‘Tinkas juleeventyr’ går lige i julehjertet. Og det er uanset om du barn eller voksen

Den populære og elskede tv-nisse Tinka er tilbage. Denne gang på scenen i stedet for på skærmen hjemme i stuerne.

Handlingen er den samme, som da julekalderen gik sin sejrsgang for syv år siden, mens rollen som Tinka nu spilles af Trine Marie Wisborg. Og lad det bare være sagt med det samme: Hun er herlig og leverer en præstation, der med det samme går lige i julehjertet på publikum.

Tinka får som bekendt overrakt sin nisseamulet ved den årlige ceremoni, der skal markere, at hun ikke længere er et barn. Men noget er ikke, som det skal være, for Tinkas amulet skifter ikke farve, som den burde.

Det får Tinkas plejemor, Nille, til at indrømme, at Tinka er halvt menneske og halvt nisse. En afsløring, der ikke falder i god jord i Kongsby, hvor nisserne bestemt ikke bryder sig om mennesker. For 100 år siden stjal de nemlig en julestjerne, hvilket gjorde, at nisserne mistede deres magiske evner.

Da Tinka bliver udstødt, beslutter hun sig for at drage til menneskets verden for at finde den stjålne julestjerne.

Perfekt format til historien

Det er altid en smule spændende, når en kæmpe succes som Tinka skal remedieres og ikke mindst koges ned fra 12 til to timer. Fordelen ved at gøre det med en fortælling som denne er, at 90 % af publikum kender den.

Man kan derfor nøjes med de vigtigste elementer, uden at det går udover børnenes oplevelse – deres fantasi og minder klarer resten. Om det samme gælder for de voksne er mere tvivlsomt.

Det lykkedes manuskriptforfatterne Flemming Klem og Ina Bruhn at få essensen af deres julekalender frem på scenen, og det skyldes ikke mindst den skarpskårne morale, den letforståelige historie og de elegante sceneskift.

Da sidstnævnte er afgørende for, om man som publikum lader sig forføre af de utallige skift fra menneskets til nissernes verden, er det vigtigt, at det foregår så gnidningsfrit som muligt. Og her er der ikke en finger at sætte på samarbejdet mellem scenograf Eilev Skinnamo og lysdesigner Jeppe Lawaetz.

Selvom der intet nyskabende er ved det, er det en fornøjelse at se, hvordan lysdesignet blandt andet skaber rammerne for skov, slot og ensomhedens tårn, mens scenografiens sidestykker åbner og lukker sig alt efter, om vi er hos skrædder Nille eller hos farmor Maja, der henholdsvis spilles af Szhirley og Birthe Kjær.

Modsætninger mødes på tværs af kulturer

Da Tinka ankommer til menneskets verden (mere præcis Søgaarden) møder hun med det samme drengen Lasse, der overhovedet ikke er tilfreds med at være på landet – han vil hellere feste med sine venner. Tinka præsenterer sig selv som nisse, hvilket forståeligt nok får Lasse til, at synes, at hun er lidt speciel. Men som lillesøster Astrid så rigtigt siger: Hvis Tinka identificerer sig som nisse, så kalder vi hende for en nisse.

Dermed er skellet mellem mennesker og nisser nedbrudt, og de to nye venner kan begynde deres fælles jagt på den magiske julestjerne. Det leder til forestillingens første højdepunkter med duetten Ingenting til fælles, der ganske fint fortæller, at bare fordi man kommer fra forskellige verdener (kulturer) kan man sagtens være venner – en efterhånden slidt kliché, der stadig er vigtig at pointere.

For i Kongsborg er ikke alle lige begejstret for, at Tinka hænger ud med en menneskesøn. Slet ikke den falske kronprins Fileas og hærlederen Ingi, der vil gøre alt for at komme til magten. De to spilles forrygende af Johannes Nymark og Marie Askehave, der både får det onde og det komiske frem i deres karakterer og dermed danner et par, der både bidrager med underholdning og dybde til forestillingen.

Gode sange – for det meste

Tinkas Juleeventyr skal nok skabe både glæde og julestemning hos alle, der indløser billet - både børn og voksne. Men selvom historiens væsentligste budskaber kommer frem, scenografien er flot og skuespillerne velcastet, er der en væsentlig del, der kun fungerer delvist.

Burhan G og Sarah West har formået at skrive både sange og musik, der for det meste passer ind i fortællingen. Her skal især nævnes sangen Vores jul, der introduceres af den folkekære sanger Birthe Kjær i rollen som Maja, hvorefter hele familien synger med og sørger for julestemning i salen, så forestillingen rigtig kan gå i gang.

Også Tinkas sang Nisse indeni leveres med en charme og indlevelse af Wisborg, der gør, at man med det samme får sympati for den unge nissepige.

Desværre er der flere steder, hvor musikken enten er for påtaget eller ikke har pondus nok til at understøtte de mange rørende øjeblikke, forestillingen har at byde på, hvilket går udover historiens flow.

De fleste af de rigtig gode sange kommer allerede i første akt. Herefter skal vi faktisk helt hen mod slutningen, før der opstår ægte musicalstemning. Da det går op for Ingi, at hun er blevet udnyttet af Fileas, begynder nummeret Der kommer en dag. Her leverer Marie Askehave med stor stemme og gennemtrængende skuespil det, der må siges at være forestillingens musikalske højdepunkt.

Men Askehave er ikke alene om det. Hun får hjælp af forestillingens beskedne ensemble, der består af fire dygtige dansere/sangere. Gennem forestillingen har de holdt sig i baggrunden, men aldrig været usynlige. Flere steder, hvor musikken ikke har været tilstrækkelig, har de været med til at løfte forestillingens energi - så de skal selvfølgelig nævnes.

Og så er der det uundgåelige kæmpehit Tinka, der naturligvis skulle med. Men det kunne have været gjort mere elegant end at lade Szhirley komme frem til sidst med håndholdt mikrofon og agere solist i en forestilling, der slet ikke er “hendes”.