Uanset om du er fodboldentusiast eller blot nysgerrig på en stor personlighed, er ‘Schmeichel’ værd at se
![Schmeichel](https://imgix.femina.dk/2025-02-10/Skaermbillede-2025-02-10-kl.-12.56.36.png?auto=format,compress&fit=crop&ar=414:548&crop=faces,entropy)
Foto: SkyShowtime
Schmeichel
Streamingtjeneste: SkyShowtime
Premieredato: 9. februar 2025
Genre: Dokumentar
Instruktører: Owen Davies
Medvirkende: Peter Schmeichel, Alex Ferguson, Kasper Schmeichel, Cecilie Schmeichel, Laura Von Lindholm
Land: Danmark
Spilletid: 2 afsnit à cirka 45 minutter
Vurdering: 4 ud af 6 hjerter
At Peter Schmeichel har en imponerende fodboldkarriere bag sig, kan de færreste være i tvivl om. Men den nye dokumentar ‘Schmeichel’ om den største danske fodboldspiller nogensinde giver – udover at være en utvetydig hyldest – også et meget personligt og hidtil mere ukendt indblik i, hvad det har krævet af ham at nå så langt.
Når man ser Peter Schmeichel sidde i stolen til miniseriens interviews, ligner han en, der ser tilbage på sit liv med en enorm stolthed – og det kan man ikke bebrejde ham.
For fodboldfans er det hårrejsende fedt at se de mange udvalgte arkivoptagelser og blive mindet om nogle af fodboldhistoriens mest mindeværdige oplevelser. Fra EM i ‘92 og de gyldne år i Manchester United til flere kåringer som ‘verdens bedste målmand’.
![https://imgix.femina.dk/2025-02-10/Skaermbillede-2025-02-10-kl.-12.53.50.png](https://imgix.femina.dk/2025-02-10/Skaermbillede-2025-02-10-kl.-12.53.50.png?auto=format,compress&fit=min&crop=faces,entropy&ar=4:3)
Foto: Getty / SkyShowtime
Men også interviews med Peter Schmeichel familie og fodboldpersonligheder som Sir Alex Ferguson, Eric Cantona og Gary Neville, er med til at drysse velfortjent stjernestøv over den store danskers præstationer.
Karrierens op- og nedture
Dokumentaren tager os tilbage til Schmeichels tidlige karriere, hvor han starter i Hvidovre og senere kommer til Brøndby, hvor han er deltidsprofessionel og derfor arbejder ved siden af fodboldlivet.
![https://imgix.femina.dk/2025-02-10/Skaermbillede-2025-02-10-kl.-13.04.12.png](https://imgix.femina.dk/2025-02-10/Skaermbillede-2025-02-10-kl.-13.04.12.png?auto=format,compress&fit=min&crop=faces,entropy&ar=4:3)
Foto: SkyShowtime
Som 27-årig rykker han til storklubben Manchester United, hvor han i en periode på blot seks år vinder fem engelske mesterskaber, tre FA Cup-titler og en Champions League-titel. Dermed har han sat et kæmpe aftryk på den historiske fodboldklub.
Men vejen til de største stadions i verden er lang. Og et par år inden sit skifte til England får han sønnen Kasper. For Schmeichel ændrer det ikke ved hans mål om at blive verdens bedste målmand.
![https://imgix.femina.dk/2025-02-10/Skaermbillede-2025-02-10-kl.-13.00.13.png](https://imgix.femina.dk/2025-02-10/Skaermbillede-2025-02-10-kl.-13.00.13.png?auto=format,compress&fit=min&crop=faces,entropy&ar=4:3)
Foto: SkyShowtime
Den ærlighed og erkendelse af, at de beslutninger, han traf dengang, har gjort ham til den, han er i dag, viser, at vi har at gøre med et menneske, der er gjort af et specielt stof.
