Vi har et problem med børn af rige og berømte, der får lov til at lave afsindigt dyre film

Vi har et problem med børn af rige og berømte, der får adgang til at skabe afsindigt kostbare kulturprodukter, fordi de kender nogen, der kender nogen, der engang har samarbejdet med farmand.

De tager pladsen fra dem, der egentlig viser talent og måske har noget på hjerte, vi andre kan bruge til noget.

Men i stedet har vi altså nu Zoë Kravitz’ (model, skuespiller, it-girl og barn af rockikonet Lenny Kravitz og skuespilleren Lisa Bonet) instruktørdebut Blink Twice.

Her overspiller et veritabelt A-hold af skuespillere på et jungleresort, mens de tager stoffer og drikker så meget champagne med hindbær i (er det ikke lidt konfirmation-i-provinsen-agtigt?), at man må klemme knæene sammen for at styre sin tissetrang.

Undervejs bliver det mystisk og drabeligt, og Blink Twice vil i forbifarten sige noget om mænds vage undskyldninger og metoo og vist nok også søsterskab.

Det er alt sammen meget fint, men omtrentligt også lige så overraskende og komplekst som et debatindlæg om samme emne skrevet af en elev fra et københavnsk gymnasium.

Pointen ryger sig så en tur til sidst i en slutning med et mærkeligt plottwist-hævnmotiv. At sige, hvordan det hele ender, ville være at spoile, og det skal man jo nødigt ikke, selv om jeg kan afsløre så meget, at denne her film er spild af tid.

Fra tjener til jetsetter på 10 minutter

Blink Twice er præget af halvfærdige karakterer med flade relationer til hinanden og et usammenhængende plot. Og det til trods for, at Zoë Kravitz har castet erfarne topskuespillere som Christian Slater, Geena Davis, Simon Rex og Kyle MacLachlan og top-hotte Naomi Ackie, Alia Shawkat og Adria Arjona i rollerne.

Nå ja, og så Levon Hawke, søn af skuespillerne Uma Thurman og Ethan Hawke. Hans eneste anden rolle er i Wildcat, som Ethan Hawke har instrueret. En nepobaby i en nepobaby-film.

Hovedkarakteren Frida (Naomi Ackie) er cocktailpige sammen med sin bedste veninde og roomie Jess (Alia Shawkat). De er på arbejde, men skifter så til billige polyesterkjoler og er så pludselig med til konferencen for et smart techfirma – uden at blive fyret på stedet.

Vi ved om Frida, at hun laver akrylnegle med dyr på, synes de riges livsstil er fed og siger ”bitch” meget.

Efter hun skvatter i nogle champagneglas og lander i en seriøs pøl af glasskår, samles hun op af Slater King (Channing Tatum), den detroniserede tech-kanon efter noget, der måske lidt har været en metoo-sag.

Det uddybes ikke i andet end kunstigt hjertefølte undskyldningsvideoer på internettet af en panderynket Tatum. Det afholder dog ikke Frida fra at tænke, at Slater King er hunk of the century, og inden længe er hun og veninden på vej til en ø midt ude i ingenting for at feste med den lækre tech-fyr og hans seje venner.

Badeferie fra helvede

Kvinderne fester med mændene, tager mdma, ryger joints ved poolen og drikker champagne med hindbær i lange, febrilske montagesammenklip. Men som i Olivia Wildes Don’t Worry Darling fra forrige år er der trouble i paradis. En slange i græsset, en lipgloss fyldt med hår, en etnisk, ældre dame, der siger ”Rød kanin” meget.

Pludselig er Jess bidt af en slange, dagen efter er hun forsvundet, men kun Frida, der ved et tilfælde har drukket noget slangegift (?!), kan huske hende.

Blink Twice vil være et hotelmysterie og en feministisk fortælling om kvinder, der lever under mænds gaslighting. Men filmen føles lidt som at være til en fest, hvor man føler, man har drukket nok til, at ens politiske holdninger klarer sig bedst som manifester, men samtidig for meget til, at noget af det rigtig giver mening.

Til gengæld er replikkerne overtydelige som et PowerPoint-show.

“Hvorfor skulle jeg fortælle nogen om dengang, min mor forsøgte at begå selvmord foran mig?” spørger Frida for eksempel retorisk og fortæller altså Slater King i samme sætning, at hendes mor har forsøgt at begå selvmord foran hende. Han svarer ”Det er jeg ked af at høre,” og de snakker videre om noget andet.

I øvrigt er kemien mellem Channing Tatum og Naomi Ackie omtrentlig lige så stærk som den mellem pålægschokolade og karrysild på den samme rugbrødsmad.

Se noget andet.