Tobias bad om en investering på 50 kr i Løvens Hule: Sådan er det gået ham
Foto: Per Arnesen/DR
Artiklen blev første gang bragt hos BILLED-BLADET. Dette er en redigeret version.
I DR-programmet ”Løvens Hule” håbede 52-årige Tobias Henius på at vinde investorernes nysgerrighed.
Han har opfundet beholderen Grums, der fanger kaffegrumset i bunden af en stempelkande, så det let kan smides ud uden at bruge for mange liter vand på at skylle kanden ren.
Opfindelsen fik alle fem løver til at engagere sig, og nu fortæller Tobias Henius til DR, hvordan det er gået efter programmerne.
Ikke store forhåbninger
Investorerne i ”Løvens Hule” vil nok sent glemme 52-årige Tobias Henius.
Han skilte sig ud ved at lave den laveste værdiansættelse i programmets historie. Han bad nemlig om 20 procent for 50 kroner, hvilket svarer til en værdiansættelse på 250 kroner.
Til det svarede han, at han bare havde brug for penge til en billet hjem fra optagelserne.
Han fortalte åbent om, at han har diagnosen bipolar, hvilket gør, at han til hverdag har et fleksjob tre dage om ugen.
Den rørende fortælling ramte de fem løver, og de lovede faktisk alle fem at kontakte deres netværk i et forsøg på at hjælpe Tobias Henius’ produkt frem.
Efter programmet
Jacob Risgaard, Anne Stampe Olsen og Louise Herping Ellegaard gik sammen om investeringen på betingelse af, at de kan bidrage med noget konstruktivt efter programmerne.
Tobias Henius har da også hørt, at alle fem løver har forsøgt at få kontakt til deres netværk – dog uden held.
Derfor endte det med, at alle faldt fra som investorer, men han er ikke skuffet over resultatet.
– Overhovedet ikke. Jeg har fået alt ud af det program, jeg kunne. Det gav mig mod på projektet, og især Anne har været fantastisk at sparre med. Det gav mig blod på tanden til at komme i gang med benarbejdet og selv lave opsøgende salg, fortæller han til DR.
Siden har han lavet en aftale med Kop & Kande, og der er nu 44 butikker og caféer, som sælger hans produkt.