For selvom han gennem sit liv har taget nogle valg, der udefra set kan virke upopulære i forhold til at ville stifte familie, så kigger hovedpersonen ikke selv tilbage på sit liv med fortrydelse.
Både fordi han jo ikke kan ændre på det, og også fordi han har truffet sine valg baseret på den viden og de følelser, han har på det givne tidspunkt. Og så kan det ikke være et forkert valg.
En dybt personlig dokumentar
Udover sin imponerende karriere fortæller Schmeichel åbent om sin fars historie, der har dybe rødder i en mørk periode af verdenshistorien. Antoni Schmeichel blev født i Polen og oplevede 2. verdenskrigs grusomheder på nærmeste hold. Under krigen blev han deporteret til en koncentrationslejr, hvor han mistede sin mor.
Det er en tydelig berørt, men stadig fattet Schmeichel, der fortæller historien om, hvordan hans forældre møder hinanden. Efter krigen kommer Antoni til Danmark. Men den kolde krig er i gang, og hvis han vil have opholdstilladelse, skal han være spion for Danmark.
I Polen kræver man det samme af ham – og pludselig er han dobbeltagent. Men han er målrettet og vil gøre alt for at kunne være sammen med sin nyfundne kærlighed, Inger, som han senere får sønnen Peter med.
![https://imgix.femina.dk/2025-02-10/Skaermbillede-2025-02-10-kl.-13.09.15.png](https://imgix.femina.dk/2025-02-10/Skaermbillede-2025-02-10-kl.-13.09.15.png?auto=format,compress&fit=min&crop=faces,entropy&ar=4:3)
Foto: Getty / SkyShowtime
Samme målrettethed fortæller Peter om hos sig selv, da han som ung bliver grebet af fodbold. Og da Peters far ofte er både vred og aggressiv derhjemme, bruger han det meste af sin tid på at træne fodbold, og i en tidlig alder får han at vide, at han har et særligt talent.
Den forbindelse mellem far og søn gør dokumentaren om Schmeichel til en både personlig og rørende fortælling om, hvordan man påvirkes af sine omgivelser. Men også hvordan man finder sig selv og kæmper for det, man så brændende ønsker sig.
Mest af alt en hyldest til en legende
Trods den svære relation til faren i teenageårene bliver det igennem dokumentaren tydeligt, at de to alligevel er tæt forbundne. For selvom Peter valgte fodbolden, er han også gået i sin fars fodspor, når det kommer til at spille musik.
![https://imgix.femina.dk/2025-02-10/Skaermbillede-2025-02-10-kl.-13.02.45.png](https://imgix.femina.dk/2025-02-10/Skaermbillede-2025-02-10-kl.-13.02.45.png?auto=format,compress&fit=min&crop=faces,entropy&ar=4:3)
Foto: SkyShowtime
Og så er der selvfølgelig Kasper Schmeichel, der lige som sin far nu er målmand på allerhøjeste niveau. Den respekt, der går i arv gennem generationer, gør dokumentaren til en spændende fortælling om en fænomenal sportsmand.
Den nye Schmeichel-dokumentar er dog mest af alt en hyldest til en af fodboldens største målmænd. Den balancerer mellem at være informativ og give et indblik i hans imponerende karriere, og samtidig være følelsesladet ved at give de mange fans et dybere kendskab til Peter Schmeichel og hans private historie.
![https://imgix.femina.dk/2025-02-10/Skaermbillede-2025-02-10-kl.-13.04.30.png](https://imgix.femina.dk/2025-02-10/Skaermbillede-2025-02-10-kl.-13.04.30.png?auto=format,compress&fit=min&crop=faces,entropy&ar=4:3)
Foto: Getty / SkyShowtime
Uanset om man er fodboldentusiast eller blot nysgerrig på en stor sportsmands liv, er ‘Schmeichel’ værd at se.
Men det er også en dokumentar, der kan bruges som inspiration til at følge sine drømme, og en påmindelse om, at hvis en beslutning træffes med hjertet, er det ofte den rigtige.