Vi var dem, der havde en drøm. Tilsat fem følelsesmæssige sammenbrud om ugen - med en sang, der passede til

Thea Rytter er redaktør på femina, kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Wicked har netop ramt biograferne verden over og får rigtig gode anmeldelser.

Vi taler ikke om “3 stjerner til fornøjelig familieforestilling” eller “Ariana Grande gør musicalen tilgængelig for menig mand”.

Nej, vi taler om ros, der næsten lyder, som om anmelderne forstår musicals.

Mit indre "theatre kid" – som har ligget undertrykt siden 2.g's opførelse af Mamma Mia (hvor jeg var Rosie) – er ved at sprænges af glæde. Vi er her!

Theatre Kids: En dedikeret skare

Lad os være ærlige: Teaterbørn har aldrig været dem, der dominerede skolegården.

Ja, vi var alle sammen ret gode i skolen, men det ser overhovedet ikke sejt ud at være et teaterbarn.

Vi gjorde primært bare mærkelige ting.

Mens andre børn trænede straffespark, brugte vi eftermiddagene på at synge Seasons of Love i en tom gymnastiksal og føle, at det virkelig betød noget. Vi kunne ikke tage et halstørklæde på uden først at kyle det over armen og dække vores ansigt, mens vi hvislede The PHAAAAAANTOM of the opera is there!

I en overgang var jeg kendt som ”hende, der lavede rullefald på gangene”. Vi var dem, der havde en drøm - tilsat fem følelsesmæssige sammenbrud om ugen - med en sang, der passede til.

Kender du en meget energisk fodboldfan? Her er svaret givetvis: Ja.

Sådan en, der altid taler om bold, weekendens kampe/salg/træningssituation. Som græder. Som råber. Som omtaler sit hold som ”vi”.

Jeg ved godt, at det er svært at tro på, at noget kan matche den passion.

Forestil dig nu dén person, og sæt så musical ind i ligningen i stedet for fodbold. Gang det med 10.

Det er dér, vi er, når du skal forstå, hvordan det er at være et teaterbarn.

Hold kæft, musical er en dedikeret sport.

Musical som livsterapi

Når vi bliver rørt af musik, taler vi om at mærke noget indeni. Når vi ser film, taler vi om historien, der suger os ind.

Musicals er begge dele – en totaloplevelse. Musikken forstærker ordene, og ordene giver musikken dybere mening.

Det er historiefortælling på steroider, hvor følelserne får lov til at eksplodere i et orgie af dans, lys, musik og lyrik.

Det er umuligt at undertrykke noget, når det hele bliver skreget ud med tilhørende blæsere, koreografi og med hele castet som backup i at gribe dine følelser.

Og hvorfor skulle vi også undertrykke det? Livet er stort, grimt og smukt. Det fortjener at blive sunget ud!

Når Elphaba i Wicked synger Defying Gravity, er det ikke bare en heks, der stikker af på en kost. Det er os alle sammen, der trodser forventningerne, og verden kan bare komme an.

Når Jean Valjean i Les Misérables (primært refereret til som Les Mis, hvis du er en del af kliken) skråler Who Am I? er det ikke bare en mand i eksistentiel krise; det er os alle sammen, der leder efter mening og identitet. Én sang fra den forestilling, og du er klar til at bygge en barrikade i stuen og kæmpe til døden for dine principper.

Musical-vækkelse i generationer

Nu ser jeg min kærlighed til musicals gå videre til næste generation. Min datter på knap ni år er allerede et hardcore "theatre kid".

Da jeg fortalte hende, at vi skulle til forpremieren på Wicked (vi så den også på de skrå brædder i efterårsferien), blev hun så hyped, at der herefter fulgte ca. en times improviseret danseaudition, hvor hun trådte frem til Broadway-soundtracket sang for sang og gav den fuld gas (kun afbrudt af kostumeskift, selvfølgelig).

Bare rolig, hun var sunget af hjemmefra, inden biografmørket sænkede sig til forpremieren, men medgav at det var svært ikke at synge med.

Hun har fået smag for den verden, hvor alt kan blive større, smukkere – og ja, helt urimeligt følelsesladet.

Som barn forstår hun noget, jeg selv skulle (gen)lære som voksen: At musicals er alt andet end dårlig smag.

Det er bare følelser i meget ren form. Det er banalt, men det er rent.

Måske er det bare os kedelige voksne, der har brug for lidt mere mod. Mod til at være store, til at være teatralske og til at være os selv – med eller uden "jazz hands".

Fra dårlig smag til kulturelt vendepunkt?

Musicals er hos langt de fleste, jeg kender, blevet reduceret til en guilty pleasure, man dyrker alene, som når man hører 90’er-pop i høretelefonerne, mens man laver mad (har jeg hørt, nogen gør). Men hvorfor?

Måske fordi de udfordrer os til at føle helt uden filter.

Det kræver mod at elske musicals, for de holder intet tilbage. Det er arketyper, store følelser og endnu større stemmer, og det kan være overvældende i en verden, der helst vil være cool og ironisk distanceret.

Jeg tror, at vi har brug for det meget mere.

Og her er det sjove: Kan du huske den passionerede fodboldfan? Vi har faktisk infiltreret dem. Du behøver ikke at sige det til dem, men en af verdens mest ikoniske fodboldsange – You’ll Never Walk Alone – stammer fra en musical.

Den er ikke skrevet af en eller anden engelsk "bloke", der føler stor kærlighed til holdsport og har levet et hårdt arbejderklasseliv i en mineby. Det er en sang fra Carousel.

Jep, fodboldfans over hele verden skråler en powerballade fra Broadway uden at blinke.

At

nu er kommet som film – og ovenikøbet er blevet taget seriøst – er ikke bare en sejr for os, der stadig kan vores alfabet i "Do-Re-Mi." Det er forhåbentlig et kulturelt skift.

En anerkendelse af, at musicals kan noget særligt, som vi har brug for i en tid, hvor meget føles kynisk og håbløst.