Trods adskillige fejl: Nu er der nyt fra DR om 'Røverkøb i provinsen'-programmerne
Foto: Koncern TV/DR
Det har været et skridt frem og to tilbage for DR's nye boligprogram 'Røverkøb i provinsen', der oprindeligt fik premiere på DRTV 31. december sidste år.
Programmet handler om par, der leder efter hus i provinsen, og det får de hjælp til af bl.a. Line Franck.
Knapt var de første seks afsnit lagt ud på DRTV, før det viste sig, at der var fejl i et af afsnittene.
Parret, der optræder i afsnit seks, fortalte nemlig i et interview med Fyns Amts Avis, at det var "direkte løgn", at DR havde fundet huset, som optræder i programmet.
Det fik DR til ikke blot at fjerne det pågældende afsnit, men alle seks. Samtidig oplyste DR, at de ville undersøge, om sagen var isoleret til det ene program, eller havde et større omfang.
Og det viste sig, at der var fejl i flere afsnit i programrækken, og at konsekvensen af dette - ifølge programchef i DR, Anne Garlichs - ville være, at afsnittene skulle klippes om.
Per M. E. Christiansen, der arbejder i DR Kommunikation, fortalte desuden i et skriftligt svar til Vi Elsker Serier, at der umiddelbart var tale om én gennemgående fejl i de seks afsnit af 'Røverkøb i provinsen'. Han henviste i den forbindelse til, at man kunne følge med i ændringerne i de enkelte afsnit under DR's fejl og fakta-side.
Nu ligger der så tre afsnit af 'Røverkøb i provinsen' på DRTV, nemlig afsnit tre, fire og fem. De øvrige afsnit vil, ifølge Per M. E. Christiansen, blive genpubliceret hver torsdag fremadrettet. Det fortæller han i et nyt, skriftligt svar til Vi Elsker Serier:
- Vi justerer ét afsnit om ugen, som bliver vist på DR1 og lagt til streaming på DRTV. Fokus er på at få de afsnit klar, som ikke har været sendt på DR1 endnu. De andre kommer på, lige så snart de er klar.
Man kunne måske tro, at de mange fejl ville føre til, at DR ikke længere ville have tillid til produktionsselskabet bag programmet, Koncern TV, men det afviser Per M. E. Christiansen:
- Vi har altid haft et godt samarbejde med produktionsselskabet, og det har vi stadig. Sammen har vi nu justeret den redaktionelle proces med henblik på at undgå, at sådan en fejl kan opstå igen.
Afsnit tre, fire og fem af 'Røverkøb i provinsen' kan ses nu på DRTV.