme nogen væk, men ikke Jonna.

Hun smager på Carstens tang i kærlighedens navn, og vi tror, de kunne overleve alene på Ærø til deres dages ende.

På hotelværelset kan de ikke holde op med at smile og pjatte, da kameraet dugger til i ægtesengen. Vi forudser, at de måske droppede pyjamassen, og vi får en lille confession fra Jonna og Carsten i næste uge.

Læs også