Sebastian Bull voksede op i et helt særligt postnummer. Men han var aldrig som de andre

Når man siger rigmandssøn fra Hellerup, er det givetvis ikke Sebastian Bull, som dukker op på nethinden.

Ikke desto mindre er det dét, ”Vogter”-skuespilleren er.

Han er opvokset i postnummer 2900 nord for København, men har aldrig følt sig som de andre.

I skolen mødte han nederlag på nederlag – og i 5. klasse overmandede de mørke tanker ham i en sådan grad, at han havde besluttet sig for at begå selvmord.

– I dag er jeg så taknemmelig for, at jeg har højdeskræk, for jeg havde på et tidspunkt besluttet mig for, at nu hopper jeg fucking ud fra øverste.

– Jeg stod deroppe og tænkte: ”Nu gør jeg det, jeg gider ikke mere”.

– Jeg åbner vinduet, og så har jeg bare højdeskræk. Så jeg lukker vinduet igen og tænker: ”Fuck det her, mand!”.

– Det var en rimelig turbulent tid med hele det der folkeskole-shit, fortæller han i podcasten ”Hva’ så!?”.

Sebastians mor Ruth, som han er tæt knyttet til, må have set en kreativ åre i sin søn, for hun overtalte ham til at gå til casting på en rolle i Spy Kids-filmen ”Zoomerne”, som han i hendes optik ville passe perfekt til.

Han fik ikke rollen, men instruktør Thomas Vinterberg havde fået øjnene op for den anderledes knægt – og efterfølgende landede han sin allerførste filmrolle i ”Submarino”.

– Det var første gang, jeg fik at vide af nogle voksne mennesker, som ikke var mine forældre, at jeg faktisk er god til noget – og faktisk er lidt bedre end nogle andre.

– Det var min første store succesoplevelse. Hvis jeg ikke var blevet præsenteret for skuespillet dér, ved jeg ikke, hvor i livet jeg havde været i dag, fortæller han.

Da skuespilleren i fjor medvirkede i ”Vild med dans”, fik han hug for sin foroverbøjede holdning.

Dengang forklarede han, at hans tarme ved fødslen var vokset sammen, så han måtte igennem flere operationer i løbet af sine første leveår.

Tværs over maven kan man stadig se arret fra operationerne – og en af fredagene på dansegulvet viste han arret frem i en skjorte designet til formålet. Det er arvævet, som gør det svært for skuespilleren at strække sig helt ud.

Rigshospitalet dannede rammen om Sebastians første tre leveår – og det første halve år forlod han og mor Ruth aldrig hospitalet.

Det er ikke den begyndelse på livet, man ønsker for nogen.

Oven i det indtog Sebastian store mængder medicin med det resultat, at hans udvikling blev forsinket. Så ikke alene følte han sig anderledes indeni – man kunne fysisk se, at han ikke var som de andre.

– Den værste dag på ugen var den dag, vi havde idræt. Så stod man dér i omklædningsrummet og så hinanden nøgne.

– Og jeg tænkte bare: ”Jeg ligner seriøst en død kylling”. Så der var både det fysiske aspekt i det og frygten for at blive drillet og mangel på accept, fortæller han i podcasten.

Sebastian slap udenom barndommens drillerier ved at indtage rollen som klassens klovn. Det var dog først, da han forlod Hellerup, at han fandt et fællesskab, han kunne spejle sig i.

For hjemme i Hellerup var han omgivet af akademikerbørn, som ville gå i forældrenes fodspor. Et liv, Sebastian på ingen måde kunne se sig selv i.

– Da jeg flyttede hjemmefra og kom ind til byen – var det fantastisk!

– Det dér med bare at møde andre skæve eksistenser – og kunne se, at sådan er jeg sgu også lidt. Det var fantastisk.

Skæv eksistens eller kunstnerisk sjæl – Sebastian Bull fandt et kreativt fællesskab, da han gik filmvejen.

I dag har han medvirket i et hav af film og tv-serier – og med filmen ”Azrael”, som har premiere senere på måneden, har han sågar sparket døren ind til udlandet.

Artiklen blev første gang udgivet i SE & HØR, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.